Læsetid: 4 min.

Europa i den britiske tågedis

EU-spørgsmålet er ikke tilstrækkeligt vigtigt for vælgerne til, at det kan afgøre valget 7. juni. Alligevel snakker alle om EU, for der er andre ting på spil end afstemningen
25. maj 2001

I dag går det løs. Da er det meningen, at premierminister Tony Blair skal holde en af sine store, politiske taler, som skal fortælle befolkningen, hvor han vil lede landet hen. Talen i dag er særlig, fordi den handler om noget kontroversielt – nemlig EU.
I forvejen er de konservative gået i gang med at sætte EU på dagsordenen i den britiske valgkamp. Partiets strategi går ud på at give den en ordentlig skalle med den anti-europæiske retorik her til slut. For de konservative ved jo godt, at på dette her punkt har de befolkningen med sig. Jævnt hen 70 procent af briterne er f.eks. imod at melde sig ind i den fælles mønt, euroen.
De konservatives politik går først og fremmest ud på at love briterne, at de i hvert tilfælde ikke vil melde nogen ind i euroen i den næste parlamentssamling, som varer fem år. Men den politik lider unægtelig noget under, at ingen rigtig ved, hvad de konservative så egentlig vil bagefter. Hvorfor kun fem år? Hvorfor ikke bare sig »aldrig«, som de konservatives store aldrende verdensdame, Margaret Thatcher, sagde forleden.
Den problematik har de konservative lidt svært ved at forklare, hvilket naturligvis skyldes, at deres politik i realiteten ikke er så langt væk fra New Labours. Også de konservative vil jo holde muligheden åben for at melde sig ind i euroen, hvis det på et eller andet tidspunkt skulle vise sig at være fordelagtigt for landet.
Men der er ingen tvivl om, at en konservativ regering vil sætte en helt anden tone i EU-samarbejdet end en genvalgt New Labour regering. Og i praksis vil de konservative være betydeligt mere tøvende overfor aktion på EU-niveau end New Labour.
Det er populært hos briterne og selvfølgelig også årsagen til, at Tony Blair allerhelst vil undgå at snakke om EU. Men da det er lidt pinligt sådan helt at holde munden lukket om det penible emne, vil han alligevel forsøge sig med en tale om Storbritanniens plads i verden.

Nu vil nogen måske simpelt hen pege på et landkort og sige, at der faktisk ikke er så megen tvivl om, hvor Storbritannien ligger, nemlig ude på en ø lidt væk fra den kontinentaleuropæiske kyst. Men sådan opfatter briterne jo ikke sig selv. I deres selvbevidsthed ligger de og svømmer rundt et sted ude midt – mindst – i Atlanterhavet. Altså sådan cirka halvvejs mellem Europa og Amerika.
Briterne har aldrig glemt, at USA engang var britisk område, og derfor føler de sig stadig enormt tætte på amerikanerne. Det kaldes »det særlige forhold« og gør livet noget besværligt for briterne. For enhver integration i EU bliver set som om, man kapper båndet til USA, og det kvier mange briter sig ved. Især da, fordi briterne op gennem historien evig og altid er blevet blandet ind i allehånde europæiske krige – var det ikke spanierne eller franskmændene, de var oppe at slås med, var det tyskerne. At de også engang i sin tid lå i krig med amerikanerne, synes de til gengæld helt at have glemt. Men det er selvfølgelig også flere hundrede år siden.
Så det med EU er vanskeligt for Tony Blair, der afviser at lade sig stavnsbinde af historien og er betydeligt mere positiv over for EU end de konservative. Der er f.eks. ringe tvivl om, at han gerne ser Storbritannien som medlem af euroen, og han har lovet en folkeafstemning om emnet, når og hvis en række økonomiske betingelser for medlemskab er opfyldt.

Men hvordan får Blair den EU-skeptiske befolkning med på den ide? Ifølge de oplysninger om Europa-talen, der er blevet forhåndslækket, vil Blair forsøge at fortælle nationen, at det er patriotisk at gå ind for EU.
Blair vil argumentere for, at Storbritannien er så lille og ubetydelig i dag, at man simpelt hen ikke kan sikre sin overlevelse på egen hånd. Det gælder f.eks. i forhold såsom miljø, hvor svineriet ikke kender nogen grænser – såvel i overført som reel betydning. Det gælder økonomisk, hvor samhandel og krydsinvesteringer gør ethvert land følsomt for ting og sager, der sker andre steder. Og det gælder militært, hvor Storbritannien ikke er meget bevendt uden NATO, hvilket i realiteten vil sige Amerika. Men hvis nu der var interesser at forsvare, som amerikanerne var ligeglade med? Så er man nødt til samtidig at være medlem af en europæisk alliance, mener Blair.
Men det betyder næppe noget for valget. For vælgerne bekymrer sig mere om sundhed, uddannelse, kriminalitet og økonomien, end de kerer sig om EU. Hvorfor så bekymre sig?
Fordi Blair så småt er begyndt at tænke på, hvordan man får vendt den nationale modstand mod euroen om. Så når han snakker om EU, driver Blair for så vidt slet ikke kampagne for et valg, men for en folkeafstemning, der meget vel kan komme inden for de næste par år.
Og William Hague, de konservatives leder, driver for så vidt heller ikke valgkampagne, når han raser mod euroen og EU. Han driver kampagne for at blive genvalgt som leder af partiet efter det ventede valgnederlag. Anti-EU retorikken vinder ikke noget valg, men taler stærkt til den hårde kerne i partiet, som Hague har brug for, hvis han skal fortsætte som leder.
EU-snakken i den britiske valgkampagne er altså i en vis forstand et skyggespil, der handler om noget helt andet. Men Blairs skyggespil har større perspektiver for såvel ham selv som for landet. EU-fortalerne vil glæde sig over, at han tilsyneladende er begyndt at linde lidt på mundkurven og er gået forsigtigt i gang med at forsøge at overbevise briterne om, at EU slet ikke er så farligt endda.
Folkeafstemningen, når/hvis den kommer, vil vise, om Blair-projektet lykkes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu