Læsetid: 2 min.

Fyldt til sidste sovesal

900 asylansøgere lever med forholdene på det tidligere sanatorium, der er bygget til 340 patienter
10. maj 2001

»Selv om der er problemer her på centret, er det bedre end i Banja Luka.«
Mihailo Dordevic, 27-årig kok og muslim fra Banja Luka i Republika Srpska, er ikke i tvivl. Selv om han sammen med sin kone Jelena og deres treårige søn Sanel har tilbragt de seneste to måneder på skiftende sovesale på mega-asylcentret Avnstrup mellem Roskilde og Ringsted, vil han hellere leve den tilværelse end vende tilbage til sin serbisk dominerede hjemby i Bosnien.
Onsdag formiddag har familien igen samlet ejendelene sammen i en bylt og gjort sig klar til at flytte fra medarbejdernes tidligere mødelokale – nu sovesal med 20 køjesenge – til et mindre rum, som familien ’kun’ skal dele med én anden familie.
Avnstrup er et af de centre, der tydeligst mærker overbelægningen på landets asylcentre. På landsplan er belægningsprocenten 110, men Avnstrup trækker gennemsnittet op. Det tidligere sanatorium, der ligger ude i skoven langt fra tættere bebyggelse, er normeret til ca. 600 asylansøgere. I øjeblikket bor der over 900. Da stedet endnu fungerede som sanatorium, var det indrettet til 340 patienter.
Interne flytninger på Avnstrup – sådan en som familien Dordevic gennemførte onsdag – er hyppige for tiden. I disse dage flytter beboere fra Avnstrup til det nye asylcenter i Holbæk. Internt på Avnstrup skal andre 100 beboere fra sovesalene flytte ind i de tomme – og mere attraktive – beboelsesrum. Og derefter skal 100 beboere fra registreringscentret Sandholm i Nordsjælland flyttes til Avnstrup.
»De mange interne flytninger fører til overarbejde. Personalet er udsat for en enorm belastning,« siger Gunnar Guldberg, der har været centerleder på Avnstrup i fem et halvt år.
Ikke bare personalets tidligere mødelokale, men også beboernes tidligere bordtennisrum, biograf, værksted og styrketræningsrum er nu inddraget som sovesale.
På sovesalene, hvor der bor op til 48 personer, hersker en uskreven regel om, at der skal være ro efter klokken 22.
»Men nogle kommer hjem klokken to eller tre om natten. De larmer, og så vågner vores dreng og er bange,« siger Mihailo Dordevic, hvis familie for to måneder siden blev flyttet fra sit eget familieværelse i Sandholm til skiftende sovesale i Avnstrup.
De røde murstensbygninger i Avnstrup er nu suppleret af grå pavilloner, som bruges til centrets skole og til toiletter og badeværelser. Centrets medarbejdere venter spændt på, om skolepavillonerne i sommerferien bliver inddraget til beboelse. Eller om der skal opstilles nye pavilloner, beboelsescontainere eller telte for at løse problemerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her