Eksotiske kandidater

»Om 25 år er hverken partierne, fagbevægelsen eller folkestyret i det hele taget, brugbare som ramme for hverken dialog eller beslutning. Måske er de det ikke engang nu.«
Mette Frederiksen, 24-årig socialdemokratisk Folketingskandidat i Aktuelt, 16. oktober 2000

DEBATTEN om de unge muslimers opstilling for Det Radikale Venstre ville aldrig være opstået, hvis partiet blot havde en lille håndfuld egnede kandidater at vælge imellem. Når en kun 22-årig kvinde – med ganske få ugers partimedlemsskab bag sig – kan blive indstillet af sin kreds som folketingskandidat for partiet, er det et symbol på partiernes rekrutteringskrise snarere end et udtryk for personlig opportunisme. Det er kun naturligt, at ambitiøse mennesker udnytter de muligheder, der løbende opstår i det politiske spil. Og hvis de radikale havde en vildtvoksende talentmasse, der gjorde det nødvendigt at afholde kampvalg i alle kredse, ville det næppe have været muligt at komme lige ind fra højre og blive indstillet. Afgørelsen om Sheikhs kandidatur faldt først efter Informations deadline. Men det er symptomatisk, at Sheikhs kandidatur var det eneste, hvorom det var nødvendigt at afholde kampvalg.

PROBLEMET med at hverve egnede kandidater er imidlertid et fænomen, som ikke kun begrænser sig til de radikale. Alle partier har i dag store problemer med at mønstre kandidater til såvel kommunalvalgene som folketingsvalg og valg til Europa-parlamentet. Værst er situationen for de mindre partier, som slet ikke kan opstille kandidater i alle kommuner ved efterårets kommunalvalg.
Rekrutteringskrisen skyldes ikke kun de unges svigtende interesse for partipolitik. Unge afspejler blot den øvrige del af befolkningen, som heller gider at engagere sig parlamentarisk. Det kunne derfor fremstå som en tiltrængt vitamin-indsprøjtning, at en ny gruppe af politikere med etnisk baggrund – der udviser større interesse for de valgte forsamlinger end deres jævnaldrende – søger indflydelse gennem partierne. I dag er under fire procent af befolkningen medlemmer af et politisk parti. Og heriblandt er det kun en forsvindende lille del, der deltager aktivt. Det er lang tid siden, at partiernes medlemmer på nogen måde kunne sige at være repræsentative i forhold til resten af befolkningen.

VÆLGERE med etnisk baggrund er dog mindst lige så underrepræsenterede i partierne som unge under 30 år. Og dét faktum ændres næppe afgørende, fordi nogle ganske få unge har taget de radikales slogan om »den korteste vej til indflydelse« for pålydende. At være ung, at have etnisk baggrund og samtidig være partimedlem, er statistisk set et næsten usandsynligt fænomen. Der er således intet grundlag for at håbe – eller frygte – at unge politikere med etnisk baggrund generelt vil kunne give nyt liv til partierne.
At de unge politikere med muslimsk overbevisning samtidig har nogle uklare livsfilosofiske rødder tilbage til deres forældres hjemstavn, er måske ikke så væsensforskelligt fra de radikale i Vestjylland, som formentlig holder Biblen mindst lige så kær som Grundloven. I Jyllands-Posten i går udtalte den radikale amtsformand i Ringkøbings amt, Bodil Grove Christensen: »Jeg har aldrig lagt skjul på, at min religiøse overbevisning indebærer synspunkter, som ikke er radikale.«

FLERE ETNISKE kandidater har til gengæld udvist en interessant tendens til ’parti-shopping’. Politikere som f.eks. Wallait Khan, der først var medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Indvandrerlisten dernæst SF og i dag Venstre, og Mona Sheikh, først CD og i dag de radikale, har for en umiddelbar betragtning vist, at deres politiske holdninger er til forhandling, hvis de blot tilbydes en lidt hurtigere karrierevej i et andet parti. Spørgsmålet er imidlertid om tendensen til ’parti-shopping’ ikke også er et symbol på partiernes idékrise snarere end et udtryk for personlig opportunisme. I dag skal man næsten være født ind i partierne, hvis man skal engagere sig lidenskabeligt i de ofte mikroskopiske nuancer, der præger dansk politik.
Balladen om de etniske politikere har om ikke andet vist konturerne af et parti-landskab, der ligger brak i manglen på en tilstrækkelig stor talentmasse, som kan gøde jorden for nye debatter og idéer.