Læsetid: 2 min.

Eksplosiv dans

Dansescenen er ved at lukke ned for sommeren – heldigvis ikke med et træt suk, men med et veloplagt brag: Tim Feldmanns ’Den exploderede mand’. Jens Bjerregaard undersøger stilheden i ’Silent Tales’
29. maj 2001

Ny dans
Tim Feldmanns nyeste forestilling på Den Anden Opera er en sand fornøjelse: Sjældent har man set medierne blive blandet så overlegent og så vittigt. På scenen finder man ikke blot koreografen selv og vittige Helen Saunders og latinske Trinidad Bermudez, men også en hurtigtsnakkende slam-poet (MC Jabber fra London) samt det lystige cabaretorkester Bazookahosen, der står for slinger-jazz akkompagnementet.
Før forestillingen går i gang ser man groteske sammenklip af menneskeansigter i surrealistisk stil (tænk for eksempel Bunuel), og på lydsiden hønse-gokgok og kvindehvin og porcelæn, der går på gulvet. Animationen er foretaget af gruppen med det kønne navn Spild af Tid Aps. Åbningssekvensen med Tim Feldmann viser ham som en marionet, der er helt ude i tovene (tænk Petrusjka på speed). Fanget i en slags ’tag af’-fælde af elastiske snore (det, der på engelsk hedder a cat’s craddle) kaster manden sig sanseløst rundt og falder hårdt til jorden.
Omsider kommer slamdigteren frem, med en høj hat, der ikke har nogen kaniner i sig, og redder den nødstedte danser. Vi får en gakket forsmag på, hvad aftenen vil bringe, og i denne forestilling er MC Jabber ikke blot et
freak-nummer men en integreret del af det store, medrivende vanvid.
En sangerinde bringer os Didos klage og Helen Saunders fremtræder som opdateret Coppelia-dukke. En væsentlig del af fornøjelsen ved forestillingen er orkestrets integrerede rolle og deres synligt veloplagte akkompagnement af koreografien, der har fine pointer til alle tre dansere. Det er sjældent, man ser en danseforestilling, hvor det lykkes at holde så mange bolde i luften på én gang og hvor humoren når ud over rampen. Ofte imploderer den i selvforelsket fnidder, men Tim Feldmann har virkelig fået Den exploderede mand op i gear. For mig at se et kvantespring fra sidste års on rose, der bød på interessant scenografi men ikke føltes rigtigt vedkommende.
Uimodståeligt var også det indlagte lysbilledshow, hvor vi blev ført rundt på Bornholm med en gruppe ældre skolepatruljer, der både for vild i palmeskovene og købte souvenirs ved den nedlagte jernbane. En spøg, der fik netop så meget, den kunne trække og ikke mere: Timingen var i top. Det var Robert Wilson i forsamlingshus-udgaven, tilsat Monty Python-humor og berlinsk cabaret-atmosfære fra 1920’erne. Visuelt var forestillingens højdepunkt Trinidad Bermudez’ pas-de-deux med en hvid skjorte, der ender med at flyve bort. Køn Dada.

Bjerregaards stilhed
På Dansescenen dansede Jens Bjerregaard af med forestillingen Silent Tales, en meditation over stilheden og kroppenes forhold til afstanden imellem et i forskellige versioner repeteret musikstykke af Kim Helweg. Særligt det talende lysdesign (Michael Breiner) bidrog til at skabe variation i de kontrapunktiske optrin.
Med en hel anden intention end Feldmanns karnevalistiske var dette også en fin forestilling for by-alferne, omend i højere grad en undersøgelse på vej mod en form end et helstøbt, færdigt værk. Også her var kvinderne omkring koreografen dukkeagtige marionetfigurer (Signe Waldorff Weinholt og Eve Garnier), med interessante mimiske detaljer.

*Tim Feldman /WILDA: Den exploderede mand. Den Anden Opera, Kronprinsensgade 7, Kbh. K. Sidste dag 30. maj.
*Jens Bjerregaard: Silent Tales – No. 10 final version. Danseproduktion Urban Elves. Dansescenen, sidste dag 30. maj, derefter Teaterhuset, Odense 1. og 2. jun. kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her