Læsetid: 4 min.

Fattigdom ansporer til racisme

Mens unge bøller i mange farver går amok i Oldham, forsøger politikere og kommentatorer at finde nogen eller noget at skyde skylden på
30. maj 2001

Måske skulle man ikke tro det efter de seneste dages reportager om race-optøjer i Oldham, men Storbritannien er faktisk normalt et ganske harmonisk land, når det kommer til forholdet mellem briter af forskellig etnisk oprindelse.
Storbritannien har en stolt,
historisk tradition for at modtage tilrejsende folk, og det gælder også folk af ikke-hvid oprindelse. Men i virkeligheden er den anderledes udseende andel af befolkningen ikke så stor – omkring seks procent af befolkningen er ikke-hvid. Så når optøjer og sammenstød med racemæssige overtoner som dem i Oldham sker, er det en nyhed, der lander på avisernes forsider og diskuteres intenst af politikere og kommentatorer.
Måske er det et symptom, at langt de fleste forsøg på forklaringer ofte ender med at handle om noget helt andet end multi-etnicitet, kulturel blanding og etnisk klappekage, men om helt basale socio-økonomiske aspekter af det britiske samfund. Eller sagt på en anden måde: Fattigdom og ulighed skaber den bedste grobund for den slags racisme og antipati – både hvid mod farvet og farvet mod hvid – som ligger til grund for den slags ballade, som Oldham nu har oplevet.
Specifikt i Oldham har de fleste lagt skylden på hvide racister i National Front og British National Party, som i et stykke tid har forsøgt at puste til simrende spændinger.
Men at balladen i Oldham skete midt under kampagnen til et parlamentsvalg gør situationen lidt anderledes. Både fordi den offentlige opmærksomhed om sagen forstærkes, og fordi den nemt indbyder diverse politikere til at blamere noget og/eller nogen – især hinanden – for misèren.
Så en tidligere formand for det største oppositionsparti, de konservative, har været ude med riven efter det multikulturelle Storbritannien. Norman Tebbit sagde, at den lektion, briterne måtte drage af Oldham-optøjerne var, at »separate og distinkte samfund, som lever på det samme territorium altid risikerer at støde sammen«. For ikke så længe siden sagde han, at det var sjældent at finde glade, multikulturelle samfund, og han har sagt, at Oldham blot bekræfter sandheden i de bemærkninger.

Det andet oppositionsparti, liberaldemokraterne, skød til gengæld skylden på de konservative. Simon Hughes, der er talsmand for spørgsmål under indenrigs- og justitsministeriet, sagde, at de konservatives megen snak på det seneste om faren for asylstrømme havde bidraget til den krigeriske opførsel i Oldham.
De konservatives nuværende leder, William Hague, har opbragt afvist, at hans snak om, at Storbritannien er ved at »blive et fremmed land« havde det fjerneste at gøre med racisme, og at de toner på nogen måde kunne have haft noget at gøre med Oldham. Ligeledes henviste partiet – for så vidt korrekt – til, at asylspørgsmålet ikke direkte har noget at gøre med racespørgsmål.
Mens oppositionspartierne på den måde bider ad hinanden, kan det siddende regeringsparti New Labour indtage den moralske højborg og både afvise, at de konservatives asylsnak skulle have påvirket Oldham-situationen og samtidig lægge afstand til den racisme, som nogle af de konservatives støtter utvivlsomt føler.
I går sagde premierminister Tony Blair i et interview med avisen The Guardian, at »dårlige og tilbageskuende« elementer havde skylden, hvormed han formentlig mente de hvide racister i British National Party og National Front, selv om han ikke nævnte dem direkte. Men Oldham-optøjerne og deres årsag risikerer på den måde at blive kidnappet af den politiske proces. For mens politikere snakker skyld, er der dybere liggende tendenser og strømninger, som risikerer at blive overset. For som mange sociale kommentatorer har peget på, så er årsagerne til episoder som Oldham at finde i socio-økonomiske forhold i de ramte områder. Det vil først og fremmest sige fattigdom og social udstødelse.
Der er et mønster til raceuroligheder i Storbritannien op gennem årene, som viser, at de altid finder sted i økonomiske helvedeshuller med høj arbejdsløshed, dårlige boliger, elendige uddannelsesforhold. Det er også tilfældet i Oldham, hvor disse forhold gælder for de ikke-hvide indbyggere, men hvor også mange hvide er fattige.

Med et sådant mix er det forholdsvist nemt at puste til den holdning, at nogen et eller andet sted må bære skylden. Folk, der ser anderledes ud og bor lige i nærheden, bliver nemme skydeskiver.
Men nyere britisk historie viser, at det er muligt at komme igen og rette op på sagerne. Brixton – en overvejende sort bydel i London – var ramme for ophedede racesammenstød for 20 år siden. En målrettet indsats med byfornyelse og bedre uddannelsesmuligheder kombineret med generel økonomisk fremgang har gjort, at bydelen i dag er et helt anderledes sted at opholde sig med huspriser i millionklassen og et behageligt nærmiljø.
Om noget lignende kan ske med Oldham vil vise sig. Men hvis det skal lykkes, bliver folk og fæ nødt til at se videre end det umiddelbare sorteper-spil om, hvem der har skylden for hvad og i stedet koncenterer sig om, hvad offentlige myndigheder og private organisationer sammen kan gøre for at få multikulturalismen til at blive en fordel frem for en belastning alle vegne i det britiske samfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu