Læsetid: 4 min.

Fup eller fakta

Julian Barnes’ nyeroman er et underfundigt studie i kærlighedens relativitet
10. maj 2001

(2. sektion)

Roman
»Der er ikke noget enten-eller, kun et både-og [...] Når det kommer til stykket, er livet jo et spørgsmål om at gå splitternøgen hen ad Oxford Street med en ananas på hovedet og derefter være tvunget til at gifte sig med et medlem af kongefamilien; eller at være begravet i mudder op til halsen, mens man samtidig er nødsaget til at lytte til samtlige eksisterende indspilninger af New World-symfonien.«
Den verdensanskuelse, Julian Barnes (f. 1946) lægger for dagen i sin nye roman Kærlighed osv. (Love etc., 2000), rummer så mange selvmodsigelser, at læseren bliver sat på en hård prøve. Når både-og-filosofien skal demonstreres, sker det via et enten-eller, og sådan er det hele vejen igennem.
Det er naturligvis bevidst og vældig morsomt og formfuldendt alt sammen, men der mangler nu lidt varme indimellem.
Romanen, der er en selvstændig efterfølger til Talking It Over (1991) (da. 1992, En trekantshistorie), er endnu et ’postmoderne’ forsøg på at forvirre begreberne mellem fiktion og virkelighed:
»Historien om vores liv er aldrig en selvbiografi, men altid en roman – det er den første vildfarelse, de fleste mennesker geråder i. Vores minder er kun ét blandt mange kunstgreb: indrøm det nu bare«, som det hedder et sted. Men hvis virkeligheden er fiktion, er romanen om Gillian, Stuart og Olivers ménage à trois så (en) virkelighed?

Trekantsdrama osv.
I En trekantshistorie gifter den prosaiske Stuart sig med den indtagende Gillian, mens bedstevennen, den charmerende døgenigt Oliver, ser til på sidelinjen.
Til brylluppet forelsker Oliver sig hovedkuls i Gillian, og det lykkes ham at ’stjæle’ hende – til Stuarts store fortrydelse.
I Kærlighed osv. er der gået 10 år. Stuart har opholdt sig i USA og har et forlist ægteskab bag sig. Gillian og Oliver har fået to børn, mens Oliver langsomt er gået ned med flaget. Enten går han med reklamer og skriver filmmanuskripter – inde i hovedet – eller også går han i seng med en depression. I hvert fald ikke med sin kone. Både-og og enten-eller.
Gillian, derimod, holder krampagtigt sammen på stumperne, glatter dem ud og sætter krydser ved de tv-programmer i avisen, som Oliver bør se, så at han ikke skal glemme at rette sit blik ud mod verden.
En dag vender Stuart hjem til England, stabler en indbringende forretning med økologiske madvarer på benene, og efter 10 års besættende kærlighed til Gillian indynder han sig atter hos parret og går dernæst langsomt i gang med at vinde hende tilbage ved at manipulere og fordreje gamle sandheder og løgne. Men hvem er i ’virkeligheden’ den største magtudøver af de tre? Hvem taler mest sandt? De forskellige personlige versioner, vi får af begivenhedernes gang, lægger hele tiden røgslør ud, så vi mister orienteringsevnen.

Bedrag osv.
Sammenlignet med en anden mesterlig roman med upålidelige fortællere som Kazuo Ishiguros Kunstner i den flydende verden (1988) er Barnes’ historie ganske spinkel, og den store finale, som vi ser frem til med spænding, forekommer noget fad og ubesvaret, men det er selvfølgelig pointen. Der er lagt op til bind nr. 3.
Det er til gengæld den foruroligende nærgående og psykologisk velfunderede personskildring samt det prægtigt lærde, farverige og ironiske sprog, der er bogens bærende elementer.
Som i Lars von Triers Idioterne træder hovedpersonerne samt et antal bipersoner frem en for en og henvender sig direkte til læseren – eller er det til forfatteren? Der leges konstant med ideen om vidner, der skiftevis taler for og imod de absolutte sandheders værdi i en retssal med nævninge, dvs. læserne.
Men i modsætning til den smertelige selvudlevering i Idioterne, er Barnes’ figurer så gennemført upålidelige, at de nærmest overgår hinanden i at være den, der er mest troløs og den, der ligger under for det største (selv)bedrag.
Sproget er et sandt festfyrværkeri af åndfuldheder og intelligente essayistiske indspark. Et eldorado for kreative oversættere. Claus Bech er manden, der magter opgaven, og resultatet er flot. F.eks. oversætter han Olivers nærmest uoversættelige gisninger om, hvad Stuart ville sige til store politiske spørgsmål, »He will be not so much grave as postitively gravid [...] He’s the sort of person who expects the word gravid to be followed by lax, silly old fishface that he is«, med disse ligeledes bogstavrimende ord: »Han vil udtale sig gravalvorligt eller måske gravitetisk om dem [...] Hans dannelsesniveau tilsiger ham at søge en forbindelse mellem gravitet og graviditet. Han er et rent dydsmønster af reskaffenhed.« Claus Bech overfører på galant vis det schwung og det bid, der er så karakteristisk for Julian Barnes, til dansk.
Det er en bog, jeg varmt kan anbefale alle feinschmeckere udi sproglig rigdom og pragt.

*Julian Barnes: Kærlighed osv. Roman. Oversat af Claus Bech. 231 sider, 248 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her