Læsetid: 4 min.

Enevældens nr. 1A

Voluminøs og kompetent biografi om den berømte danske statsmand A.P. Bernstorffs liv og virke
18. maj 2001

(2. sektion)

Biografi
Statsmænd har Danmark ikke haft for mange af. Antallet af højt begavede udenrigspolitiske aktører findes bag navne som den uretfærdigt nedvurderede Erik Scavenius,
til en vis grad Staunings radikale koalitionspartner P.
Munch, samt i nyeste tid den realpolitiske visionær Jens Otto Krag.
Statsmandsbetegnelsens berettigelse forudsætter ihændehaverens evne til at se ud over egen næsetip, følge trækkene i det internationale politiske spil og begribe interessernes bag vidtforgrenede strukturer i hensigtsmæssigt samvirke med egne interesser, forhåbninger og handlinger. For et gunstigt resultat i dag-til-dag politikkens førelse samt ved anlæggelsen af en mere langsigtet strategi er dette igen betinget af udenrigspolitikerens klokkeklare og realistiske opfattelse af egen formåen og egne magtmidler. Denne idræt har ikke just været øvet til guldmedalje i nyere danmarkshistorie. Vor nationale udenrigspolitiske historie opviser snarere rene katastrofer, ofte afstedkommet af amatøragtige fejlvurderinger ansigt til ansigt med den europæiske magtpolitiks komplekse udfordringer.
Krisen 1848-64 endte vel så galt, som tænkes kan, ikke mindst som følge af dilettantisk og selvovervurderende politisk ledelse. Myten var siden det eneste, der kunne redde selvagtelsen, men skaden var sket.

Før katastrofen
På sin vis som skaden også skete i 1801-7, da kronprinsen, den senere Frederik den 6., som sin egen udenrigspolitiske aktør trådte i karakter og lod æren være nationalt og politisk parameter. Så fik englænderne nok. Nelson ankom og lammetævede danskerne på Reden; få år efter da kronprinsen fortsat lod sin ære rangere højere end fornuften, dampede englænderne som bekendt af med flåden efter at have skudt København i grus.
I en lang fredsperiode inden disse ulykker havde en sand statsmand foldet sig ud og indskrevet sit navn med hæder i dansk udenrigspolitisk historie: A.P. Bernstorff. Denne særegne begavelse virkede som minister i et par omgange og som udenrigsminister fra 1784 til sin død i 1797 – de sidste små ti år som enevældens reelle magthaver. Kronprinsen respekterede således den gamle (nordtyske) politiker, der i øvrigt nær var blevet varigt offer for den snæversynede indfødsretspolitik under Høegh-Guldbergs regime i udrensningsårene efter Struensee.
Det var Bernstorffs fortjeneste mere end noget andet og mere end nogen andre at han manøvrerede riget frelst og givende gennem revolutionskrigene, samt med beundringsværdig smidighed og realpolitisk tæft for den hurtige, pragmatiske og effektive reaktion hævdede dansk uaggressiv neutralitetspolitik og sikrede indkomsterne i den således florissante periode.

Intimkontakt
Teologen og historikeren, forhenværende radiojournalist, Jørgen Hornemann, har i sit otium sat sig for at biografere denne måske Danmarks betydeligste statsmand gennem tiderne og har gjort det i en moppedreng af en bog på over 600 sider. Hornemann skal have en buket for sit arbejde. I sandhed en florissant bedrift, der udfylder et betydeligt tomrum. Biografiske fremstillinger af Bernstorff er der få af. Von Eggers skrev forholdsvis vidtløftigt så tidligt som i 1800 få år efter ministerens død. Siden leverede Aage Friis sin: Bernstorfferne og Danmark, men fik ikke afsluttet værket. I Biografisk Leksikon skrev Axel Lindvald i sin tid en glimrende kortbiografi. Men ellers er man henvist til at stykke
billedet af den store mand sammen. Alene af den grund er Jørgen Hornemanns værk velkomment.
Hornemann har alle dage været en formidlende person. I denne bog viser han, at han kan skrive og beskrive – også komplicerede politiske sammenhænge. Omend han til tider bevæger sig vel forsigtigt langs stregen uden at nærme sig overtrædelser.
Det smittende ved Hornemanns fremstilling er hans umiskendelige intimkendskab til sin person. Man tror det gerne, når han antyder
at intet skriftligt fra Bernstorffs hånd er gået hans næse forbi.
I den forstand fremstår i løbet af bogens mange sider en næsten fuldt gennemlyst skikkelse, som på det menneskelige plan afdækkes sine egenskaber inklusive mindre flatterende sider. Rent bortset fra den store begavelse, gode uddannelse og brede europæiske dannelse, som er indlysende, et stykke af en bigot pedant. Ikke en mand der just slog gækken løs, snarere fast.
I retfærdighedens navn måske fordi han livsdagen lang led af forfærdelige hovedpiner og i værre fald famliesvagheden gigt, hvilken sygdom – podagraen – i sidste ende tog livet af ham i en alder af kun 61 år. Dertil kom de mange børn han mistede, tilværelsens vilkår dengang kan man hævde, men selvsagt ikke mindre smertefuldt for forældre.

Fyldekalk
Jørgen Hornemanns enestående gode forbindelse med denne store fortidsskikkelse medfører i nogen grad en oversolidariseren sig med personen og dens forudsætninger. Her ville en mere aktiv forlagsredaktør have kunnet gøre underværker. Det hænder – desværre for ofte – i fremstillingen, at Hornemann snusfornuftigt relaterer datidens handlinger og hændelser til nutiden. På den facon virker det, som om Hornemann med sin bog bærer rundt på en skjult dagsorden, noget han gerne vil have afleveret, når han således moralsk forholder sig til realpolitikkens små og store rævestreger og demonstrativt understreger, at vi jo ikke er et hak bedre end dengang.
Med et forsigtigt slag på tasken kunne bogen med fordel have været skåret ned – med i hvert fald 50 sider. Så meget fyldekalk er der i mørtlen. Redaktionen burde samtidig også have drøftet med sig selv og forfatteren, hvorvidt nu også siger og skriver alle tilgængelige oplysninger om Bernstorff er lige relevante. Hornemann skjuler for eksempel ikke for sin læser, at det dengang kunne tage tid at komme over Storebælt og lader det være en slags pointe i sig selv. Men den slags kalkulerede de med i samtiden og blev vel nærmest forbløffede, hvis rejsen ikke tog tid. De gamle spildte næppe egen eller andres tid med at dvæle i den slags trivialiteter.
Bortset fra indvendinger over irriterende stiltræk og generel overinformation, er det alligevel umagen værd at anskaffe sig Hornemanns bedrift til de regnvåde sommerdage. Det er godt, at Jørgen Hornemann har fulgt inspirationen fra sin gymnasielærer op, senere fra periodens kender professor Ole Feldbæk og virkeliggjort drømmen om Bernstorff-biografien. Bravo.

*Jørgen Hornemann: Danmarks statsmand. A.P. Bernstorff og hans samtid. 619 s. ill., 399 kr. indb. Borgens Forlag. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her