Læsetid: 2 min.

Den forkerte side

Dagbogsblade fra Berlin – dansk SS-frivilligs beretning om krigens sidste dage sætter ansigt på krigens terror
12. maj 2001

Ny bog
De »skæve« udgivelser vedrørende traditionelt tilsidesatte emner i besættelsestidens sammensatte og alt andet end entydige historie fortsætter med tilsyneladende uformindsket energi.
Således denne lille bog der fortæller SS-manden Helge Fjeldes historie. Fjelde var frivillig i Waffen SS, regiment Danmark, på Østfronten. Denne danske SS-mand adskilte sig fra sine kammerater ved at skrive dagbog, to bind hvoraf det ene nu er udgivet med forord af Ditlev Tamm og efterskrift af Helge Fjeldes søn Jens Fjelde. Det andet bind er forsvundet. Fjeldes krigsdagbog, hvis kronologiske tyngdepunkt er aprildagene 1945, da det lakkede mod enden, er ikke just et reflekteret menneskes beretning om det store verdensopgørs afslutning. Russerne maser på mod Østfronten, de vestallierede mod vest. De tyske tropper og de tvangsudskrevne ’frivillige’, Folkestormen, trænges samen i kedlen om og i Berlin.
Omsider skyder Hitler sig en kugle for panden. Det sker dybt nede i førerbunkeren, som ikke lå langt fra Helge Fjeldes last stand. Intet tyder på, at danskeren midt i dette ragnarok, hvor døden og den menneskelige fornedrelse regerer, bliver afgørende klogere. Kampen er den danske SS-mands foretrukne livsform.
Sønnen bedyrer, at faderen i virkeligheden var god og mild. Helge Fjelde får trods alt bagefter det hele et rimeligt liv. Dette bliver en realitet efter russisk krigsfangenskab, en dramatisk flugt hjem til Danmark, og da han har udstået sin straf for sin tyske krigstjeneste. Det er fortsat værd at bemærke at den danske regering aktivt opmuntrede unge mænd til at melde sig som frivillige i kampen mod Sovjet.

Tallenes tale
Det fremgår at den ældre Fjeldes interessen for krig og krigslegetøj holder sig usvækket. Det gør helbreddet ikke. Fjelde dør i en forholdsvis ung alder – fældet af dårligt hjerte som han fik under fronttjenestens usle vilkår. Helge Fjeldes tekst er gennemsyret af den nazistiske terminologi, hvis kendetegn er begejstrede bastantheder, flove metaforer og jubel over soldatens glade gerning. Det er temmelig uudholdeligt.
Ikke desto mindre er udgivelsen på sin plads. Ikke mindst på grund af Ditlev Tamms glimrende forord. Heri gør den sagkyndige jurist og historiker opmærksom på de legale realiteter bag hvervningen. Jens Fjelde, der angiveligt ikke er ude på at renvaske faderen nævner i sit efterord visse forhold i proportionerne mellem grupperingerne under besættelsen: 12.000 unge mænd meldte sig i tysk krigstjeneste, 6.000 blev antaget, hvoraf i hvertfald en tredjedel faldt. Til sammenligning mistede 1.400 danskere livet herhjemme, mens 600 døde i KZ-lejr.
Helge Fjelde har givetvis været en af dem, man ikke gerne møder en mørk nat. Hvad han har på samvittigheden er næppe småting, SS er og forbliver et af verdenshistoriens mest modbydelige fænomener i genren.
Men dagbogen tjener til at give individet bag krigens terror mæle og ansigt og understreger på sin egen måde endnu engang hvor proportionsforvrænget og fortegnet vores billede af den tid har været. Og stadig er.

*Helge Fjelde. Berlin 1945. En dansk frivilligs øjenvidneberetning. Forord af Ditlev Tamm, efterskrift af Jens Fjelde. 175 s. ill. 129 kr. Ekstra
Bladets Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her