Læsetid: 4 min.

Gammel vrede i ny indpakning?

Vrede unge mænd spiller hård, aggressiv og politisk bevidst musik under betegnelsen nu-metal, en af tidens bedst sælgende genrer i Amerika. Er det hørt før eller er det musik til et nyt ungdomsoprør?
1. maj 2001

Vrede unge mænd spiller hård, aggressiv og politisk bevidst musik under betegnelsen nu-metal, en af tidens bedst sælgende genrer i Amerika.
Er det hørt før eller er det musik til et nyt ungdomsoprør?

Ungdommen er den primære målgruppe for musikbranchen, og derfor afspejler og imødekommer den ofte unges behov og lyster. Nye tendenser inden for musikken opstår som regel på det amerikanske marked, Jordens største, der fraset det ældre publikums country i dag domineres af pop, rock og hip-hop. Men en ny er dukket op med et godt tag i det købelystne publikum: Nu-metal er navnet og udøverne hedder bl.a. Limp Bizkit, Soulfly, Slipknot, Coal Chamber, Korn og Rage Against The Machine.
Nu-metalbands ligger permanent på bestsellerlisterne, Limp Bizkits plader langes over disken i millioner, det samme er tilfældet med Soulfly, Slipknot og Korn. Køberne er primært unge, hvide amerikanske mænd, og deres jævnaldrende i Europa følger så småt efter. Almindelige mennesker har også fået ørene i nu-metals maskine, hvis de har set actionfilmen Mission Impossible 2. Her står Limp Bizkit bag titelmelodien, en coverversion af den gamle tv-series kendingsmelodi i nu-metals klæder: tunge guitarer, gyngende rytmer og vred rap.
Men både rap og heavy er jo ikke nyt, så derfor kan man med rette spørge, hvor meget new, der er i nu-metal.

Historisk har nu-metal rødder 15 år tilbage i tiden. I midten af 80’erne så de første crossovers mellem to ungdomskulturer, de sortes rap og de hvides metal, dagens lys. Run D.M.C. udsendte i 1986 Aerosmiths klassiker »Walk This Way«, hvor rockguitarer pludselig fik selskab af rap og pladescratch. Året efter fulgte heavy-bandet Anthrax med »I´m The Man«, hvor hårde guitarer og pågående rap hyldede tegneseriefiguren Judge Dredd.
Anthrax samarbejde siden med de hårdkogte rappere Public Enemy, og sideløbende dukkede de hvide negere Beastie Boys op. Ved indgangen til 90’erne tog grupper som Red Hot Chili Peppers og Faith No More rappen ind i deres funkmetal, lydsporet til filmen Judgement Night var en lang crossover mellem rap, rock og heavy, og da Rage Against The Machine debuterede i 1992, manifesterede genren sig yderligere i lytternes bevidsthed.
Men nu-metal, eller rap-metal, som den hed dengang, blev til dels bremset af grunge-rocken, der fra det nordvestlige USA i starten af 90’erne satte dagsordenen så eftertrykkeligt, at al rock ikke var noget uden militærstøvler og skovmandsskjorter.
Grungens navlepilleri blev dog hurtigt folk for meget og en radikal modreaktion kom prompte, således har musikindustrien de sidste år været præget af poppens mange afskygninger, fra 70’er-retro til electronica. Men tendenser har det med at bevæge sig i bølger, og bedst som man dømmer en genre død, kommer den tilbage med uformindsket styrke. Således også rap-metal, som altså nu fremtræder under navnet nu-metal.
Helt i front ligger Limp Bizkit, der af alle rammer stilen renest med tunge, gyngende guitarriffs og flabet rap. Når forsangeren og genrens selvudråbte talsmand, Fred Durst, på nummeret »Hot Dog« råber »Everybody knows they’re fucked up«, indrammer han gruppens enkle budskab og taler direkte til målgruppen af tatoverede skateboarders. En knap så egofikseret udfordring findes i genrens bedste bud, de stærkt politiske Rage Against The Machine, der støtter alt fra Amnesty International til Frit Tibet.
Skulle en evt. ungdomsafdeling af ATTAC have en slagsang, kunne den snildt bestilles hos de vrede, unge maskinstormere. Af andre skiller Korn sig ud med en karakteristisk, tung horror-æstetik, Soulfly og Slipknot er ovre i afdelingen for heavythrash, Deftones hælder til introspektiv grunge, mens nytilkommere som Mudvayne og Spineshank svælger i religiøse dommedagsmotiver.

Attituderne er hårde, fandenivoldske og selvsikre, men alligevel finder man en respektfuld bevidsthed om fortiden.
I nummeret »Livin’ It Up« genbruger Limp Bizkit stumper fra Eagles-nummeret »Life In The Fast Lane«, og Rage Against The Machines nyeste udspil, »Renegades«, indeholder coverversioner af gamle protest-sange af bl.a. Bob Dylan, Rolling Stones og MC5.
Kernen i nu-metal er, at den repræsenterer hip-hop, den hårde elektroniske industrial og de nyeste strømninger fra de amerikanske ghetto- og gademiljøer, samtidig med at rødderne er dybt plantet i klassisk rock, punk, metal og grunge.
Nu-metal er dermed et rigtig 90’er-barn, der lancerer gammelt indhold i ny form: Heavy-genrens tunge klodser, punkens nihilisme, grungens navlebeskuelse, hip-hoppens forstadsslang, kort sagt storbyens rå og moderne toner.
Vigtigst for nu-metals økonomiske gennemslagskraft, og i sidste ende grunden til, at pladeselskaberne er varme på genren, er, at unge, hvide, købedygtige teenagere er hoppet på bølgen. Hip-hop’en, oprindeligt en subkultur blandt unge afroamerikanere, er i dag kolossalt udbredt takket være hvide forstadsamerikaneres lommepenge, og uden dem fandtes ikke en hvid rapper som Eminem.
Selv om man kan have nok så mange meninger om kæphøje attituder og guitarlir, har nu-metal skabt en form, hvor ingen stilart er hellig eller holdes uden for. Nu-metal er genreanarkister og synes, det er okay at rappe til massive guitarer, rytmesporet kan sagtens være programmerede trommer, og man kan snildt lade sig inspirere af hippie-koryfæer som Dylan og Stones eller sample en god poprille.
Der er altså fuldt fart på og gang i den for dem, der er til de heftige, guitarbårne rytmer. Men under overfladen findes samtidig en vrede og et ønske om at skabe egne rammer for den kommende tilværelse som voksen. Nu-metal sætter sin musik til rådighed for dem, som behøver luft for ungdommelige, ubestemte frustrationer.
Således er nu-metal-folkets oprør det samme, som rockrebeller siden 50’erne har sat toner til.
Det er et opråb, som er frisk, befriende og en nødvendig forudsætning for, at hver generation kan skabe sin egen identitet. Et opråb, som forældre ikke skal være skræmte af, for er der noget mere forstemmende, end når ungdommen uden sværdslag overtager forældrenes levemåde?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu