Læsetid: 5 min.

Formens odyssé

Den britiske skulptør Tony Cragg fortæller historier med sine sælsomme værker og ved sin brug af utraditionelle materialer
30. maj 2001

Udstilling
Det er en skæv og øjenåbnende oplevelse at betræde det hvidskurede, rå plankegulv i Malmø Kunsthal, der ligger badet i maj måneds sollys og dér se Tony Craggs skulpturer rejse sig og danse deres skæve, æteriske dans. Disse skulpturer er så stærkt forankrede i en mystisk form og materialitet, at de fremstår som individuelle personligheder, der gemmer på hver deres hemmelighed.
De forekommer på den ene side at være aliens fra rummet kommende arter, der er landet og lokker os med deres anderledeshed, og på den anden side virker de sært bekendte. Publikum kredser om dem med et underfundigt smil på læben, og babyer hviner af fryd, når deres forældre løfter dem frem mod værkerne i en bestræbelse på få de små til at undres – med deres forældre. Værkerne sender nemlig på mange frekvenser og kan annammes af både store og små, skolede og uskolede sentimenter.
Udstillingen er så vellykket, som tænkes kan. Det gigantiske rum er spændt ud med de tredimensionale væsener, der formelig strutter af hemmelig energi. Sådan virker god kunst. Den kan sende os ud på en mental odyssé og forvisse os om, at der stadig er nyt under solen, og at livet er en lang række begyndelser.
Vi kan ved værket viske tavlen ren og lutres ved det aldrig før sete, som da vi var børn og tog verden i besiddelse, og der blev trukket spor gennem bevidstheden for første gang. Af Craggs dragende stoflighed og ejendommelige former opstår et drømme-tableau, der griber ind i betragterens ubevidste.

Hilsner til kollegerne
Tony Cragg tilhører ikke dem, der visker tavlen ren ved hjælp af andre billeder. Han synes herligt fri af traditionen, selv om flere af værkerne hilser hans gamle kolleger, herunder Henry
Moore, den metafysiske stilllebenmaler Giorgio Morandi og Marcel Duchamp, det sidste ses tydeligt i hans værk Cistern (beholder, cisterne) fra 1999, et stort, svunget flaskestativ med et væld af flerfarvede, sandblæste vinballoner, glasker og vaser. Alligevel må vi konstatere, at han begynder et nyt sted.
Lad os her kort fortælle om hans vej til kunsten. Først var han – født i 1949 i Liverpool – laboratorieassistent på en gummifabrik. Han er søn af en elektronik-ingeniør, der arbejdede i flyindustrien, og et langt stykke op i ungdommen troede han – som sin far – fuldt og fast på den industrielle revolutions velsignelser. Men efterhånden opstod en skepsis, og han begyndte at tegne. Han blev i første omgang (fra 1968) uddannet på Cloucester College of Art and Design i Cheltenham, senere på Wimbledon School of Art for at slutte af med et skulpturkursus ved Royal College of Art i London, hvor han bl.a. mødte sine venner og kolleger Richard Deacon og Bill Woodrow, og de kom sammen med bl.a. Anish Kapoor til at tegne Den Ny Britiske Skulptur, som vandt frem i firserne.
Louisiana viste dengang en fin udstilling med værker af disse kunstnere. I 1988 vandt han Turnerprisen, og samme år repræsenterede han Storbritannien ved den 43. Venedigbiennale. Fra da af er hans stjerne på kunstfirmamentet steget støt, og han er i dag en internationalt anerkendt kunster, der udstiller overalt og er repræsenteret på mange af de bedste museer i verden. Siden 1977 har Tony Cragg boet i Wuppertal og undervist på Kunstakademiet i Düsseldorf. I år har han fået et professorat ved Kunstakademiet i Berlin, men bor fortsat i Wuppertal. Også Det kgl. Danske Kunstakademi har han gæstet, og han har præget flere generationer af yngre kunstnere gennem sin undervisning.

Fra objekt til skulptur
I 70’erne arbejdede Tony Cragg med sammenstillinger og ophobninger af fundne objekter, ofte struktureret efter deres farve, og således organiseret i en mængde stykker, at fokus forskyder sig fra de præfabrikerede, massefremstillede og anonyme industriprodukter, som disse objekter er, til en fabel om noget figurativt, organisk, der erobrer rummene og forskyder sig over igennem døre.
I firsernes slutning geråder han ud i en kunstnerkrise, hvorunder han genskaber mange af sine tidlige skulpturer, og herigennem når han frem til nogle nye materialeformer og nye arbejdsprocesser, og værket forskyder sig fra det disparate objekt til den mere samlede skulptur.
Udstillingen i Malmø viser primært værker fra de seneste tre år. Disse værker er altså langt strengere organiseret som samlet form end tidligere, og man ser tydeligt, hvordan materialerne er med til at generere formen. Brugen af terninger, f.eks., der samler sig i nogle gigantiske former, herunder kegler, huller, fordybninger, fald og bølger fortæller også om faldenes kurver, om hvordan tilfældige kast, til slut kan komme til at generere en sammenhængende form. Sådan er livet jo også. Tilfælde afgør dets udfald, men livet former sig under alle omstændigheder til en fortælling, i hvert fald set i retrospekt.
Craggs værker er dialoger mellem materialet og kunstneren, ingen tvivl om det. Materialet må man bøje sig for. Selv siger Cragg, at disse praktisk set ubrugelige skulpturer ikke desto mindre er i stand til at udtrykke menneskelige tanker og følelser. Cragg vælger glas, bronze, sten, syntetiske materialer eller keramik, og han skaber sine værker i serier, der til slut bliver til en lang dialog. F.eks. når han arbejder med glas, stillet op enten på sandblæste glashylder, så lader han drikkeglassene, krukkerne, vaserne og vinballonerne med ny betydning, i og med at disse lys turkise eller gråtonede glas sandblæses.

Som taget ud af en drøm
I et værk som Fields of Heaven fra 1998 fremstår glassene som næsten usandsynlige, sanseforførende objekter, der er hevet ud af en drøm. De er arrangeret, så de tilsammen skaber en monumental figur, de så at sige former en hel moske eller et orientalsk palads fra 1001 Nats eventyr, i flere etager. Stykkevis og delte fortryller Cragg hverdagens prosaiske objekter og transformerer dem til en eksotisk fabel.
I værket Clear Glass Stack (klar glas stabel) fra 2000 er de gennemsigtige glas også arrangeret i lag, men således at der stikker store glasskår ud i rummet. En alarm udløses, når publikum kommer for tæt på værket. Dets gennemsigtighed gør den til et svævende æterlegeme af stor farlighed.
Et uhyggeligt værk er desuden Complete Omnivore (fuldstændig altædende), der ved nærmere eftersyn viser sig at være en model i gips af et menneskeligt tandsæt, indsat i en metalstativ og på en gipsplade. Et sådan gigantisk tandsæt ejer en klar, skulpturel værdi, viser det sig, men det er også en påmindelse om menneskets måde at gebærde sig på: Vi spiser os igennem verden, der i vores bestræbelse på at tilfredsstille vores behov
trues og lægges øde.
Hullerne indtager en særlig plads i den Craggske syntaks: Han perforerer gerne sine skulpturer af bronze eller keramik, så de fremstår spøgelsagtige og porøse. Vi kan se igennem dem til den anden side. Skyggen i formens indre spiller også en vigtig rolle, bl.a. i de mange indfoldede bronzeformer, der er enigmatiske og kølige, organske og mekaniske på en og samme tid.
Der er ingen tvivl om, at kunstfolket har taget den britiske skulptør til sig, og det er første gang man kan se hans værk præsenteret på en separatudstilling i Skandinavien. Herfra kan en tur over Sundet varmt enbefales.

*Tony Cragg. Malmø Kunsthal, S:t Johannesgatan 7. Dgl. 11-17, on. 11-21. Til 19. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu