Analyse
Læsetid: 4 min.

Fransk koryfæ i Kolding

En af det tyvende århundredes vigtigste tænkere Jacques Derrida gæster Danmark i dag
26. maj 2001

Syddansk Universitet afholder i disse dage en konference over bogen Glas af den franske filosof Jacques Derrida. Med besøg af filosoffen himself.
De fleste kender Jacques Derrida som ophavsmand til et ord med en usædvanlig succeshistorie: dekonstruktion. Derrida introducerede begrebet på en konference i Baltimore i 1966. Det blev et nøgleord i en elitær akademisk diskurs i Amerika og Europa gennem 70’erne og 80’erne. Og er efterhånden sevet så langt ind i populærkulturen, at det i 90’erne indgik i titlen på en amerikansk film: Deconstructing Harry.
Det er en succeshistorie, som afspejler en nødvendighed. Derridas filosofiske værk er en bestræbelse på at kritisere den fornuft, der siden Platon har været lovgivende i den vestlige civilisation. Derfor åbner Derridas genlæsning af den vestlige fornufts historie for en kritik af de magtstrukturer og de institutioner, som er grundlagt indenfor den samme historie. Feminister har anvendt dekonstruktionen mod den maskuline dominans og sociologer har brugt den til analyse af magtens sprog. Indenfor humanvidenskaberne har dekonstruktionen dannet decideret skole.
Det er Jacques Derridas enestående filosofiske indsats at have udfordret den entydige fornufts monopol på sandhed i en kultur, hvor det moderne oplysningsprojekt har elimineret alle konkurrende forsøg på udforskning af den verden, vi lever i.

Udgangspunktet for Derridas tænkning er det tyvende århundredes ægteskab mellem fransk og tysk filosofi. For ørerne af tidens toneangivende parisiske tænkere afholdt Alexandre Kojève i sine dramatiske forelæsninger over Hegels historiefilosofi.
Og importerede dermed en filosofisk indflydelse så massiv, at Derridas lærer Michel Foucault i 1970 konkluderede: »Hele vores epoke, hvad enten det er ved logikken eller ved epistemologien, forsøger at slippe fri fra Hegel.«
Hegel beskriver historien som et dialektisk forløb og mener samtidig at have beskrevet fornuftens naturlige bevægelse: Enhver tese udfordres af sin modsætning, antitesen. De to syntetiseres i en ny tese. Som igen møder modstand. Osv. En kritik af Hegel ender som antitese, og så er man med Derridas ord »allerede underlagt mesterens spil.«
Foucault fortæller, at hver eneste gang man som tænkende tror sig på vej væk fra Hegel, så står Hegel for enden af gangen med udbredte arme og siger: Velkommen hjem.
Jacques Derrida, Gilles Deleuze, Michel Foucault og Emmanuel Lévinas udgør en generation af franske filosoffer, som forsøger at filosofere uden at ende i armene på Hegel. Hvor historien er kulmineret, og fornuften har gennemtrængt verden.

Umiddelbart ser Derrida kun to umulige veje ud. Den dialektisk kritik og tavshed. Derfor vælger han en tredie vej: han vil bruge list.
Derrida bekender sig hverken til irrationalisme eller tilrøget mystik. Derrida ønsker at kritisere den vesterlandske filosofi indefra ved at afsløre den som ideologi. Ved at afsløre forskelle i de udsagn, som postulerer en lighed.
Jacqus Derridas filosofi forløber som læsninger af allerede skrevne tekster. Først etablerer han teksternes egne udsagn. Det, teksterne hævder at sige. Men derefter kommer det dekonstruktive greb, hvor han peger på de oversete betydninger. Den anden læsning er baseret på en antagelse om, at sproget ikke kan reduceres til det direkte udsagn som henvisning, men samtidig producerer en indirekte betydning som handling. Man kan illustrere metoden med et ofte anvendt eksempel: Udsagnet ’jeg lyver’. Udsagnet hævder en løgn, men hvis den hævdelse er korrekt, er der en implicit modsætning. Sprækken mellem det sproget siger, og det sproget gør, er afgørende for Derrida.
Når en tysk filosof som Martin Heidegger taler om det oprindelige og det første, påpeger Derrida, at det første jo ikke bliver første, før der kommer noget efter. Sagt populært: Man taler ikke om Første Verdenskrig, før der har været en anden. Oprindeligheden er ikke oprindelig.
Man kan definere Derrida som forskelstænker, fordi han hævder, at forskelsdannelsen er primær. Betydning etableres mellem forskelle, og sproget udlægges som en dynamisk produktion af forskelle. Det bliver Derridas list at åbne filosofihistorien som en stor tekst og afsløre tilsyneladende entydige konklusioner som tvetydige. Skønlitteratur er for Derrida stedet, hvor sprogets tvetydige tendens bringes frem i lyset. Han lader digteren Mallarmé kaste lys over filosoffen Platon. Mallarmés digte baserer sig på de uafgørlige tvetydigheder, som den filosofiske tænkning forsøger at undgå.
I stedet for at præsentere en antitese gennemlyser Derrida filosofihistorien med litteratur for at pege på det, der går tabt,i den dialektiske syntese.

I gennembrudsværket Om grammatologi undersøger
Jacques Derrida et værk af Jean-Jacques Rousseau. Der betragter skriften som et supplement til talen. En tradition fra Aristoteles har privilegeret talen som det, der stod tanken nærmest og degraderet skriften til et billede af talen. Men Derrida vender viser, hvorledes skriften producerer selvstændige betydninger.
Og understreger i den forbindelse supplementets dobbelte natur. Som tillæg skaber det en ny helhed. Supplementet lægger til og erstatter. Dermed leverer Derrida implicit en karakteristik af sin egen praksis. Hans egne læsninger er supplementer. De både lægger til den læste tekst og sætter en ny helhed.
Jürgen Habermas har beskyldt Derrida for at bedrive obskurantisme. Andre har set hans fremlæsninger af forskelle som decideret destruktiv.
Men de overser en pointe. Tradition taler igennem Derridas tekst. Supplementets logik markerer en afhængighed af det, der allerede eksisterer. Det er filosofiens vilkår at forholde sig til de etablerede tanker. Som mennesker befinder vi os altid i en allerede struktureret verden. Man kan kun forholde sig til den historie, man er i.
Som sådan er den nu 70-åriges Derridas filosofi et nærmest genialt forsøg på at gentænke den historie, man troede afsluttet med Hegels dialektik.
I en tid, hvor de moderne institutioner viser sig ude af stand til løse de mest påtrængende globale problemer, må historien gentænkes. Det repræsentative demokrati spiller fallit overfor miljøtruslen og forsøget på at eksportere de vestlige menneskerettigheder skaber mere krig end fred. Få filosoffer – om nogen – har som Derrida åbnet for en genfortælling af den historie, der fører til disse institutioner som urørlige hellige køer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her