Læsetid: 3 min.

Dopingbolden ruller

Barças hollandske landsholdsstjerne, Frank de Boer, afsløret i dopingprøve og risikerer op til to års spilleforbud. Dopingmisbruget i europæisk topfodbold er mere udbredt end hidtil antaget
31. maj 2001

Fodbold
»Jeg ved ikke, hvorfor dette stof er i min krop. Jeg er uskyldig.« Den hollandske landsholdsforsvarer Frank de Boer, der til daglig spiller på F.C. Barcelonas hold, siger, at han har ren samvittighed. Men
to dopingprøver taget den 28. februar og den 15. marts har afsløret, at han har spillet med fire gange så meget af det anabolske stof, nandrolon, i kroppen som tilladt.
En kontrolprøve, som det europæiske fodboldforbund, UEFA, har foretaget i Lausanne, har netop bekræftet, at Frank de Boers urinprøve var dopingpositiv.
Han har forsøgt at bortforklare det med, at der måske – mod hans vidende – var anabolske steroider i det kosttilskud, som han havde købt i et apotek og spist før venskabskampen mellem Holland og Tyrkiet den 28. februar. Den samme mistanke er rejst af den hollandske midtbanespiller Edgar Davids fra Juventus. For også han var positiv i en dopingprøve efter venskabskampen. Men analyser af det hollandske vitamintilskud har dog ikke bekræftet de to spilleres mistanke.

Italienske kyllinger
De er dog ikke alene. Ud over Davids er syv andre spillere i den italienske serie A og B taget med positive dopingprøver i år. Salvatore Monaco og Christian Bucchi fra Perugia er udelukket i 16 måneder, og Lazios portugisiske landsholdsspiller Fernando Couto har fået spilleforbud efter, at man fandt nandrolon i hans urin. Nandrolon kan mindske antallet af muskelskader, skabe mirakuløs hurtig genoptræning efter skader og øge spillerens aggressivitet. Men risikoen for leverskader og impotens stiger. Kroppen kan selv producere mellem normalt 0,2 til 0,5 nanogram nandrolon pr. ml urin. Men dopinggrænsen er to nanogram, og det vil kroppen ikke kunne producere af sig selv. Frank de Boers prøve viste 8,6 nanogram!
Alligevel er der usikkerhed om årsagerne. Nogle undersøgelser har vist, at forsøgspersoner, der spiste 350 gram vildsvinekød, så deres nandrolonindhold stige op til 7 nanogram i løbet af bare ti timer. Og de italienske fodboldspillere Monaco og Bucchi hævdede, at de måtte have spist forurenede kyllinger dagen inden deres dopingtest. Andre sportsfolk, at de er uskyldige ofre, fordi de uden at vide det har spist (hormon-) bøffer med rester af anabolske steroider.

Fristelsen
Helt uskyldige englebørn er de dog nok næppe. Fristelsen til at spise kosttilskud, der styrker præstationsevnen – hvad enten det er det lovlige kreatin eller det forbudte nandrolon – er stor, for de spiller mange kampe, og der er masse af tv-, sponsor- og reklamepenge på spil. Det pressede kampprogram i de nationale ligaer, plus Champions League og landsholdskampe lægger et næsten umenneskeligt pres på spillerne. Og her har fodboldledere i klubberne og forbundene et ansvar.
For tre år siden startede den daværende Roma-træner, Zdenek Zeman, en lavine, da han sagde, at mange spillere ikke kan modstå fristelsen til at spise piller, og han henviste bl.a. til den hurtige muskeludvidelse hos flere Juventus-spillere.
Mange gik skarpt i rette med ham for at sætte fodbolden i et dårligt lys. Men efter at det italienske fodboldforbund i 1999 skærpede dopingkontrollen, og flere spillere er afsløret, så tyder det på, at Zeman ikke var helt galt afsporet.
Det er ikke et bevis, men det ligner en tanke, at Juventus-spilleren Edgar Davis altid har brilleret mere ved sin abnorme aggressivitet på banen og sit store løbepensum end ved sin teknik og boldbehandling.
Og hvad med Frank de Boer? Han fastholder, at han aldrig »har taget noget mærkeligt stof«.
I efteråret blev han sat af Barças hold, og den daværende træner Serra Ferrer sagde åbent, at hollænderen manglede »aggressivitet« i sit spil. Efter en kort periode i kulden, kom han tilbage på holdet og var en af dets toneangivende og mest aggressive spillere. De Boers indsats har dog ikke kunne forhindre, at Barça blev overhalet af Real Mallorca i den spanske liga, og efter det seneste nederlag til Oviedo på Nou Camp, kan kun et lykketræf sikre katalanerne en af fire første pladser i ligaen, der giver adgang til næste års Champions League i Europa.
For Frank de Boer får sæ-sonen næppe en lykkelig udgang. Den 14. juni mødes UEFA’s disciplinærkomité og her risikerer han at få op til to års spilleforbud for sit dopingmisbrug. Det kan betyde et farvel til karrieren for den 30-årige spiller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu