Læsetid: 5 min.

Dans uden tøven

’Dansedage 01’ i Århus præsenterer ægte bryster og støvet lys for et bredt dansepublikum, der endda selv vil anmelde festivalen
19. maj 2001

Dans
På vej ind mod Århus underholdt et par pigeglade fyre i radioen. De dystede om, hvem der kunne gætte, hvilke internet-bryster, der var ægte, og hvilke, der var med silicone – dog uden større træfsikkerhed. De tøvede især ved de små og faste.
Senere på aftenen viste det sig, at d’radioherrer bare skulle være draget til Dansedage 01 i Århus. Her var der bryster, der var både absolut ægte og umanerligt spændstige – levende kunstværker, som samtidig sad på de mest harmoniske og veltrænede og intelligente kvindekroppe, man kunne ønske sig.
For denne tredje dansefestival i Århus åbnede med forestillingen Les Solos 1978-98 af det canadiske Compagnie Marie Chouinard – udført af tre kvinder, der var nærmest perfekt smukke, og som dansede med så intens fantasi og vrede som i den moderne dans barndom – en gave af præcision og attack uden tøven.

Kvinden som sexobjekt
Forestillingen viste en stribe af den nu 45-årige Chouinards egne soloværker, men blev danset af de tre yngre, canadiske skønheder Carla Maruca, Isabelle Poirier og Carole Prieur. Dermed blev den også til et stykke dansehistorie med værker fra dengang, hvor dansen havde en mening om samfundet, og hvor provokationerne var lige så bastante som entydige – op til i dag, hvor dansen kredser mere om individet og den enkeltes identitet. Hos Chouinard er det kvinden, der bogstaveligt talt pisser på kunsten og scenen (dog i medbragt potte), men allermest kvinden, der kæmper sig fri af sine påtvungne roller. Kvinden som sexobjekt – både andres og sit eget – og kvinden forvandlet fra menneske til dyr og væsen.

Glinsende guld
Koreografisk er Chouinard optaget af den nøgne kvindekrop i selvsving. Hendes bevægelser og lyde får de oprejste kroppe til at rokke og ryste og strinte benene ud til siderne, mens armene vrider sig som egetræsgrene og hænderne som små, arrige fugle. Brysterne strutter, og trekanten lyser, for hendes kostumer er gennemsigtige gevandter – eller bare den obligatoriske g-streng – og de glinsende kroppe belyses af guld og purpur, mens dansernes lange hår flakser i lyset hen over brysterne i slowmotion. Det er overdreven æstetik, men den virker.
Samtidig er Chouinards solo-kavalkade et levende eksempel på, at den ny dans allerede er blevet halvgammel. Opløsningen af indhold og form i dansen er ikke længere ny, opløsningen af bevægelserne heller ikke.

Det nye publikum
Alligevel – eller netop derfor – er et bredere publikum i disse år ved at finde frem til den nye dans. Et publikum, som formodentlig har et tættere forhold til salsa og hip-hop end til klassisk ballet – og som tilsyneladende kan fylde en ti-dages festival i Århus.
Dansedage 01 har taget konsekvensen af det nye publikum, bl.a. ved at invitere belgieren Wim Vandekeybus’ kompagni Ultima Vez med dans-teater-film-musik-forestillingen Inasmuch as life is borrowed... og det marokkansk-belgiske hiphop-kompagni HushHushHush med storbyforestillingen 2Pack. Men også mere overordnet er publikum en del af festivalen; i dag lørdag afholdes en konference om dansen og dens publikum. Og som et eksperiment har Kulturhus Århus og Århus Stiftstidende desuden annonceret efter såkaldte ’publikumsanmeldere’.

En typisk nyder
»Interessen var overstrømmende. Der kom over 50 skriftlige ansøgninger fra folk på 13-60 år,« fortalte koordinator og teateranmelder Kirsten Dahl efter første forestilling. »Det mest interessante var måske, at mange aldrig havde set en danseforestilling før. De havde bare lyst til at prøve det. Og 19 er blevet valgt ud til at skrive om en forestilling i løbet af festivalugen.«
»Jeg slappede dejligt af med det, og det var lækkert, at man også kunne grine af dans,« sagde en af de udvalgte, den 15-årige skolepige Anne Kristensen. »Men jeg glæder mig også til at se 2Pack, for hip-hop er sejt.« Den 55-årige pædagog Britta Maria Hansen var også begejstret. »Jeg er en typisk nyder. Jeg vil se dans for at suge det ind, ikke for at tolke det. For det sjoveste er, når man bliver væltet lidt.«
Og som den 24-årige dramaturgi-studerende Lene Bang Henningsen udtrykte det: »Man kan let være dybt uenig med en anmelder. Men til Chouinards forestilling var vi altså ret enige om, at det var godt.«
Lyt til lyset
Dansedage 01 er imidlertid ikke mindst et træf for dansere. På festivalen optræder kompagnier fra ni lande. Der er samba i gaderne, Sub Chill-Out arrangeret af Frontløberne, den afro-brasilianske kampdans capoeira og irsk step.
Desuden afholder Danseværket en workshop i improvisation og brugen af rum og lys, ledet af den efterspurgte engelske koreograf Julyen Hamilton og den svenske lysdesigner Svante Grogarn. 30 dansere deltager her hele ugen – 30 kroppe med vidt forskellige dansebaggrunde og personlige potentialer.
I det tætpakkede dansestudie på Brobjergskolen – ja, det hørmer af sved og koncentration, præcis som det skal – er lyset dansernes partner. Hamilton udfordrer dansernes sans for at ’lytte’ til lyset. For at lade sig indfange af lyset som en magnet, at lade lyset være fyldt med støv og røg, eller at ignorere det. Eller som en muskuløs fyr brutalt ordner sagen: Stiller sig ind foran lyset med sin brede krop og slukker det. For som lyskunstner Svante udtrykker det: »At slukke lyset over en danser skal være som at halshugge en kylling. Det skal lykkes i første hug.«

Klicheer og balloner
Også hvad lyset angår, er Chouinards forestilling uden tøven – ødsel med snavset guldlys over den evigt omskiftelige kvindekrop. Men alligevel uden den skræmmemagi, som publikum har kunnet opleve torsdag i Kit Johnsons forvandlingssolo Stigma fra 1999. Samme aften præsenterede Secret Hotel soloen The Drowning Room af og med Misha Meyers, der også i aften vil opføre sin muntre skitse af en desperado-kvinde en alt-for-ensom aften ved Mississippi. Og kvindebilledet vil blive yderligere beriget, når Ingrid Kristensens gyngestolspassion Mozzzca vises på mandag.
Klogt nok har festivalen desuden overladt afslutningen på onsdag-torsdag til Århus-baserede Granhøj Dans, som er kandidat til at overtage MBT Dansescene efter Marie Brolin-Tani, der er blevet leder af Skånes Dansteater.
Kompagniet danser Palle Granhøjs koreografi Headbreak fra sidste års Festuge. Her optræder som så ofte hos Granhøj den ny dans yndlingsfigurer – den skaldede mand, den udfordrende kvinde og den opgivne bevægelse... Men i dette hovedbrud går han videre. Pludselig løfter klicheerne sig, så de forvandles til et billede på det enkelte menneskes sammenbrud og hele jordens undergang – takket være et par forkølede strofer af et par schlagere og et par balloner.
Uden den moderne dans protest, uden den postmoderne dans vemod – bare med det nye årtusindes trang til at se livet i øjnene. Og således byder Århus ikke blot på ny dans, men på 2001-dans. Med og uden støv i lyskeglen – og uden tøven. Og med smukke kavalergange.

*Dansedage 01, arrangeret af Kulturhus Århus
*Compagnie Marie Chouinard: Les Solos 1978-98. (Vises også i Kanonhallen i Kbh. 6-7. aug.)
*I dag: Robyn Orlyn/Ann Crosset kl. 15 + 19 ved MBT Dansescenen, Misha Meyers på Entréscenen kl. 18 samt Jyrki Karttunen, Tim Rushton og Palle Granhøj på MBT kl. 19.30. Desuden bl.a. Ingrid Kristensen (21-22. maj), HushHushHush (21-22. maj), Ultima Vez (22-23. maj) og Granhøj (23-25. maj). Tlf. 89 40 40 40 www.musikhusetaarhus.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu