Læsetid: 8 min.

Hils intetheden fra mig

Den svenske digter og litteraturkritiker, Anders Olsson, har skrevet et kæmpeværk om centralnerven i den modernistiske litteraturopfattelse: Intetheden
18. maj 2001

(2. sektion)

Modernisme
Intet, intethed, krise, tomhed, tilintetgørelse – kært barn har som bekendt mange navne. Nu har den svenske digter og litterat, Anders
Olsson, sat sig for at passe og pleje det i en monstrøs, vanvittig imponerende afhandling, Läsningar av Intet, hvis omfang og udseende på forhånd fremkalder ærefrygt. Man kommer straks i rette stemning.
På den anden side kan det næppe overraske nogen, at netop Anders Olsson skulle skrive en bog som denne. Gennem det meste af 1980’erne var han sammen med bl.a. Horace Engdahl og Stig Larsson redaktør på det nu hedengangne tidsskrift Kris – bemærk navnet – der var en slags poststrukturalistisk nabo til franskmændenes Tel Quel og det danske Poetik, og som endte med at blive et af Skandinaviens vigtigste tidsskrifter med grundige introduktioner til Paul Celan, Gunnar Björling og Friedrich Hölderlin for blot at nævne et par af de for mig mest uundværlige numre.
På egen hånd har Anders Olsson skrevet en håndfuld yderst asketiske, ’hvide’ digtsamlinger samt ikke mindst portrætbøger om Gunnar Ekelöf, Ekelöfs nej fra 1983, og Vilhelm Ekelund, Ekelunds hunger fra 1996. Bemærk atter de sigende titler.
Nu foreligger så over 400 sider om Intet, og man har svært ved ikke på forhånd at ophøje Anders Olssons hele virke til et sindbillede på svensk puritanisme og afsavnsdyrkelse. Men skønt fornemmelsen muligvis ikke er helt skæv, bliver man hurtigere – hvad skal man kalde det: klogere. For Läsningar av Intet er en undersøgelse af intethedens genealogi, hverken mere eller mindre, intethedens slæbespor fra den navngives i slutningen af 1700-tallet, til den forvandles til glad eller lalleglad nihilisme i slutningen af det 20. århundrede.

Hvor er intetheden?
At den nu kan betragtes, overvejes, kortlægges, er samtidig tegn på dens endeligt, for så snart Intet får navn, ophører det naturligvis med at eksistere. Heraf fornemmelsen af, at Läsningar av Intet er en afsked med intetheden, som vi kendte den. Den er dermed også en svanesang over modernismen som intethedsdigtning.
Anders Olsson indleder bogen med at understrege, at hans ærinde er at undersøge, hvad Intet som figur og ’glossery’ betyder, ikke hvad der er dets sprogform. Det er unægtelig en vigtig påpegning, for det viser, at hans opmærksomhed drejer væk fra den modernistiske forståelse og over mod en mere ontologisk: Intethedsfølelse er ikke i Olssons læsning en omstændighed ved sproget, en sprogkrise, det er en grundlæggende menneskelig erfaring, som man kan finde overalt og til alle tider.
Men hvis man nu ikke kan lokalisere den til sproget, er intethedsfølelsen så et træk ved verden eller ved den, der oplever verden? Heller ikke det er afgørligt, mener Olsson, og her er han ifølge mine bedste fornemmelser tilbage ved den modernistiske cirkelforståelse, som forklarer verdens lede med henvisning til jegets egen lede og jegets lede med henvisning til verdens.

Nihilisme og mystik
Alligevel antyder den tunge perlekæde af digtere og filosoffer, Olsson nærlæser i sin bog (Eckhart, Kierkegaard, Schopenhauer og Nietzsche, digterne Baudelaire, Mallarmé, Rilke, Stevens, Celan, de svenske romantikere Stagnelius og Almqvist og deres modernistiske fæller Södergran, Diktonius, Ekelöf, Tuominen, Vennberg og Trotzig), at de modernistiske hardcore-nihilister ikke har plads her. Forfattere som Beckett, Bernhard, Camus, Benn for blot at gribe først i alfabetet er demonstrativt fraværende, de passer ganske enkelt ikke til formålet, opdager man. Det formål nemlig at vise, hvordan Intet skiller sig i to dele: på den ene side en nihilisme, trakteret især af Nietzsche, på den anden side en mystik, som ofte er religiøst ladet, jævnfør Kierkegaard og Mester Eckhart.
Hovedærindet for Olsson er herefter at vise, hvordan et pendul svinger frem og tilbage mellem nihilisme og mystik: Nihilismen svarer på ødelæggelsen, viser ofte en vej ud af den ved at gestalte det destruktive, mens mystikken gerne er fuld af skepsis. Alligevel føler jeg mig ikke overbevist om, at Olsson rigtig tror eller vil tro på pendulbevægelsen. »Nihilisme er ikke synonymt med sækularisering,« betoner han således i forbindelse med Nietzsche, hos hvem han finder, at Intet er en »substitutiv figur«, der erstatter den døde Gud.
Det er en tendentiøs læsning, der strømmer gennem hele bogen. Mallarmés metafysiske krise beskrives f.eks. som en »mod-åbenbaring«: Som hos hovedparten af de senere modernister er intetheden for Mallarmé udtryk for et totalt sammenbrud i den idealistiske tænkning, men afgrunden under sammenbruddet følges af en »resakralisering«, som Olsson kalder det. »Guderne er styrtet, udelukkende for at den guddommelige poesi skal kunne fødes.«

Lad intetheden vare
Men hvis nihilismen ligegyldig hvad ender med at løbe over i mystisk ladning, dur bogens gennemgående pendulmetafor ikke, pendulet sidder fast i den ene side. Resultat: At intethedsfølelsen enten bliver religiøs, eftersom den blot skal tjene til bortkastelse af menneskelig egensindighed frem mod frelse og evigt liv. Eller også bliver den visionær som hos helten Ekelöf, hvis ’nej’ leder frem til en forløsende mening i Intet, som skaber menneskelig frihed og hvile, to ord for en svensk udgave af nirvana.
Spørgsmålet er – well: Mit spørgsmål er, hvorfor intethedsfølelsen overhovedet skal ende, er selve intetheden ikke lige præcis et emblem for retningsløshed, målløshed, hensigtsløshed? Og har vi så ikke først for alvor problemer, når intetheden hører op? Jeg mener: Er det ikke netop stilstanden, det at nå i mål, der er problemet? I mål når vi jo ikke mindst, når vi dør.
Meningsforskellen skyldes muligvis noget, der bor i intethedsfølelsen som en henholdsvis aktiv og passiv nihilisme i Olssons benævnelse. Den passive kommer til udtryk som melankoli, opgivelse, verdensforagt, depressivitet, mens den aktive ser intetheden i øjnene og gør mennesket til verdens midtpunkt, potenserer mennesket bl.a. ved hjælp af kunsten. Den første form, Schopenhauer-udgaven, fører til askese, den anden til dionysisk kraftdyrkelse som hos Nietzsche.

Ikke ud af intet
Det er i sig selv ikke nogen ny udlægning, men Olsson viser, hvordan de to forståelser traver side om side op gennem modernismen. Et par lynkorte eksempler: Hos symbolisterne finder man en helhedsmystik, der samler det sprængte ved hjælp af kunsten – heraf dyrkelsen af Poesien og Ånden, som hos f.eks. Rilke. Mallarmés symbolisme er som antydet beslægtet hermed, men hos ham er Intet ikke en forestilling, men en ganske konkret, sproglig iboenhed. Hos den senere Paul Celan finder man en tilsvarende sproglig betoning, men her som en tiltro til sproget, en tro på at det kan skabe en ny verden efter tilintetgørelsen, efter jødeudryddelsen. Celan forstår selve den sproglige kraft som netop det, der svarer destruktionen.
Både Mallarmé og Celan tænker intethed og sprog sammen – jævnfør den førstes poetik Versets krise – og peger dermed på, at nihilismen kommer af et sprogproblem, det forhold nemlig at sproget har svært ved at henvise til en ydre virkelighed, svært ved at kommunikere og ved at holde sammen på sig selv, alle de ting der brat går op for Mallarmé, men som Anders Olsson ignorerer for at kunne dyrke sin ontologiske interesse.
Det sidste undrer mig. I mine øjne er det interessante netop, hvordan modernisterne forsøger at løse sprogproblemet ved at selvstændiggøre sproget (f.eks. ved at fremhæve sprogets musikalitet), ved at gestalte sammenbruddet (f.eks. ved hjælp af absurdisme og forvrængning), ved at figurere opløsningen (f.eks. ved hjælp af collagen).
De ting kommer jo ikke – jeg havde nær sagt: Ud af intet. Intet kommer også ud af dem.
Undrer mig gør jeg også over, at det af alle præcis er Paul Celan, der skal synge bogen af og vinke farvel til nihilismen i moderne tid. En ting er, at også Celan bliver fortolket som en katastrofens digter, der samtidig påberåber sig »en dybere mystisk tradition bag ved destruktionen.« Dén udlægning er ganske enkelt bogens omkvæd, som vi har set. Noget andet er, at Celan næppe er den rette til at pege ud af den moderne nihilisme. Hans digte er fulde af »det negatives patos«, overalt i hans værk forvandles ydre elementer til indre stemninger, digtenes jeg tager lidelsen på sig, altopofrende, ligesom digteren selv (Celan begik selvmord).
Udsigtsløsheden hos Celan forekommer med andre ord uforenelig med håndsrækningen mod det postmoderne i bogens epilog: »Hvem tror længere på det absolutte subjekt, historiens mening eller det evige liv?« Dén tråd får til gengæld lov at ligge og flyde på gulvet. Det kunne skyldes, at Läsningar av Intet alligevel ikke først og fremmest er en afsked med den moderne intethedstænkning, men snarere en hyldest til den.

En naturlig ordfører
Fornemmelsen understreges af, at der i Olssons egen kongerække af intethedsdigtere forekommer langt naturligere ordførere end Celan for en endelig afsked med den idealistiske tænkning. Mit valg ville falde på Wallace Stevens, også selv om han har sine kvababbelser med at slippe fri af symbolismens poesidyrkelse. Men hos Stevens findes ingen bagvedtænkning, det gælder for ham om at nå frem til virkeligheden »in its first idea«, hvad der i sig selv peger væk fra både Mallarmés idealiserede renhed og Ekelöfs buddhistiske sværmeri. Olsson noterer da også, at virkeligheden for Stevens er en »udforskning og bestandig nyskabelse«, og at han gennem sin legende eksperimenteren »forvandler ontologien til fiktion«.
Stevens’ fantastiske digt, »The Snow Man« (eller: this no man, denne ’nejsiger’ som Olsson ekelöfsk oversætter det, i stedet for: denne ingen), indledes med ordene: »One must have a mind of winter.« Og det er lige præcis dette vintersind, der kunne være et bud på en ikke-moderne intethedsfølelse, et sind uden illusion og dermed uden desillusion, et sind der ser tingene, som de ser sig selv, et sind der er en del af tingene som de nu er. Et sind der ikke bekymrer sig om en anden væren eller en anden verden. Et sind som bare er til stede, mens f.eks. vinden blæser
for den lyttende, der lytter
i sneen
og – selv intet – ser
intet der ikke er der og det intet
der er
som det hedder i en oversættelse af Poul Borum, en af de andre snemænd.

*Anders Olsson: Läsningar av Intet. 457 s., 353 sv. kr. Albert Bonniers Förlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu