Læsetid: 4 min.

Film i tv

4. maj 2001

(2. sektion)

*Tommy Lee Jones yder en af 1990’ernes bedste skurkepræstationer i action-og thrillerbraget Flygtningen, der i sin genre også skilte sig markant ud ved sin fræsende energi og spektakulære kraft. Jones spiller den iskolde politimand Gerard, der på udspekuleret vis leder jagten på Harrisons Fords Dr. Kimble, som er sigtet for hustrumord, men selvfølgelig uskyldig. Det aner Gerard også, men det afholder ham ikke fra at forfølge Kimble med en målvidsthed, der er blottet for menneskelige hensyn. Tommy Lee Jones giver Gerard en djævelsk, katteagtig smidighed og analytisk intelligens, der ikke er hverdagskost i amerikanske spændingsfilm. Han er gysende god. Og Harrison Ford er selvfølgelig på hjemmebane som den stakkels forfulgte doktor, en temperamentsfuld og sårbar mand, der ikke bare kan flygte, men også slå igen.
Figuren stammer fra 1960’ernes tv-serie med David Janssen som en langt mindre karismatisk mordmistænkt, på en fire år lang flugt gennem USA. Og manuskriptet bygger på seriens start og det afsluttende dobbeltafsnit. Men filmversionen bærer intet præg af træt genbrug – instruktøren Andrew Davis sørger for herlig kompakt spænding i sin velsmurte, kontante instruktion.
The Fugitive/Flygtningen. TvDanmark 2, fredag kl. 21.00-23.15

*Tom Hanks fik ikke en Oscar for sin ellers højst prisværdige præstation i Cast Away, hvor det endnu engang blev slået fast, at legebarnet Hanks er blevet voksen med stort V.
Men moden som komediant var han allerede for over ti år siden, da han charmerede et verdenspublikum ved at spille barn. Big er en indtagende eventyrhistorie om en 13-årig skoledreng, der lyn-ældes og bliver en 35-årig mand med drengesjæl. Hanks bærer filmen, fordi han ikke bare har en suveræn komedieteknik, men også – nok så vigtigt – står i organisk kontakt med sit indre legebarn.
Alt omkring ham bliver eventyrligt, når han med smittende henrykkelse oplever det for første gang. Hans magiske opdagelsesrejse i New York ender logisk nok i et stormagasins legetøjsafdeling, hvor et nummer med dans på klavertangenter bliver et højdepunkt af musikalitet og ønskeopfyldelse. Filmen er instrueret af Penny Marshall, søster til Pretty Womans Gary Marshall.
Enlige succes-svaler synes at ligge til familien, for Penny har – ligesom Gary – ikke siden præsteret noget tilsvarende. Den ene af Bigs manuskriptforfattere er i øvrigt også søster til en instruktør, nemlig Anne Spielberg, hvis storebror hedder Steven. Og det antages almindeligvis, at hun har ladet sig inspirere kraftigt af broderens Peter Pan-kompleks, da hun skrev historien.
Big. TV2, lørdag kl. 20.35-22.10

*Kristin Scott Thomas er en engelsk stjerne, hvis forfinede udstråling kendes fra Den engelske patient. Hun har også dannet par med Robert Redford i Hestehviskeren og Harrison Ford i Tilfældige hjerter.
I En uforglemmelig sommer ses hun i noget så usædvanligt (i dansk tv-sammenhæng) som en rumænsk film. Den er fra 1994, det vil sige, inden Thomas blev et af de helt store navne. Handlingen er henlagt til 1920’erne, men skal tydeligt nok ses som en kommentar til de senere års konflikter, etniske udrensninger og folkemord på Balkan. Thomas spiller den højt kultiverede officersfrue Marie-Thérèse Von Debretsy, der er varm, omsværmet og udadvendt, men samtidig trofast mod den ægtemand, hun elsker: Kaptajn Dumitriu i den bulgarske hær. Meget mod sin vilje vikles hun ind i et blodigt opgør mellem rumænske grænsestyrker og bulgarske banditter. Thomas har filmens bærende rolle, der både er udfordrende og tragisk.
En uforglemmelig sommer , der blev præsenteret i konkurrencen i Cannes 1994, er skrevet og instrueret af rumænsk films grand old man, Lucian Pintilié. Han har ikke mindst gjort sig internationalt kendt gennem sit teaterarbejde i Paris, hvor han i 15 år satte stykker af navne som Ibsen, Strindberg, Tjekhov og Pirandello op på Théâtre de la Ville. Han har desuden instrueret syv film, deriblandt Karnevals-scener, der var forbudt i Rumænien i 10 år og først blev frigivet i 1991. Pintilié har lavet filmen i samarbejde med den rumænsk fødte, franske producent Marin Karmitz, der er blevet mest kendt som manden bag Kieslowskis farve-trilogi.
Un été inoubliable/En uforglemmelig sommer. DR 1, lørdag kl. 23.15-01.10

*Rasmus Lyberth – sanger og grønlandsk kulturpersonlighed – spiller grønlænderen Rasmus, der trods sit gode humør er ved at forsumpe i arbejdsløshed og druk. En voldsom familietragedie vækker ham og sender ham ud på en farefuld færd på Grønlands vældige is-prærie.
Nu er tiden kommet til at gennemføre den jagt- og fangsttur, han længe har drømt om. Og så får vi en slags grønlandsk western, hvor det naturskønne snelandskab danner baggrund for en historie om en mands jagt efter selvrespekt og identitet.
Rasmus møder sagnagtige figurer på sin rejse, som bliver en bekræftelse på hans identitet som grønlænder. Gennem mange årtier har industrialisering og dansk indflydelse nedbrudt den nationale stolthed og oprindelige grønlandske kultur. Men på den traditionsrige fangsttur lykkes det endelig Rasmus at vise, hvem han er!
Lyberth spiller Rasmus med et vældigt overskud af kraft og vitalitet. Og uden at være lyrisk dvælende rummer den til tider lidt for firkantede film betagende lysgennemtrængte afsnit, hvor vand, sne, is og høj blå himmel går i ét med hovedpersonens voksende indre harmoni.
Manuskriptet blev til i samarbejde mellem den debuterende instruktør Jacob Grønlykke og den grønlandske forfatter Hans A. Lynge, og Lysets hjerte er den første moderne danske film, hvor personerne taler inuit-sproget.
Lysets hjerte. DR 2, søndag kl. 20.50-22.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her