Læsetid: 3 min.

Femer-forbindelse vil femdoble biltrafikken

En femdobling af biltrafikken over Femer Bælt er realistisk, hvis der bygges en bro med fire vejbaner, siger prognoserne
3. maj 2001

På færgelinjen Rødby-Puttgarden var regnskabsåret 2000 endelig et år med fremgang. Åbningen af den faste Øresundsforbindelse betød nemlig et trafikspring på den gamle færgerute mellem Lolland og Tyskland:
I gennemsnit sejlede hvert døgn 3.220 personbiler med Scandlines-færgerne. En mærkbar stigning på næsten 450 personbiler pr. døgn i forhold til 1999.
På den brede, firesporede motorvej frem til færgelejet i Rødbyhavn kører der hvert døgn i gennemsnit 4.800 biler, oplyser Vejdirektoratet. Det svarer nøje til trafikken på smalle, perifære københavnske veje som Gåsebæksvej i Valby eller Jydeholmen i Vanløse...
Så der er endnu langt, meget langt endda, til de trafiktal, som vil komme, hvis der anlægges en bro over det 19 km brede Femer Bælt. I hvert fald hvis man fæstner lid til de trafikprognoser, som det danske og tyske trafikministerium i fællesskab har fået udarbejdet for godt to år siden.
Her forventes der i år 2010 at køre ikke færre end 15.900 personbiler over en såkaldt 4+2-løsning – dvs. en Femer-forbindelse med fire vejbaner og to togspor. I forhold til dagens trafik er det en trafikvækst på knap 500 procent.
Til grund for den dansk-tyske interessetilkendegivelsesrunde, der går i gang om to-tre uger, og som skal afdække private investorers villighed til at investere langsigtet i en Femer-forbindelse, indgår trafikprognosen som en del af det materiale, de interesserede investorer vil få tilsendt.

Kig i krystalkuglen
Ifølge direktør Peter Lundhus fra broselskabet Sund & Bælt Holding A/S, der leder den danske del af runden, er en sådan markant trafikvækst absolut realistisk:
»Ingen kan vel i deres fantasi forestille sig, at trafikken – og specielt biltrafikken – går ned,« som Peter Lundhus optimistisk siger til Information. Dertil kommer, at en Femer-forbindelse forventes at erobre mange kunder fra de eksisterende færgerederier.
Peter Lundhus afviser, at en Femer-forbindelse kommer til at udgøre en konkurrent til Storebæltsforbindelsen, når det drejer sig om transitgods til og fra kontinentet:
»Der vil helt afgjort være trafik nok til begge forbindelser,« siger Peter Lundhus – men skynder sig at tilføje:
»Det er jo et spørgsmål om at spå om fremtiden, og det er altid vanskeligt. Det har Storm P gjort ganske klart...«

Ministerhåndsrækning
Da trafikminister Jacob Buksti den 6. december mødtes i Berlin med sin tyske kollega Kurt Bodewig og aftalte gennemførelsen af interessetilkendegivelsesrunden, blev de to ministre samtidig enige om at give broplanerne en solid håndsrækning fra statskassen:
»Investeringer i tilknyttede landanlæg vil blive betalt via de statslige budgetter,« hedder det således i en fælles pressemeddelelse. Og det er langt fra småbeløb, der så skal i spil:
I de fælles forundersøgelser fra august 1999 blev det således forudsat, at jernbanestrækningen København-Rødbyhavn blev udbygget, således at både person- og godstog over alt kunne køre 200 km/t.
Derudover skulle kapacitetsproblemerne mellem København og Ringsted være »løst«, lige som hele strækningen frem til Rødbyhavn både skulle elektrificeres og forsynes med dobbeltspor.
Prisen for en sådan »fuld udbygning« af de danske bane-landanlæg blev beregnet til næsten fire milliarder kroner.
Men mindre kunne selvfølgelig også gøre det: En »delvis udbygning« uden elektrificering og uden dobbeltspor kunne klares for knap halvanden milliard kroner.
I Banestyrelsens budget frem til 2004 indgår der imidlertid ikke en eneste af disse forbedringer, hverken i fuld eller delvis skala, oplyser områdechef i Planlægningsdivisionen Martin Munk Hansen.
»Men politisk kan man jo igangsætte det fra i morgen, hvis man vil,« siger han.
Hvis eller når det sker, skal den tyske trafikminister endnu dybere i sine lommer for at finansiere de tyske landanlæg. Fuld udbygning vil således koste de tyske skatteydere mere end syv milliarder kroner, mens en delvis udbygning løber op i godt tre milliarder.

Hurtige Buksti
Når det gælder motorveje, kan Jacob Buksti dog sagtens være hurtig på aftrækkeren:
I den vej-investeringsplan til knap 4,5 milliarder kroner, som regeringen halvanden måned efter Berlin-mødet aftalte med Venstre, Konservative og CD, indgår der således en opgradering af 16 km motortrafikvej mellem Ønslev og Sakskøbing.
Frem til 2007 skal der bruges 130 millioner kroner på at forsyne denne korte tosporede strækning med to ekstra vejbaner.
Det er ikke just trafikmængden, der nødvendiggør to ekstra spor på de 16 km – tværtimod.
Vejdirektoratets nyeste tal fortæller, at der på den pågældende strækning »kun« kører mellem 8.400 (Falster) og 11.000 (Lolland) biler i gennemsnit pr. døgn.
11.000 køretøjer svarer til trafikken på københavnske gader som Amager Strandvej, Istedgade eller Kongelundsvej – som alle er tosporede, uden andre tegn på trafikal forstoppelse end myldretiden.
Forklaringen er selvfølgelig, at strækningen Ønslev-Sakskøbing indgår som en del af E47 mellem Helsingør og Hamborg – og dermed som en del af de danske landanlæg til en Femer-forbindelse.
Konklusionen er med andre ord, at de første danske skattemidler så småt er ved at finde vej til en Femer-forbindelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her