Læsetid: 3 min.

Forsvaret til forskel

Esbjerg lagde afstand til forfølgerne i Faxe Kondi Divisionen ved at vinde over FREM i Valby Idrætspark
14. maj 2001

Fodbold
Hvis man ellers i disse champignonliga-tider godtager råvaren, dansk fodbold i næstbedste aftapning, så var der på forhånd dækket op til fodboldbuffet i Valby Idrætspark: Sommerlig søndagssol, sjettesidste spillerunde og nede på græsset to mastodonter fra amatørdagenes danske fodbold, der før kampen lå nummer henholdsvis to og et, halvlunt i svinget til genoprykning til suppeligaen.
Før kampen havde Finn Kokholm, direktøren forFREM’s fyraftensproffer, af psykologisk letgennemskuelige grunde tildelt Esbjergs halvtidsproffer favoritrollen, men så lagde han ellers klatten parat til at Nemesis kunne eksekvere straffespark, da han om den nærmeste forfølger udtalte: »Jeg tror, Køge er ved at miste pusten, ligesom holdet gjorde i fjor.«
EfB’s træner, Viggo Jensen, tog favoritværdigheden med sindsro, eftersom hans mandskab ikke havde tabt i 17 kampe og senest lammetævede bundholdet Ølstykke med 6-0.
FREM havde nu også vundet de seneste par opgør, senest mod agterlanternen Birkerød, hvor holdets topscorer, Martin Jeppesen, fik hul på en scoringsbyld, der havde vokset sig stor gennem hele forårssæsonen, så summa summarum var der lagt op til en spændende gang bold.

På det jævne
Hvilken kamp fik vi i alt 2.919 fremmødte så serveret? Ja, spændingen var i hvert fald tilstede, og omstændighederne taget i betragtning var spillet ikke hårrejsende ringe, bare på det jævne.
Den første halve time følte holdene hinanden på tænderne, men den forskel, der skulle blive udslagsgivende, var alligevel tydelig fra begyndelsen: Esbjerg var bedre organiseret i forsvaret. Gennemgående var FREM også for generte i tacklingerne, så Esbjerg vandt mange dueller på midtbanen; som regel dog uden at bruge den erobrede bold synderligt fornuftigt.
Efter 28 minutter kom den første scoring: Jess Thorup opfangede en bold i højre side af feltet og smækkede den indover, hvor forsvaret nikkede den ud i fødderne på Kim Jensen, der stod på kanten af feltet. Uden nævneværdig betænkningstid lagde han den blødt udenfor Stefan Campagnolos rækkevidde.
I 1. halvlegs sidste minut havde FREM et kontraangreb, der løb ud i sandet, fordi Martin Jeppesen lavede en dårlig tæmning, og så gik spillerne ellers til pause med en noget trykket stemning på tribunen over dem.

Hyggeligt-kikset
I pausen blev de savlende manddyrshorder i plastic-sæderne underholdt af kurpigerne, fem letpåklædte teenagepiger, sponsoreret af en danskvand. I betragtning af denne sportsjournalists foragt for amerikanerfænomenet cheerleaders var det lidt hyggeligt så kiksede, som de var. Ellers blev afbrækket i spillet brugt til at bortlodde en støvsuger til den publikummer, der både havde det rigtige nummer på kampprogrammet og kunne sparke kuglen i kassen fra midterlinjen. Stadionspeaker Jørgen Herbert måtte bede de unger, der havde bemægtiget sig målfeltet, om at forføje sig, hvilket de gjorde med valbyflabet langsommelighed.
At den ølnordiske folkelighed trives i det sydvestlige København kunne også ses på at Socialdemokratiet havde finansieret reklamer i kampprogrammet og på banderne. Pølser, fadøl og læderkasketter.
Hjemmeholdet begyndte 2. halvleg udemærket: Jari Pedersen fik en friløber, men Esbjerg-målmand Martin S. Jensen diskede op med en lækker refleksredning, som han også gjorde det tre minutter senere på en hovedstødschance. Når FREM var i boldbesiddelse trak Esbjerg sig tilbage til en solid defensiv, som demonstrerede, at FREM ganske enkelt spillede for langsomt.

Gik døde
Efter et kvarter af halvlegen faldt Esbjerg og Kim Jensens anden scoring efter et decideret forsvarskoks, men kun to minutter senere genvandt de lokale fans livslysten, da Kim Christensen scorede på et straffespark, som Jari Pedersen havde fremtvunget med en kæk dribling i venstre side af feltet. Jari Pedersen blev i øvrigt af FREM-supporterne valgt til kampens spiller og Kim Christensen til ditto fighter, og han, den heldige ost, får lov at futte rundt i en Corolla helt til næste hjemmekamp.
Men efter målet gik hjemmeholdet dødt, og den sidste halve time var jævnt kedelig indtil overtiden, hvor en situation lugtede af straffespark og FREM’s Martin E. Jensen skød en nedfaldsbold snert over overliggeren.
Så summa summarum: En okay kamp, hvor forskellen lå i forsvarenes organisering.
Da aftenen gik på hæld, havde FREM-direktøren fået ret i sin påstand: Køge har mistet pusten. Hjemme tabte man 0-2 til Randers Freja, og FREM er fortsat truet af (gen)oprykning til Superligaen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her