Læsetid: 3 min.

FCK i lys og skygge

Kampen om årets fodbold-DM helt åben efter Lyngbys point-tyveri i Parken og Brøndbys sejr i Silkeborg. De forsvarende mestre fra Herfølge rykker ud
28. maj 2001

Superliga
FC København kan om 14 dage sikre sig sit første danske mesterskab siden fusionsklubbens debutår 1993. Det kræver såmænd blot en sejr over ærkerivalen Brøndby IF i den ’planlagte’ DM-finale i Parken i næstsidste af Superligaens 33 spillerunder.
Samtidig står det fast, at Herfølges forsvarende mestre rykker ud efter en plagsom sæson.
Skæbnen blev beseglet, da den eneste anden, teoretiske nedrykningskandidat AB, vandt 2-0 over Viborg. Dermed blev Herfølges anden sejr i dette forår overflødig. Kun den anden nedrykker HFK Sønderjylland har John Faxe Jensens mænd slået siden vinterpausen, i går 2-1 – og én svale gør ingen sommer – heller ikke i fodbold.
Men tilbage til guldstriden:
Brikkerne til en mesterskabs-duel – foran fyldte tribuner på den nationale fodboldarena – faldt på plads, fordi FCK i går blot fik 1-1 mod Lyngby, mens Brøndby i Silkeborg havde heldet og dommeren på sin side, da pokalvinderne blev ’lammetævet’ 1-0.
Mens FCK (57 points) sikrer sit andet mesterskab ved at sejre i Parken den 10. juni, bliver Brøndby (55 points) kun mester – for niende gang siden 1985 – ved at følge en sejr over FCK op med gevinst mod Viborg på sidste spilledag den 13. juni.

Ud af stimen
Spørgsmålet, der simrer efter gårsdagens runde, er, hvem det generer mest, at der på grund af VM-kampene mod Tjekkiet (på lørdag) og Malta (onsdag den 6.6.) er to ugers Superliga-pause:
FCK med den imponerende stime af 16 kampe i træk uden nederlag? Eller Brøndby, der har hakket mere op og ned, men i går vandt på endnu en dårlig dag. Tilmed på udebane, hvor holdet har været bedre end hjemme på Vestegnen? Det er spekulationer – FCK i lys eller skygge? – som fodboldfolket kan slå tiden ihjel med, mens de venter på landsholdets afgørende hjemmekampe.
At det overhovedet er kommet dertil, kan spændingsnarkomaner takke Lyngbys elevator-drenge for. Høfligt sagt har de spillet som en pose nødder, knægtene ude fra byens velbeslåede, nordlige hjørne.
Men sidste søndag slog de til i Brøndby med en 2-1 sejr. Og i går havde de lovet sig selv og omegnen, at de for tredje gang i træk ville høvle FCK i Parken.
Hvor platurimeligt det end havde været, så var det faktisk meget tæt på at ske, fordi det individuelt bedre og hurtigere FCK-hold fik gummiben efter gæsternes tidlige 1-0 føring på et klassisk, flot gennemspillet modangreb med tre stationer: Bradley August, Kim Christensen og Tobias Grahn.

Skæbnen i egen hånd
FCK-høvdingen Flemming Østergaard så »förbannad« ud – som svenskerne siger, når de er midt mellem forbistrede og forbaskede – da han efter 1-1 kampen mod Lyngby skridtede over banen mod tilhængerne ude på Carlsberg Corner, der vælger Man of the Match.
På baggrund af flot spil i de sidste to af 15 nederlags-fri kampe, udtrykte direktøren sin tro på, at spillerne »kan håndtere den karaktertest, som de sidste runder bliver«.
Østergaard fremhævede, at, træner Roy Hodgson havde overført »egne lederkvaliteter fra bænken til banen, hvor spillerne nærmest står i kø for at påtage sig et ansvar.«
Den slags roser har det med at komme tilbage med torne og uden kronblade. Således også i går, hvor FCK med et andet af tidens modeudtryk spillede uden konsekvens i forsvar og angrebsafslutninger.
Østergaard konstaterede nøgternt, at der ikke var blevet stået i kø, dér tages ansvar – og man knokler lungerne ud af næsen og kompromisløst ofrer sig selv for at vinde.
»Sejre eller bæres ud,« som speedway-kongen Ole Olsen engang sagde.
FCK-spillerne havde med Flemming Østergaards ord »fået tynd mave«, da Lyngby allerede efter fem minutter på et kontra-stød bragte sig foran 1-0 ved svenske Tobias Grahn.
En anden svensker, målmand Per Fahlström, hindrede i den næste time FC København at få udlignet. Men til sidst lykkedes det, da Lyngbys højre back Ulrik Vincents ville spille bolden i stedet for at sparke den langt ind i næste uge.
Boldtabet til hurtige, energiske Sibusiso Zuma endte med et indspil fra Durban-ekspressen til færø-fiskeren Todi Jónsson. Han headede i jorden til sig selv, flåede sig med et skippertag fri af Lyngbys centerforsvarere og hamrede bolden i mål.
Havde der været flere af den type beslutsomme aktioner i FCKs spil, havde Lyngby ikke hugget et point på en kontra-taktik med minimum syv mand bag bolden i hele kampen. Heller ikke selvom målmand Per Fahlström stod fænomonalt med en stribe 100 procents redninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu