Læsetid: 4 min.

Europas ‘‘Forenede’’ Stater

Det beundringsværdige tyske EU-udspil i undrende gåseøjne - eller de bare lukkede som strudsenes?
4. maj 2001

Frie ord - Gåseøjne
SPROGET spiller os det ene puds efter det andet og det må vi – mere eller mindre bevidst – selv spille med på. Når det da ikke lige drejer sig om logik for høns.
Pudsigt nok går alligevel et af sprogspillene ud på at sætte ordene i »gåseøjne«. Eller “gåseøjne”.
Især de sidste typografiske tegn for gåseøjne, “”, afslører hvorfor gæssene bedre end hønsene skulle have sans for de tvetydigheder, der dog i særlig grad hører menneskelivet og for tiden ikke mindst Europa-debatten til. De anvendes derfor konsekvent I dette Frie Ord, skønt Information ellers er gået over til »«.
I ordbogen sættes gåse-øjne lig med anførselstegn og de forklares igen som hovedsagelig citationstegn, men “bruges også rundt om et enkelt ord for at vise at man tager afstand fra ordet, el. at det er ironisk ment.” Citat slut. Det er ikke forkert men det er heller ikke helt rigtigt. Det omfatter ikke den brug af gåseøjnene, som Villy Sørensen med et lykkeligt sprogspil engang kaldte de “undrende gåseøjne”. Sådan nogle havde han brug for, da han i “Digtere og Dæmoner” genindførte arvesynden, eller rettere “genindførte” den. “Arvesynden” i gåseøjne skulle hos både dem der tror på arvesynden og dem der ikke gør det vække den undren som hindrer de refleksagtige reaktioner, der ellers får høns til at fare lige ud foran bilen.
Alt dette randt mig i hu da jeg med vidtopspilede gåseøjne sidste weekend og mandag i familiær sammenhæng besøgte Den Europæiske Unions hovedstad Bruxelles, som den hedder på vallonsk/fransk, eller Brussel på flamsk, eller Brüssel på tysk (alle tre sprog tales i Belgien), eller Brussels på det engelsk, som alle taler eller i hvert fald gerne vil tale. Med smarte telefoner, dog ikke for øjnene men for ørerne, blev vi på velklingende dansk guidet rundt i Europa Parlamentet og i selve den prunkløse og på det tidspunkt ellers tomme parlamentssal udsat for, hvad et familiemedlem kaldte “en sober propagandatale”. Karakteristikken kan jeg som forholdsvis nyomvendt EU-tilhænger fuldt ud tilslutte mig.
Ganske vist har jeg fore-slået Parlamentet nedlagt for at gøre det klart at EU ikke skal tage retning efter Europas Forenede Stater med USA som forbillede. Og ganske vist efterlod “propagandatalen” ikke mindste tvivl om at Parlamentet i Parlamentets egen selvforståelse er EU’s centrale institution med et par støtte-organer ved siden af som f.eks. Kommissionen, der udfører Parlamentets beslutninger, og Ministerrådet, der bare “be-står af skiftende medlemmer”. Alligevel var talen sober, fordi den med uforstilt begejstring skildrede det mirakel, at 626 demokratisk valgte repræsentanter for 375 millioner mennesker fra det tidligere så sønderrevne Europa mødes med hver deres sprog og historiske baggrund for at – parlamentere. Og i et vist omfang lovgive. Ved hjælp af tolkene. Som der vil blive ufatteligt flere af som EU’s udvidelser skrider frem. Trods vedholdende EU-modstand fra 1972 frem til men ikke med 2000 og trods indgroet modvilje mod Parlamentet blev jeg simpelt hen bevæget, da guide-telefonen gav en prøve på hvordan et par sætninger under en parlamenteren og lovgivning ved hjælp af simultantolkningen bliver oversat til en halv snes andre sprog.
Hvad er det her for noget? tænkte jeg. En forening, javel, men af selvstændige stater med selvstændige sprog og indbyrdes stridende, ja, hadefulde historier. En forening der må sættes i undrende gåseøjne – lige som arvesynden.
Europas “Forenede” Stater. Det er bestemt ikke en logik for høns.

DET ER LIVET aldrig; når det kommer til stykket næppe heller for høns. At en anden logik er på spil bliver dog særlig tydeligt i de tider som vælter op og ned på begreberne. Ordene dækker (måske) forgangne tider, men så længe de nye tider endnu ikke er til at begribe må man klare sig med de gamle ord og begreber – i anførselstegn. Som i værste fald ren uforpligtende, post-modernistisk ironi, i bedste fald som undrende gåseøjne.
At det er med de sidste man skal læse den grønne tyske udenrigsminister Joschka Fischers Humboldt- og Georgetown-taler fra sidste år og hans chef, den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders opfølgende udspil i denne uge, er oplagt. Fischer skitserer de omvæltende globale udfordringer og frigørelsen fra USA ved EU’s overgang fra statsforbund til forbundsstat så selvmodsigende at det må opfattes som et bevidst forsøg på at skabe undren – for at provokere debatten i gang. Schröder er på én gang så dristig og så uklar, at det må opfattes som et bevidst forsøg på både at sparke debatten i gang og undgå hønsenes eller strudsenes refleksagtige reaktioner. Hvor deprimerende er det da ikke med min kollega Jacob Langvad fra lederen forleden at må citere Süddeutsche Zeitung: “Forbundskansleren (og hans udenrigsminister, el) må søge efter allierede i Europa til sin (deres) sag, men de er desværre vanskelige at finde for øjeblikket.” Også i Danmark. Hvor EU-tilhængere og -modstandere ikke har noget at lade hinanden høre.

UANSET hvor langt en af Fischers modeller går i retning af en regulær statsdannelse med valgt præsident i spidsen skal den kommende forbundsstats parlament “bestå af valgte medlemmer, som samtidig sidder i de nationale parlamenter.” Så stærkt understreges forskellen fra USA. Jamen, er det så egentlig en “forening” af de europæiske nationer? Hvad skal man ellers kalde det? Fischer og Schröder tør tale om virkeligheden skønt de endnu mangler begreber om den. I modsætning til de fleste moderne politikere der fore-trækker de velkendte begreber frem for den underlige virkelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her