(2. sektion)
*So Fucking What er titlen på denne amerikanske mediesatire fra 1994, men det er også den unge hovedperson, Cliff Spabs, valgsprog. Han bliver en omsværmet person takket være et reality show af de mere specielle: da han tages som gidsel af terrorister, kan nationen på tv følge video-optagelser af den øldrikkende flippers friske, mundrappe replikker og pudsige dialoger med de andre gidsler. Det er en slags Big Brother for viderekomne, og Spab slår igennem som vismand og talerør for unge utilfredse, der tørster efter uforfalskede helte. Men efter frigivelsen bliver han selvfølgelig bytte for hårdhudede spekulanter og tåbelige fans og løber ind i en identitetskrise. Som en satire over mediernes kannibalistiske menneskeudnyttelse er filmen ikke dårligt tænkt, men den ligger selv under for noget af den kynisme og misantropi, den vil udhænge. Vulgær-nihilisten Spab omgives af sande horder af ædende ondskabsfulde, inderligt egoistiske eller lettere debile udnyttere, og selv er han ikke for tiltrækkende, skønt han spilles udmærket af Stephen Dorff, der huskes fra Beatles-filmen Backbeat og I Shot Andy Warhol. Jefery Levy har instrueret rigeligt smart, og som den pæne borgerpige Wendy, som Spab klynger sig til, ses Reese Witherspoon.
So Fucking What. TV2, torsdag kl. 23.55-01.30
*Genindspilninger har fra et filmindustrielt synspunkt den fordel, at de giver en vis kommerciel garanti for, at det ikke kan gå helt galt, fordi den anvendte formular allerede én gang har vist sin duelighed. Kunstnerisk set kan den megen genbrug godt stemme til mismod, men af og til får originalen et gevaldigt spark bagi og bliver nærmest uigenkendelig. Det skete, da Martin Scorsese i 1991 fik fingre i den gamle 1960er-thriller Cape Fear og gav Robert De Niro rollen som den inkarnerede djævel Max Cady, der vender tilbage til friheden efter 14 år i fængsel og opsøger den sagfører, som alt for ringe forsvarede ham i sin tid. Nu er hævnens time kommet, og Cady rummer i sin psykopat-sjæl mange personligheder at gøre ondt med, den ene mere makaber end den anden. Scorsese smider alle hæmninger i denne på én gang kulørte og sært påtrængende mareridts-historie om ondskabens mange ansigter, fortalt med trykkoger-kraft og større drive i selve historien end normalt hos Scorsese. Nick Nolte er sagføreren, der viser sig flosset i moralen, og Jessica Lange, Juliette Lewis og Illena Dpugles kvinderne, der terroriseres af den snarrådige Cady. En mere stilfærdig, omend lidt bizar genindspilning er Head Above Water fra 1996, som er resultatet af amerikanernes strandhugst i Norge, of all places. Filmen er en amerikanisering af norske Nils Gaups Hodet over vannet fra 1994, en slags gyserkomedie henlagt til en sommersmuk ø. I Jim Wilsons version spiller Harvey Keitel en dommer, der er gift med stofmisbrugeren Cameron Diaz. Hun hjemsøges stadig af sine gamle flammer, og det kommer der en del
udspekulerede handlings-twists ud af. Med Keitels og Diaz medvirken kan filmen næppe være den rene dødssejler, selv om den ikke vækker den helt store begejstring i Leonard Maltins filmguide.
Cape Fear. TV3, fredag kl. 21.45-00.10
Head Above Water. Svensk TV4, søndag kl. 21.00-22.00
*Geoffrey Rush brød igennem som den australske klassiske pianist David Helfgott i Shine, den beåndede historie om forkrøblende sjælelig undertrykkelse og overlevelse trods alt. Siden er Rush set i film som Elizabeth, Shakespeare in Love og sågar som De Sade i Quills, så hans talent rækker langt videre end til fremstillingen af elskelige særlinge som Helfgott. Men det er svært at glemme ham i netop denne rolle, når han med så hjertegribende en indlevelse spiller den stammende og nærmest hjælpeløse pianist, der i en årrække fik sine evner knust af en tyrannisk pacende far, men
stadig har en ubetvingelig trang til igen at sætte fingrene på tangenterne. Filmen følger Helfgotts opvækst i 1950ernes Australien som et musikalsk vidunderbarn i en mindrebemidlet polsk-jødisk familie med en groft autoritær far, der dyrker familiesammenholdet som spændetrøje. Og Helfgott er en blid, nørdet enspænder uden evne for oprør. Alligevel lykkes det ham at komme ind på Londons musikkonservatorium mod faderen vilje. Men den store prøvesten er stadig Rachmaninovs voldsomt svære Tredie Klaverkoncert. Forsøget på at bemestre den fører til det totale sammenbrud. Men Shine bliver ikke en sygehistorie af den grund. Den vil nuanceret og afrundet skildre et undtagelsemenneske, der kun kan realisere sig selv fuldt ud, når han gribes af musikkens ekstase og lever sig helt ind i dens verden. I en velberegnet, adræt flashback-komposition leder filmen os gennem Helfgotts sære liv med vandet som et symbol på den harmoni, som pianisten ellers kun kan finde foran tangenterne. Helfgott som ung spilles rørende af Noah Taylor, og den fremragende tyske skuespiller Armin Müller-Stahl (der i øvrigt oprindeligt var musiklærer) ses som den uhyggeligt ensporede far, en tyran med et trods alt mærkeligt menneskeligt ansigt. Også John Gielgud og Lynn Redgrave har markante biroller.
Shine. DR 2, søndag kl. 20.50-22.30
*Dean Martins klassiske smørsanger-udgave af Amore er den let ironiserende kendingsmelodi i denne populære komedie fra 1987, hvor Nicolas Cage er både rørende og grinagtig som impulsiv Brooklyn-bager. Den handler om New Yorker-italieneres kærlighedsforviklinger, og det er Chers lokkende enke Loretta, der er genstand for Cages hede længsler. Det fører til kærlighedsscener af lige dele komik og romantik. Cher viser erotisk sødme og og kontant humor, men set med ikke-Hollywoodske øjne tager hun sig pudsigt nok smukkere ud, inden hun dulles op som postuleret svane end efter. Filmen er instrueret af Norman Jewison som en veloplagt, let fordøjelig sammenkogt ret om over alle grænser familiebevidste og romantiske italienere.
Moonstruck/Lunefulde måne. TV3+, onsdag kl. 21.00-23.00
