Læsetid: 5 min.

Døden i Cannes

Livets skyggesider optræder prominent i mange af konkurrencefilmene i Cannes, ikke mindst i David Lynchs ’Mulholland Drive’
18. maj 2001

(2. sektion)

Filmfestival
Man kan ikke påstå, at filmene i de officielle serier i Cannes beskæftiger sig med tilværelsens lyse sider. Fra David Lynch til Michael Haneke, fra Cathrine Corsini til
Sean Penn har publikum kunnet opleve død, ødelæggelse, seksuel perversion, fornedrelse og ulykkelig kærlighed. Formodentlig en af grundene til, at mere underholdende og luftige film som Shrek og
Coen-brødrenes The Man Who Wasn’t There er blevet så begejstret modtaget.
Ovenikøbet er de meget følelsestunge og stærke emner blevet præsenteret med en distance og mangel på forløsning, som resulterer i enten ligegyldige eller meget ubehagelige og foruroligende filmoplevelser.
Til den sidste kategori hører David Lynchs Mulholland Drive, der ikke er hans mest originale film, men som alligevel får godt fat i sit publikum. Mulholland Drive, der startede som et tv-projekt og siden blev til en film, er typisk for Lynch. Med filmen gør han mod Hollywood og Los Angeles, hvad han i Blue Velvet og Twin Peaks gjorde mod forstads-Amerika og lokalsamfundet.

Mørkets kræfter
Den amerikanske instruktør graver dybt under overfladen og udstiller alle fortrængningerne og perversionerne, som trives bedst i mørket. I hans kompetente hænder er Hollywood blevet et mystisk og foruroligende sted, hvor ydmyge producenter, kæphøje instruktører og naive, blonde skuespillerinder kun er små brikker i et stort, kulørt skæbnepuslespil, de ikke har nogen indflydelse på at få lagt.
Bag de hjælpeløse karakterer lurer mørke kræfter, og med hjælp af sin hofkomponist, Angelo Badalamenti, det suggestive lydarbejde og de skiftevis tjekkede, stylede og nussede kulisser sørger
Lynch for at skabe en nervepirrende stemning af utryghed og dekadence.
Mulholland Drive følger en håndfuld personer, som forsøger at klare sig i Hollywood og uværgeligt kommer til at få indflydelse på hinandens liv. Filmen er en fryd for øjet, og Lynchs skæve karakterer, absurde, mystificerende situationer og bevidste brug af klicheer og banaliteter i dialogen bidrager med en for instruktøren velkendt og befriende humor.
Helt vellykket er Mulholland Drive dog ikke. Vi har været der så tit før med
Lynch, og der er ret beset ikke meget nyt i en historie, der bruger elementer fra både Blue Velvet, Wild at Heart og Twin Peaks, og da filmen i sidste tredjedel udarter sig til en slags genudsendelse af den mærkelige Lost Highway, tabes meget på gulvet.
Man kunne have forestillet sig, at Lynch efter den overraskende milde og ligefremme, The Straight Story, havde haft lyst til igen at bevæge sig i en ny og anderledes retning.

Kærlighed
Meget nyt er der heller ikke at hente i den østrigske instruktør Michael Hanekes seneste film, den dybt ubehagelige La Pianiste. Det er ikke, fordi jeg havde forventet andet af Haneke, der i Danmark bedst er kendt for de blodige og samfundskritiske Bennys video og Funny Games.
Alligevel håbede jeg på en mere menneskelig og mindre kynisk film, da jeg først hørte om La Pianiste. Den handler om en nogen-og-40-årig, iskold klaverlærerinde Erika (Isabella Huppert i en kraftanstrengelse af en underspillet præstation), der indleder et forhold til en af sine unge studerende, den flotte og charmerende Walter (Benoît Magimel). Men Erika, der alle dage har levet sammen med sin dominerende mor, er en følelsesmæssigt afstumpet masochist, der har fået sin seksualopfattelse fra pornofilm og fuldstændig er ude af stand til at relatere til andre mennesker på normal vis.
Haneke er en kompromisløs mand, det må man give ham – intetsteds i filmen forsøger han at undskylde eller glatte ud – og et stykke ad vejen lykkes La Pianiste også i sin nærgående udforskning af Erikas og Walters forhold. Men i sidste halvdel af filmen, efter det er gået op for Walter, hvor gal den er fat med Erika, kammer Haneke over, og filmen bliver unødigt eksplicit og brutal.

Besættelse
Brutal er Cathrine Corsinis La Repitition ikke, selvom den franske instruktør, der stod bag sidste års underholdende Den nye Eva, også har lavet en film om kærlighed og destruktiv besættelse. Til gengæld er den underligt uengagerende og et glimrende eksempel på, hvordan så mange af festivalens konkurrencebidrag slet ikke formår at få publikum med.
Filmen handler om to barndomsveninder, Nathalie og Louise, som står hinanden meget nær. Men Louise (Pascale Bussiéres) er forelsket, mere eller mindre hemmeligt, i Nathalie (Emmanuelle Béart), der dog gerne vil være sammen med andre, og deres veje skilles pludseligt. En del år senere mødes de igen, Louise er blevet gift, mens Nathalie er på vej til at blive en succesfuld skuespillerinde.
På en tur til en teaterfestival i København vækkes Louises følelser for sin gamle veninde til live igen, og hun dropper mand og arbejder for at kunne være sammen med Nathalie.
Det går fint i starten, men Louises besiddertrang og jalousi og Nathalies flagrende væsen og kunstneriske temperament gør det umuligt for de to at leve sammen, og det kommer til voldsomme, ødelæggende sammenstød.
Faktisk spiller de to skuespillerinder ganske glimrende, og scenerne mellem dem er meget intense og troværdige, men historien er også en meget traditionel variation over et velkendt tema, og persontegningen er for uegal og tynd til rigtigt at tilfredsstille. Man kommer ikke langt bagom de to piger, ligesom man heller aldrig forstår, hvori tiltrækningen består, og om den er gensidig.

Karakterstudie
Så er skuespilleren Sean Penns tredje film som instruktør, The Pledge, noget mere interessant, omend også noget ujævn.
Jack Nicholson spiller hovedrollen som politimanden Jerry Black, der skal pensioneres. Men på sin sidste opgave afgiver han et løfte til forældrene til en myrdet og voldtaget pige om at finde morderen, lige meget hvad.
En tilbagestående mand har under pres tilstået mordet, hvorefter han skød sig selv, så ingen tror på Jerry, når han kommer med sin teori om, at den virkelige morder stadig er på fri fod. Langsomt bliver Jerry mere og mere besat af tanken om at finde den rigtige morder, der måske har begået og vil begå flere mord. Han trækker sig ind i sig selv og iværksætter sin egen undersøgelse, der ender med at blive hele hans liv.
Nicholson, der har det med at tage lærredet i besiddelse, når han er på, leverer i Penns kompetente instruktion en intens og underspillet præstation. Jerry er en karakterrolle og The Pledge et karakterstudie, der koncentrerer sig mindre om selve forbrydelsen og opklaringen end om hovedpersonens psykologiske udvikling. I filmens begyndelse ser man Jerry stå og mumle til sig selv, beskidt og hærget, hvorefter handlingen springer tilbage i tiden.
Der er således aldrig tvivl om, hvordan det kommer til at ende, men man fascineres konstant af måden, det foregår på, og Penn sikrer sig tilmed, at man kan koncentrere sig om det væsentlige, nemlig karakterstudiet.
Lidt ærgerligt er det dog, at Jerrys udvikling fra normal til halvgal er lidt for inkonsekvent til altid at retfærdiggøre, hvorfor han reagerer, som han gør i visse situationer. Men skredet mod vanviddet og desillusionen er medrivende godt og smerteligt beskrevet, og The Pledge er bestemt en af festivalens mere tilgængelige og engagerende oplevelser.

*De fire omtalte film skulle alle være på vej til Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her