Læsetid: 5 min.

Engang var det nyt

’Jeg ser den ikke lige foran os’, sagde professor Thau på konference om avantgardens genkomst
16. maj 2001

Avantgarde
Som en konferencedeltager fra litteraturvidenskab forklarede sin tilstedeværelse i en pause. Med sved på panden i det, der mindede om 25 graders varme:
»Jeg forstår ikke den snak om avantgarde. I dag er det jo et historisk begreb. Om noget, der har været nyt. Og hvorfor skulle fremtiden begribes med en så direkte parallel til fortiden? Det nye melder sig jo ikke, som det man har set før. Jeg forstår det ikke. Men jeg vil sgu gerne høre om det.«
Det lignede en offentliggørelse. Som kulmination på et tværuniversitært kursusforløb afholdt syv statslige institutioner i den forgangne weekend en konference med en titel, som ikke blev afsluttet af et spørgsmåltegn: Avantgardens genkomst og aktualitet.
Der var gæster fra udlandet, og der var praktiserende kunstnere. Og Charlotte Engberg, Tania Ørum og Marianne Huang fra litteraturstudierne i Aarhus, København og Roskilde, havde som arrangører overskredet deres egen faggrænse. Og inviteret otte foredragsholdere fra Arkitektskolen, Forfatterskolen, IT-Højskolen og Kunstakademiets billedskoler. Til fra forskellige udkigsposter i det finkulturelle terræn at rapportere om avantgardens aktuelle status.
Der blev fortalt historier og leget spejder. »Staffan Olzon, Øjvind Fahlström, Bengt af Klintberg.« Den svenske digter, trommeslager og kulturkommentator, Leif Nylén, nævnte mange navne i sit foredrag om den svenske 60’er avantgarde. Hvilket var en pointe. 60’ernes svenske avantgarde var ifølge Nylén karakteristisk ved sin overskridelse fra den ene kunstart til den anden.
Som John Cage havde set det teatralske ved en koncert og gjort musik til teater. Således strøg Bengt Emil Johnson en violinbuebue over Vivi Roos’ arm, hvorved hun hvinede som et strengeinstrument. På Moderna Museet i Stockholm afholdtes brylluppet mellem en Messerschmidtbil og en kvinde med langt hvidt slør.
»Overskridelsen mellem kunstarterne skabte en bred generation. Alle deltog sådan set i den samme bevægelse. Vi følte os alle meget samtidige,« som Nylén sagde.

Med Kjartans skæg
Angående avantgardens skæbne i det ny millenium, fortalte han en anekdote om en happening. Den norske provo Kjartan Slettemark lavede i begyndelse af 70’erne et pasbillede som en montage. Ved at klistre billeder af sit eget hår og skæg ovenpå Nixons ansigt. Med det pas krydsede han grænser over hele verden. Også ind i USA. I dag er passet blevet en mægtig chick genstand, som på en auktion sidste år gik for 310.000 kroner.
Digteren Craig Dworkin fra Princenton University fortalte derefter om en for en bredere dansk offentlighed ganske ukendt tendens i nyere amerikansk litteratur. Han citerede og kommenterede udførligt og på fornavn forfattere som Jay (Schwartz), Kenneth (Goldsmith ) og Dan (Farrell). Og mange flere.
Men Dworkin understre-
gede, at det var omsonst som skabende kunster at tænke sig selv som avantgarde: »Det er noget kritikere og historikere kommer og siger, når det er ved at være slut.«

Orange
Det franske teleselskab Mobilix er ved at skifte navn. Nu skal de hedde det samme som en farve: Orange. Og det er åbenbart ikke let. »Hjælp os med at skifte navn«, står der på plakater over hele København. Fredag aften leverede Forfatterskolens elever et bidrag, der en kort overgang lignede den efterspurgte hjælp. Orange hed det. Og det startede med en parade: Ind på konferencens scene trådte seks piger og drenge i blå skjorter med et rød-grønt tørklæde om halsen og sejlgarn i brystlommen. Og en kvindelig studerende af antiliberalistisk No Logo-observans udtrykte lavmælt sin forargelse over, at Forfatterskolen benyttede lejligheden til at promovere deres nye skoleuniform. Men hun tog fejl.
Det var en happening, og det var nogle unge spejdere, som havde udlånt sig selv til at læse digte op. Og Forfatterskolen stod ikke til disposition for den franske telegigant. Men serverede som afslutning orange Fanta.
Troels Degn Johansson fra IT-Højskolen indledte lørdagen med at fortælle om kunstnergruppen Superflex, der laver noget, de kalder relationel kunst. Det relationelle karakteriserer kunst, der ikke er sluttet om sig selv som værk. Men derimod rettet mod kunst-eksterne sociale og globale behov. Super-flex stiller sig til rådighed. De har hjulpet med at udvikle biogas i Afrika, og de har assisteret den svenske by, Karlskrona, med udviklingen af en 3-d model af byen.

Ulykkelig bevidsthed
Den sidste eftermiddag blev der trukket lange linjer og diskuteret i panel. For en overordnet betragtning var konferencen præget af uvisheden: Hvad taler man egentlig om, når man taler om avantgarde?
Professor ved Arkitektskolen, Carsten Thau, brillerede som konferencens sidste foredragsholder med spidsformuleringer til afklaring af avantgardebegrebet.
Det var en historiefilosofiske tour de force. Med udgangspunkt i Hegels progressive dialektiv diagnosticerede Thau tragedien i det moderne projekt. Hegel havde forudset, at fornuften som historiens kulmination ville gennemtrænge verden. Subjekt og objekt ville korrespondere. Og kulminationen fandt, ifølge Hegel, sted i 1789 med den franske revolution.
»Men,« sagde Thau, »Hegel erkendte under et besøg på Altes Museum i Berlin, at sådan gik det ikke. Han så historien repræsenteret ved de udstillede objekter. Og det stemte ikke med hans fornuft.«

Erkendelsen af denne
uoverensstemmelse grundlægger tonen i den sene modernitet. Det er en melankolsk erkendelse, hvis udbredelse viser sig ved antallet af navne: Ennui, Zerissenheit, Weltschmerz, spleen. Etc.
Og Thau definerede avantgardebevægelsen som veto imod denne melankoli. Avantgarden underkender den ulykkelige bevidstheds gyldighed ved at sprænge dens rammer. Og ved at udlægge tristessen som kitsch.
Med sine højmodernistiske kæpheste galoperende rundt i det tyvende århundrede afsluttede Thau med at tilføje spørgsmålstegnet til konferencens titel: »Jeg mener, at hele avantgardens
genetik blev grundlagt mellem 1910 og 1930. Det, der er sket siden, trækker på nogle erfaringer, som blev gjort dér.«
I den afsluttende og vellykkede paneldiskussion pegede Carsten Juel-Christiansen på en kulturelt funderet obstruktion af det nys forsøg på at bryde frem:
»Vi lever i en kultur med omkvædet: Der skal også være plads til mig. Peter Slojterdijk taler om en luftguitarkultur, hvor modtageren selv vil være medskaber. Den kunst, som modtageren ikke genkender sig selv i, får det svært.«
Han brugte indkørslen til Roskilde som illustration. Man kommer kørende og iagttager sig selv i naturen. Man ser elmasterne, vejen og det, mennesket selv har skabt.
»Men pludselig får man øje på de tre spir fra Roskilde Domkirke. Og de trækker hele landskabet op. Og så tænker jeg: I dag kunne vi aldrig lave noget, der var så spidst som de tre spir.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her