Læsetid: 5 min.

Happy Bobday

Den Grå Hal forvandlede sig i fem timer til Bob-(Dy)land
26. maj 2001

60 års dag
På min højre arm sidder et indgangsarmbånd fra Øksnehallen med teksten »Reboot. Revolutionen fortsætter.« På den venstre sidder der et stempel fra hyldestkoncerten »Forever Young – A Tribute To Bob Dylan«, der blev afholdt i Den grå hal i torsdags.
Da var det nemlig Bobs 60 års fødselsdag. På stemplet fra koncerten står der godt nok »No fucking nazis«, men det var »Forever Young«, der var arrangementets slogan. En titel, der på forhånd lød lidt besværgende på samme måde som de trængte dot.com’ers nødråb om den fortsatte revolution fra Øksnehallens IT-fest i onsdags.
Kan en revolution overhovedet fortsætte uden at holde op med at være en revolution? Kan nogen være Forever Young, og hvorfor skulle de egentlig det? Har Bob Dylan ikke altid været en gammel mand i en ung mands krop? Disse spørgsmål rumsterede i mit hoved, og med Reboot-festen sørgmuntre 90’er-nostalgi siddende i kroppen cyklede jeg derfor mod Christiania med blandede forventninger. I aftensolen sad christianitterne og så apatisk undrende på det folkefærd af gråsprængt velklædte ægtepar og læderjakkeklædte unge mænd, der bevægede sig mod Den Grå Hal.
Ingen af dem fra Reboot var der. Det var derimod 1.600 andre mennesker, hvoraf mange ikke hørte til blandt dem, der normalt frekventerer byens spille- og dansesteder. Der var både unge og gamle, tykke og tynde, men de havde én ting til fælles: de var glade. Det gjorde dem – som aftenens konferencier Klaus Lynggaard med det samme så det fra scenen – smukke. Og således lod jeg mine ængstelser falde for at give plads til ham der Bob, hvis vogn jeg aldrig rigtig er stået på. Om det skyldes den hættetrøjeklædte ryg, han vendte til mig og de øvrige festivalgængere på en møgkedelig Roskilde-optræden i 1990 eller bare min egen indskrænkethed, ved jeg ikke. Men nogle gange skal man have hjælp til at lukke musik op, og den bedste slags hjælp er smittende begejstring.

Nærmest lykkelig
Nu viste det sig, at der findes flere typer begejstring. Der er den vellagrede type, fyldt med historisk tyngde, som blev udvist af folk som Stig Møller og Peter Ingemann (»her kommer »Blowin’ in the Wind«, som vi spillede den på Strøget i 60’erne«), guitaristen Paul Banks i en skærende smuk udgave af »One Too Many Mornings« og den drenget-lykkelige Billy Cross, som lagde salen ned med »Like a Rolling Stone«, som han sidst havde spillet på scenen med Bob himself.
Mere overraskende var det måske, at den umiskendelige ærefrygt hos de gamle drenge på fornøjelig vis blev erstattet af en funky energi hos flere af de unge, og at det resulterede i en slags nyt liv til den Dylan, som ikke kun er sur og vred, men også – lod det til – sprængfyldt med overskud.
R&B-musikeren Abdullah S lignede selv en halvsur hiphopper og mente i øvrigt at der var lige lovligt mange ord at huske, og at der faktisk i aften var mange folk til stede, der skulle huske mange ord – hvilket vel også er en slags karakteristik.
Men da han gik ombord i »I Want You« var det med en så både kæk og lækker stil, at alt var ham tilgivet. En anden R&B-slikdreng, Mark Linn, og den unge og håbefulde Christian Woll demonstrerede også begge, hvor meget krudt i røven Dylan kan give, når man går ombord i ham med den rette gejst.
I den forbindelse vil jeg bede Dem prøve at forestille Dem, hvad der kommer ud af det, hvis man krydser Iggy Pop med Elvis Presley. Det var vi nogle, der fik et fingerpeg om, da Thomas Troelsen fra Superheroes fremførte »Just Like a Woman« fejende perfekt med håndkys og gåsehud.

Bob Brandt
»Nu håber jeg snart, der kommer nogen, vi kender,« sagde damerne ved siden af mig og kiggede op fra deres medbragte madpakker. Ind strøg Steffen Brandt, som altid med et smørret grin på læben og publikum i sin hule hånd og leverede en fordansket »Visions of Johanna« ved navn »Drømmen om Johanna«, der udløste tilråb som »SÅDAN skal det oversættes!«, men også fik Dylans ord til at lyde akkurat som Steffen Brandt – en effekt, der måske bare afslører, hvor meget Brandts ord er inspireret af Dylan. De få smuttere er det næsten ikke værd at omtale – T.S. Høeg havde fundet sin indre crooner frem, men bedes venligst lægge ham tilbage på hylden igen – for så var der sørme en helt tredje slags begejstring, som lukkede en helt anden Dylan ud i rummet end alle drengerøvene.
Den blev leveret af en samling unge sangerinder med helt uventet store stemmer, der vred og sukkede og summede sangene ud, så ikke et øje var tørt og dele af det mandlige publikum hylede som ulve. Det gjaldt Dictes version af »Ballad of a Thin Man«, Janine Nebles frækt uimponerede version af »One More Cup of Coffee« og Tina Dickows intense udgave af »Don’t Think Twice, It’s All Right«, der kun blev afbrudt af klapsalver undervejs.
Men ak – Dylans sange er nu engang ikke bare sange, men også grundige foredrag, og 30 af slagsen er meget rock på én aften for en urutineret poptøs. Så da Steen Jørgensen og Sune Wagner hen mod midnat stadig var på vej i en taxa fra Holbæk, og konferencieren måtte gribe til digtoplæsning og fødselsdagssang, begyndte benene at skrige om fred og fodbad.
Damerne gik hjem, det tyndede ud blandt det – for mindst en aften – foryngede publikum, og det var i noget nær sidste øjeblik, at Steen Jørgensen slentrede ind på scenen.
Fem timer havde vi holdt ud, og vi havde i den grad fortjent at få lov til at skrige med på »Everybody Must Get Stoned« i det fælles finalenummer, der næsten ikke lod sig forstyrre af, at den hyperveloplagte Ivan Pedersen var den eneste, der kunne teksten.
I nattemørket gled vi ubemærket gennem Pusher Street med en summen i kroppen, der føltes mere oplivende end besværgende. Måske er Bob alligevel en meget ung mand i en 60 år gammel krop.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her