Læsetid: 6 min.

En dans med døden

Sergio Leone er med den franske filosof, Jean Baudrillards ord ’den første postmodernistiske instruktør’. Leone dyrkede de amerikanske western-myter samtidig med, at han negerede dem. Cinemateket viser i maj alle hans ’eventyr for voksne’, som han selv benævnte sine film
4. maj 2001

(2. sektion)

Klassikere
Sergio Leone døde af et hjertestop søndag morgen den 30. april 1989 mens han sad i sin seng og så Jeg vil leve (1958) af Robert Wise. Sergio Leone blev kun 60 år, men han fik en udramatisk død sammenlignet med den måde, hvorpå de fleste personer i hans film ekspederes over i en anden verden. Med sine spaghetti-westerns – et udtryk Leone afskyede – bragte han den hensynsløse vold, ørkenstøvet, sveden og det ubarberede ind i den velfriserede Hollywood-western.
Leones særlige stil bestod i at over-stilisere den klassiske western-ikonografi. Han dyrkede de amerikanske »frontier-myter« samtidig med, at han forholdt sig ironisk distancerende til dem. Med sine intense ultra-nærbilleder, mytiske totalbilleder og sit enestående samarbejde med komponisten Ennio Morricone udviklede Leone en rytmisk dvælende stil, som har sat sig spor overalt i filmkunsten.
Leone nåede kun at lave syv film. Efter mesterværket Once Upon a Time in the West fik han stigende problemer med at få sine film finansieret og brugte 13 år på sin sidste film, det fire timer lange gangster-epos Once Upon a Time in America (1984).
Han fik ry for at lide af storhedsvanvid og vær svær at arbejde sammen med, og ingen af hans manuskriptforfattere mødte op til Leones begravelse. De var forbitrede over, at han ikke levnede dem nogen kredit overhovedet for de første spaghetti-westerns.
Han ragede også uklar med Clint Eastwood, fordi han mente, Eastwood forlangte for meget for rollen som Blondie i Den gode, den onde og den grusomme, når nu Leone efter eget udsagn havde skabt Eastwood.

Dollars forever
Leone startede sin karriere som assistent for italienske filmfolk og for amerikanske instruktører på optagelse i Italien, heriblandt Robert Wise, William Wyler og Fred Zinnemann. Leone fungerede blandt andet som second unit instruktør på Ben Hur (1959) og bidrog til det berømte stridsvogns-væddeløb. Han sås også som skuespiller i småroller. f.eks. præst i Vittorio De Sicas Cykeltyven (1948).
Hans officielle debutfilm var Kolossens hemmelighed (1961), der blev en gigant-success i Italien og handler om et slaveoprør mod korrupte ledere af det antikke Rhodos. Den er ikke mindst værd at se for de flot koreograferede kampscener og de imponerende dekorationer, herunder modellen af Kolossen på Rhodos, et af oldtidens syv underværker. Leone fik opført 32 meter høje sektioner af statuen, så de afsluttende fægtescener – der foregår på statuens ene skulder og arm – kunne filmes uden brug af trick-optagelser.
Men det var med En nævefuld dollars (1964), at Leone for alvor gjorde sig bemærket. Filmens brutalitet, overdådige visuelle stil og overvældende brug af ultranærbilleder kom til at præge western-genren for al fremtid, og Clint Eastwood blev med det samme superstar i Europa. Historien om den indesluttede gunfighter, der rydder op i en lille amerikansk flække, er baseret på Kurosawas Yojimbo (1961).
For hver af de følgende film raffinerede Leone sin særlige stil og elliptiske fortællestruktur.
I Hævn for dollar’ (1965) er The Man With No Name (Eastwood) tilbage i den støvede ørken – denne gang som dusørjæger på jagt efter en psykopatisk bandit.
Den tredje film i »dollar-trilogien«, Den gode, den onde og den grusomme (1966) skildrer »The West« under den amerikanske borgerkrig og blev Leones største internationale succes. Tre revolvermænd er på sporet af 200.000 dollars, som er gravet ned på en kirkegård. De tre mænds veje krydses gentagne gange i den komplekse fortællestruktur. Det endelige opgør på kirkegården er en sekvens, som for længst er gået over i filmhistorien, og Morricones tema fra filmen er et af de mest kendte stykker filmmusik, der nogensinde er skrevet. »Dollar-trilogiens« store succes udløste en lang andre spaghetti-westerns, som for en tid gav afdankede amerikanske stjerner og karakterskuespillere brød på bordet.

Once upon a time
Sergio Leone fik herefter stillet et stort budget til rådighed for sin næste film, det mesterlige hævnepos, Once Upon a Time in the West (1968) om sammenstødet mellem de afdankede western-stereotyper og den ubarmhjertige, teknologiske udvikling. Leone samler her alle kliché-figurerne fra de amerikanske westerns: Hævneren (Harmonica/Charles Bronson) den romantiske bandit (Cheyenne/Jason Robards), luderen/madonnaen (Jill McBain/Claudia Cardinale) og gunfighteren, der gerne vil være respektabel forretningsmand (Frank/ Henry Fonda i en sjælden skurkerolle).
Disse stereotyper ved, at de er ved at dø – både fysisk og moralsk. Da hævneren ’Harmonica’ (Charles Bronson) til slut rider væk fra Sweetwater, er han allerede en anakronisme.
Leone blev engang spurgt om forskellen mellem John Ford og ham selv.
»Ford er optimist. Jeg er pessimist. Når John Fords helte åbner vinduet er det for at skue ud i en lysende fremtid. Når mine figurer åbner vinduet er det med den tanke, at de kan få en kugle mellem øjnene«.

Nedklippede versioner
John Fords kollektive square-dans er hos Leone afløst af en ensom dans med døden, og i Leones film er det svært at kende forskel på helte og skurke. Hans hovedpersoner er lige så snavsede, skydegale og sadistiske, som de bander af forbrydere og lovløse, de er oppe imod.
Once Upon a Time in the West er fuld af magiske og uforglemmelige øjeblikke – den 14 minutter lange, ekstremt dvælende optakt på togstationen, Claudia Cardinales ankomst til den lille by – akkompagneret af Morricones smukke hovedtema – drengen der kommer løbende ud og ser, at hele hans familie er mejet ned. – »Once Upon a Time in the West er en filmskole i sig selv«, har amerikaneren Quentin Tarantino sagt. Leones mesterværk blev udsendt i en brutalt nedklippet version og blev først lanceret i ’director’s cut’ i 1984.
Filmen blev aldrig nogen kommerciel succes, og Leone fungerede efter Once Upon a Time in the West mest som producer, f.eks. af Mit navn er Nobody (1973). Filmen har Henry Fonda i rollen som den falmende gunfighter, Jack Beauregard, som opsøges af en ung gunman (Terence Hill), der er besat af myterne om Beauregard. Leone instruerede selv filmens åbningssekens og karnevalsscenerne, og i 70’erne lavede Leone desuden en lang række ekstravagante reklamefilm, især for Télé Hachette og for Renault.
Han instruerede også Duk dig, fjols (1972), en særpræget blanding af Leone-western, komedie og politisk revolutionsfilm, men igen med betagende Morricone-musik på lydsporet.
Først i 1984 vendte Leone tilbage som spillefilm-instruktør med sit mest ambitiøse værk, den Hollywood-finansierede Once Upon a Time in America, der har Robert De Niro i hovedrollen som den aldrende gangster Noodles, der i 1968 vender tilbage til New York som en gammel mand efter 35 år i eksil. Hans erindringer om etableringen af en jødisk gangstergruppe i 1923 og dens opblomstring og fald under forbudstiden danner udgangspunkt for et stort anlagt og visuelt betagende drama om venskab og forræderi.
Filmen springer mellem 1923, 1933 og 1968 i en kompliceret struktur, som først bliver tydelig undervejs. Også denne film blev oprindelig udsendt i en forkortet (»slagtet«, if. Leone) version, hvor man havde gjort historien kronologisk.
Få filminstruktører har haft så stor indflydelse på filmkunstens udvikling som Leone, ikke mindst hvad angår skabelsen af den moderne action-helt og samspillet mellem musik og de levende billeder. En lang række instruktører – f.eks. Stanley Kubrick, Dario Argento, Quentin Tarantino, Robert Rodriguez og Clint Eastwood – står i dyb gæld til hans hesteoperaer og ’music and gunshots’.

*Jesper Andersen er programredaktør ved Filminstituttet

FAKTA
Leone på Cinemateket
Sergio Leone-serien i Filmhuset løber fra 5/5 til til 31/5 og omfatter følgende titler:

Kolossens hemmelighed
(1961)
En nævefuld dollars (1964)
Hævn for dollars (1965)
Den gode, den onde og den grusomme (1966)
Once Upon a Time in the West (1968)
Duk dig fjols (1972)
My Name Is Nobody
(produceret og delvis instrueret af Leone) (1973)
Once Upon a Time in
America (1984)
Plus Vittorio de Sicas neorealistiske klassiker Cykeltyven (1948), hvor Leone har en lille rolle som bebrillet præst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her