Læsetid: 3 min.

Fornemmelser for kvalitet

Endelig blev balletpublikummet på Kgs. Nytorv udfordret. Men Alexei Ratmanskys mystiske nye ballet var i klichéfyldt selskab
23. maj 2001

Ballet
’Shaken, not stirred’ har balletmester Aage Thordal-Christensen kaldt sæsonens sidste balletaften for Den Kgl. Ballet. Her slutter humoren desværre også. For det er bogstaveligt talt rystende, så lidt balletmesteren selv har at byde på som koreograf.
Off the record kalder han sin ballet, der er en fascinationserklæring til James Bond-universet. Og selv om man måske næppe burde afsløre noget fortroligt om balletten – på grund af dens fare for at blive udslettet ved næste repertoireevaluering – så er det svært at lade være med at røbe, at slig dyrkelse af positurer for smokingskjorter og høje hæle ikke udgør nogen trussel selv for tidens mest klichéhærgede showkoreografi. Dog skal det siges, at de to nyindsprungne dj’s, Lars B og Mikkas, havde samlet en lydkulisse, der fungerede imponerende effektivt som skudsikker vest. Og at de håndplukkede stjernedansere var ovenud loyale, når de brugte charme og balder – og pistol – til at forsvare koreografens ligegyldigheder.

Dramatisk æggende
Det var med andre ord ikke med denne ballet, at der blev sat et interessant punktum for balletmesterens anden sæson. Det skete til gengæld til overflod i den russiske solodanser Alexei Ratmanskys ballet Turandots Drøm, der fik folk til at trampe i gulvet af begejstring, men også til at undres højlydt. For her var pludselig en ballet, der både kunne og ville det hele – musikalsk interessant, danseteknisk udfordrende, visuelt finurlig og dramatisk æggende. For hvad handlede balletten egentlig om?
Det blev der talt en del om i pausen. Her skal blot nævnes en prinsesse Turandot, en række mænd, der underkaster sig, en beroligende gudinde... Eller en altædende Caroline Cavallo, en drengeblød Phillip Schmidt, en skuldre-sart Tatiana Ratmanska, en trinsparkende Christina McDermott, en macho-uforklarlig Peter Bo Bendixen...
Ratmanskys værk er nyklassicisme, når det er mest nyskabende og intellektuelt inspirerende – meddigtende på Hindemiths Symfoniske Metamorfoser fra 1943.
Her er tåsko til andet end pynt – og Ratmanskys egne eventyrlige kostumer er mere end en hilsen til Kandinskys farveverden, præcist støttet af Steen Bjarkes linjesikre perspektiv-scenografi. Her er trin, der eksploderer af fantasi og vanvid, men også scener af poesi, der ikke vil glemmes. Sært og så decideret fremmedartet – og dermed et vidunderligt eksempel på, at det gavner Den Kgl. Ballet at få dansere med andre traditioner inden for murene.
Det samme kan dog ikke helt siges om den amerikanske koreograf og ex-Taylor-danser Lila York, der havde skabt den indledende ballet Forårsfornemmelser til Mozarts klaverkoncert nr. 23 (inspireret spillet af Julian Thurber, men noget uhomogent af Kapellet under Graham Bonds ledelse).
Balletten er godt nok net og veldrejet – et lysegrønt pust af harmoni, der tydeligvis får danserne til at føle sig godt tilpas og vise sig fra den letteste side. Thomas Lund er i hvert fald lige ved at flyve op i bøgebladsbillederne på bagtæppet, så uanstrengte er hans spring. Også Christina Olsson og Claire Still er strålende veloplagte, og Martin James formår endda at tilføje koreografien en passioneret inderlighed, der ikke umiddelbart ligger i trinene. Men som koreografi betragtet er her intet nyt under solen – og de indlagte steder med ’hurtigt fodarbejde à la Bournonville’ virker påklistrede. Faktisk minder trinindholdet mest af alt om Hans van Manens Sange uden Ord - fra 1980!

Nye værker
Sæsonen 2000/2001 har ikke vovet alverden. Disse tre nye balletter har – sammen med Peter Martins’ – været eneste nyt til de ballethungrende. Så det er godt, at balletmesteren næste sæson vil lade både Tim Rushton og Anna Lærkesen skabe endnu et værk hver. Til gengæld har undertegnede nu fået sværere ved at forestille sig, hvilke trin balletmesteren har tænkt sig at begave sin og Mikael Melbyes nye version af Nøddeknækkeren med. Men det er selvfølgelig ’off the record’...

*’Shaken not stirred’: ’Forårsfornemmelser’ af Lila York. ’Turandots drøm’ af Alexei Ratmansky. ’Off the record’ af Aage Thordal-Christensen. Meddigtende scenografi og tæftfuldt lys: Steen Bjarke. Den Kgl. Ballet, Gamle Scene. Sidste gang fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu