Læsetid: 4 min.

Eksotiske danskere

DR2 byder på omstridt perkersatire – men eksotiske danskere finder man længere ude på landet
4. maj 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
OPS, ’Oplysning om Perkerne til Samfundet’, er den herligt politisk ukorrekte titel på et satireprogram, som for tiden kører på DR2.
Jeg har hidtil opfattet det som et meget pædagogisk, sympatisk, men også lidt kedeligt program, der skal belære gammeldanskerne om, at nydanskerne også kan være morsomme, og at de er meget forskellige. Til det formål har man blandet perkerinterviews med perkersketches spillet af perkere.
Men nu har jeg lært, at jeg alligevel ikke må sige perker (øv!), og at OPS er en blåstempling af »den lille ironiserende racisme«, for sådan siger journalisten Osama Al-Habahbeh i et interview i Politiken 28. april. Han mener, at OPS forstærker danskernes stereotype og fordomsfulde billeder af perkerne, og at programmets humor er en afart af den typiske danske ironi, som således på kulturimperialistisk vis har bredt sig til nydanskerne.
Lad mig hertil blot anføre, hvad Mehmet Ümit Necef engang i denne avis gjorde sig til talsmand for: At det er en menneskeret at blive grinet af. Det er dog begrænset, hvor meget OPS kan få mig til at grine. Nogle af sketchene er ganske vist sjove, som når den tyrkiske kioskejer skynder sig at slukke for Dansktoppen og tage moustachen på, så snart der er kunder i butikken. Andre er mere bare sjove ideer, som når scener fra Far til fire opføres med mørklødet rollebesætning.
Skuespillets kvalitet er svingende, men det er også for meget forlangt, at man ud af den lille befolkningsgruppe, nydanskerne udgør, skulle kunne plukke et helt hold af talentfulde satireskuespillere; det kan jo være vanskeligt nok ud af en population på fem millioner.
Sketchene blandes som nævnt med interviewklip, hvor en række forskellige nydanskere fortæller om deres liv blandt gammeldanskere. Nogle af beretningerne gør indtryk, som når den kvindelige halvt afrikanske læge fortæller, at hun ikke kan gå hvidkitlet ind på en sygestue uden at blive taget for rengøringsdamen. Men generelt synes jeg, der klippes for meget i interviewene. Der cuttes umotiveret i sammenhængende historier. Zap, zap. De fleste af interviewofrene glider lige ind på skærmen; det er smukke unge mennesker (heriblandt fotomodeller og mulatsild), der virker fuldt ud integrerede i mediekulturen.

Surrealistisk høne
Næ, hvis man virkelig ville se eksotiske danskere på skærmen i den forløbne uge, så skulle man tænde for DR2’s temalørdag, hvor Søren Ryge Petersen viste mennesker og liv fra et mediefjernt Danmark. Stille og sære eksistenser gemt af vejen på gårde og husmandssteder. Dialekter så fjernt fra det rigsdanske, at de måtte tekstes. Ryge Petersen havde samlet en stribe af sine tidligere sendte historier fra Danmark. Optagelser fra dér, hvor kragerne vender og der stadig lever folk, som jeg kun troede fandtes i Jakob Knudsens romaner.
Nærbilledet af hønen, der blev plukket på husmand Kristians hjemmelavede plukkemaskine, var for mig moderne bybo vildere end en surrealistisk happening. Hønen blev holdt i fødderne, mens den krop dansede spasmodisk mod den roterende valse med pigge, og der bag fjerpragten begyndte at aftegne sig konturerne af den kølediskversion, jeg kender. Det var vildt! Det var eksotisk!
Ryge Petersens dvælen ved disse eksotiske danskere og tingene omkring dem var velgørende og suggestiv. Der zoomedes ind på detaljen – de dybe furer, som dørkrogen år efter år har slidt i døren til husmandens stald – og nu er husmanden død... Blot havde jeg gerne været fri for Ryge Petersens ’oversættelse’ af de suggestive detaljer til ’eksistentialistisk’: »Krogen har slidt furer i døren«, kommenterede han, »og i livet...« Og de der tre sidste ord kunne vi godt have undværet.

Herremanden
En eksotisk gammeldansker kunne man også møde i Morten Bohrs samtale med præsten Niels Bøg Mortensen søndag aften på DR2. Bøg Mortensen så ud som noget, Hans Kirk kunne have skrevet: Et vejrbidt ansigt gemt i langt gråt hår og skæg. Øjnene spillede af den ironi, som angiveligt er så dansk, og der blev ikke sagt for møj. Lange pauser i samtalen var ikke klippet bort, og præsten sammenfattede sin livsvisdom i et citat fra faderen: »Det er svært at være bonde. Men det er værre at være herremand og ikke kunne skide.«
Præsten optrådte i Morten Bohrs serie med »samtaler på afveje« – interviews, hvor han tager ud og snakker med et menneske, han har lyst til at snakke med, uden på forhånd at have en idé om hvor samtalen skal bevæge sig hen. Det håndholdte kamera giver os skæve vinkler og detaljer – i søndags blev der zoomet ind på Bøg Mortensens knortede og vejrbidte hånd, som holdt om rødvinsglasset, og på begge samtalepartneres stadigt mere blodsprængte ansigtshud og stadigt mere svømmende øjne. Der røg et par flasker ned. Hvilket bl.a. bevirkede, at intervieweren begyndte at fortælle om egne personlige sammenbrud, og at præsten var for beruset til at høre ordentligt efter. Men muntert var det. Og gav den der fornemmelse, som radio og fjernsyn kan, når det er bedst: At et helt andet menneske, et helt andet liv pludselig fylder dagligstuen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her