Læsetid: 9 min.

Horebrille tilrådelig

Per Højholts øre-roman vælter sin læser af, men triumferer suverænt og paradoksalt som kunst
18. maj 2001

Anmeldelse
Har man blot én gang i sit liv prøvet en mellemørebetændelses pinsler, kender man fornemmelsen af ligesom at spærres inde i sin egen hjerne. Det er ikke en tilstand, vi går rundt og opsøger aktivt, men visse af verdenslitteraturens betydeligste frembringelser har den som en væsentlig del af deres formål. Man kan blot nævne Laurence Sternes grotesk-parodiske Tristram Shandy og James Joyces muntert rablende Finnegans Wake, så véd vi, hvad vi har med at gøre: de store æstetiske sabotager, der på den ene side udsætter litteraturen for nedbrydende kritik og dog på den anden side hævder, at digtekunsten er mulig midt i al sin umulighed, ja, at den endda er menneskeligt nødvendig. Dagens nye bog hører hjemme i samme tradition.

Indbygget brille
I en af sine mindre tekster, ’Mellem ørerne’ (PRAKSIS, 1: Revolver, 1977) leger Per Højholt med den tanke, at man ved at gøre sig lille og tilstrækkelig dum måske kan blive ét med naturen. Digtet, der underfundigt parodierer Tom Kristensens ’Græs’, konkluderer, at projektet er umuligt, eftersom mennesket én gang for alle er henvist til at eksistere uden for naturen: »Der er ingen forskel mellem forskellene«.
Drømmen om at opgå i altet udgør blot endnu én af de utallige metaforer ved hvilke vi lukker os ude derfra. Sproget hænger mellem os og verden som en fra fødslen indbygget brille, eller en universel hymen, som vi først gennembryder i døden.

Læses mellem ørerne
Højholts livsværk Auricula, det gennem årtier myteomspundne, utålmodigt ventede monstrum af en mammutroman, drøfter den menneskelige natur, udspiller sig langs sprogets jomfruhinde og læses i bogstaveligste forstand mellem ørerne, idet forside og bagside prydes af to lyserøde lyttende, intimt u-forbundne organer.
Det er i dette fortættede interval, at der skal tilegnes og tænkes, og lad det med det samme være sagt, at opgaven stiller krav. Meget skal man høre, før ørerne falder af, men mangen entusiastisk læser vil utvivlsomt føle sig ’væltet af’, inden han eller hun når halvvejs igennem. Nedenstående beskrivelse må derfor i første omgang forme sig som en indførende karakteristik, som efterhånden glider over i en vurdering af bogens betydning. Talentet og formatet står ikke til diskussion.

Produkt af stilhed
Som det efterhånden vil være offentligheden bekendt, tager værket sit udgangspunkt i en skrøne: At der den 7. september 1915 kl. 16.09 indtraf et øjebliks stilhed, der omfattede Vesteuropa og landene fra Baltikum i nord til Balkan i syd.
»Alle europæiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak,« og de samlejer, hvorunder milliarder af sædceller i det tyste sekund sloges om langt færre æg i et beskedent antal kvinder, og hvorunder de elskende mere end ellers oplevede at høre sig selv, afsatte foruden fostre også et vist antal løse enkeltører, idet en mental afstødning af den høresans, som der logisk nok ikke var brug for, overførtes til den ivrigt vandrende sæd.
Ørerne fødtes i juni det følgende år sammen med børnene og påbegyndte omgående vandringer gennem det ganske kontinent, især dog til Gibraltar og til Danmark, alle selskabeligt anlagt, og meget sensuelle, »med en parringstrang så umættelig at den søger sit sidestykke i den menneskelige natur.«
En læser, der har set ører parre sig i flæng eller til nød onanere, har et betragteligt forspring frem for os andre, som er henvist til at bruge vor fantasi. Denne stimuleres til gengæld rigeligt af forfatterens skrivemåde. Den er nemlig i lighed med øret spirallignende, labyrintisk, afventende og opmærksom. Klassisk autoritativ i tonefaldet, ved perioder, som med langthenåndende elegance fortsætter helt op i halve sider, og ved underafsnit, der uden linjebrud kan strække sig over mere end 40 opslag, har bogen mest af alt lighed med en ældre knastør akademisk afhandling, men teksten formår ikke desto mindre ofte at overraske og underholde, uforudsigelig som den er.
Når Højholt eksempelvis bruger gloser som ’naturligvis’ og ’fordi’, signaleres en sammenhængende logisk struktur; men i detaljen imploderer sproget til anekdote og sjofert.
Stilen udgør en sproglig maske, bag hvilken det uhyrlige, det, som unddrager sig sproget, eller som vi i hvert fald ikke er vant til at se artikuleret, momentant lader sig hente ind under tankens og de sammenlignende billeddannelsers rækkevidde.

Med tungen i kinden
Handlingsgangen, som det vil være halsløs gerning at referere, eftersom ekskurser og digressioner ustandselig bryder hovedsporet og efterlader den mistanke, at de og ikke den har været vigtigst, har som sine hovedstationer de lokaliteter, hvor ørerne samles og kopulerer, og de avantgardekunstnere, hvis virke de overhører og til dels øver indflydelse på.
Vi kommer til Spanien, Holland, Sverige og Norge, inden værket i anden del originalt parrer de flaprende, konstant knaldende ører med ånder i europæisk åndslivs eksperimenterende yderzoner, såsom Kafka, Joyce, Joseph Conrad, Lawrence, Virginia Woolf, Eliot, Pound og Apollinaire.
Udførlige, anekdotespækkede afsnit følger Erik Satie på vej ned i tonernes minimalisme og den i Paris bosatte, rumænsk fødte billedhugger Brancusi ind i organiske imitationer af kroppens rene former.
Hele tredje del beretter, atter med behørig skriden langt udad til siderne, om Marcel Duchamp, hvis sabotager mod kunsten som institution og værket som aura-omgivet unikum ifølge Højholts tålmodige tungen-i-kinden-beretning fandt sted ved hjælp af interesserede ører eller i hvert fald med disse som blafrende medvidere.
Fjerde del er helliget en minutiøs gennemgang af ørernes biologi og psykologi, herunder deres døvhed over for al metafysik; men da den ellers veloplagte fortællerstemme i femte afsnit akkurat har taget fat på beskrivelsen af de danske ører, brydes der af, brat.

Ufuldendt, heldigvis
Det kan man godt forstå, selv om der i Auricula er meget, kun få vil forstå. Værket må nødvendigvis ende, før end det har nået en slutning, alene af den grund, at havde bogen holdt op på harmonisk vis, og havde den kunnet gå op i en spids, der mimede et centralperspektiv, så ville dét have fristet én til at tro, at bogen som sådan var mulig. Denne massive, maniske, monstrøse, megalomane, monotone, megafonisk mærkværdige moppedreng måtte for sin egen og forfatterens og læserens skyld forblive ufærdig midt i sin færdighed, et anskueligt imperfektiv, virkeligt som et manifest for så vidt som det jo nu foreligger, og dog umuligt at realisere, og umuligt at relatere til en omgivende verden, som det imidlertid netop i kraft af sin åbenhed bliver i stand til uophørligt at kommentere.
Komplettere verden i en sløjfe vil og må og kan værket ikke. Og bør det åbenbart heller ikke, efter forfatterens mening, som anes i følgende passage: Fra regler om at intet i denne verden er fuldkomment, må ørerne uden undtagelse undtage sig selv. Eller som en gruppe nødstedte ører i Venedig udtrykte det i løbet af september 1917: »Vi må gå ud fra, at når vi kan anse os selv for at være fuldkomne udsagn om tilværelsen, skyldes det, at vi mangler organer, der kan overbevise os om det modsatte.«
Læseren er afskåret fra at kontrollere, om denne erklæring, også fra ørernes side, var ironisk ment. I dette som i så meget andet må man stole på fortællerstemmens (konsekvent vakkelvorne!) autoritet. Ingen eller kun få har jo med egne øjne set de vandrende højholtske ører. Dette kræver nemlig, 1) at man besidder sin usvækkede legemslugt, 2) at de ting, man foretager sig, umiddelbart inden de ses, er uden indbyrdes sammenhæng, 3) at man ikke på nogen måde tilkendegiver, at man opfatter dem som individer, 4) at man ikke under mødet blasfemisk rører ved sine egne ører og derved risikerer at gøre løsørerne aggressive, og 5) at man ikke ved erektion, blottelse af bryster eller intime gebærder med ørerne viser, at man føler sig opstemt ved synet af dem.
Der findes en sjette forholdsregel, men da man ikke ville kunne undlade at overtræde den, hvis man kendte den, udelader romanen den – og overlader derved suverænt sin hemmelighed til: sig selv.

Ny læser-bevidsthed
I det 20. århundredes Europa har ørerne som utilsigtede biprodukter ved det menneskelige samleje fristet en tilværelse, som i mangt og meget kan ligne immigrantens: »dårlig plads, kamp for de mest elementære goder, ustandselige krav om tilpasning og uvished om fremtiden«. Følgelig har de skjult sig på afsides steder, i lokale blindgyder såsom toiletter, museer, gavlrum, kældre og i højtsiddende inskriptioner.
Derinde og deroppe har de siden 1916 fungeret som læsere, idet vi må forstå, at læsning, fortæring og parring for ørernes vedkommende ikke lader sig adskille, og idet vi må affinde os med, at deres forståelse, eftersom de ikke evner at erindre, forbliver rytmisk og primitiv, ukendt i sin art for den humane læser, hvis aktivitets sædvanlige produkt, de manifeste betydninger, ørerne skubber til side som affald.

Bliver næppe folkeje
Det pudsige er nu, at ørernes måde at læse på langs hen ad vejen forplanter sig til læseren. For hvis man under tilegnelsen af Auricula fortumlet standser op og spørger sig selv: Hvad har jeg egentlig hørt eller set? så forsvinder faktisk bogen mellem fingrene og ørerne på én. Læseoplevelsen skrider frem som en stadig hurtigere, vildere flugt gennem syntaksen, der dog hele tiden bremses, så snart man begynder at tænke. På samme gang tumultuarisk opspeedet og opslidende sendrægtig indstifter romanen, hvad der uvægerlig må føles og efterlods reflekteres som en ny form for bevidsthed.
Man læser, når det kommer til stykket, bogen lige langsomt, hvad enten man læser den højt eller stille, ja, højtlæsning kan ligefrem varmt anbefales, efterdi den tvinger hver læsende til at gennemstrukturere hver periode rytmisk og tonalt og samtidig under samværets blik driver én til med stille hovedrysten at konstatere, at dette i én elegant suppedas er indlysende genialt, glinsende genitalt og enerverende hundesvært at forstå.
Skønt Højholts roman helt oplagt er af verdenslitterært format, vil den næppe blive fælles folkeeje, dertil er den for stejl i sin adgangsformening. Dens betydning og væsentligste bedrift består i, at den strækker sproget, udvider dets muligheder. Som Sternes Tristram Shandy, Joyces Ulysses og Jorge Luis Borges’ noveller – stolte forgængere, der alle får hilsener undervejs – oprejser værket sin egen standard, sætter det selv sin norm, udkaster det selv sit krav, kravet om en litteratur, som inkluderer ironien i alvoren og omvendt, sammenbringer det lave og det høje, fastholder det nære naboskab af filosofi og fekundik, abstraktion og liderlighed.

Kritik af avantgarden
Man konstaterer overvældet, at litteratur altså også kan bruges til sin egen kunstfærdige destruktion, og man noterer sig samtidig, at dette hos Højholt sker, uden at han forfalder til de billige løsninger, der kendes fra den historiske avantgarde.
Hans ambition har været dén høje i sproget at eftergøre de radikale overskridelser, som Satie foretog inden for musikken og Duchamp i sine readymades, men uden som de to at gøre værkets effekt afhængig af anekdoter om dets åh-så-excentriske ophavsmand, hvad der jo ville have betydet at livet, i en ny, ganske vist parodisk realisme, blev gjort til kunstens kriterium.
Den slags tilbagefald modarbejdes her ved en skrivemåde, hvori de mange forskellige tilskyndelser, der farer gennem digterens hoved, finder sammen i et fælles nederlag, der overgår deres sum, og på den forundrede læser ganske vist virker som en opslidende provokation, men alligevel vil stille ham eller hende frit.
Betragtet gennem gængse litterære briller ligner stilen og hele projektet en dødfødt uladsiggørlighed, og man kan lige så godt på forhånd opgive al snak om publikumsmålgrupper eller en indskreven forudsat læser.
Det mindste man kan gøre, er at få horebrillen frem og glæde sig over, at man forstår dansk og derved sættes i stand til om så blot periodevis og rudimentært at udgøre den læser, en bog som denne alligevel aldrig får.
Auricula bærer i sine sammenføjende led et vist præg af at være konciperet årtier tilbage i tiden, da den nyere kvindebevægelse og den dermed forbundne politiske æstetik nok kunne friste en mandlig forfatter til at drømme om tekster med mange frække ord i, og da strukturalismens drømme om den altomfattende tekstteori nok kunne friste digtere til forsøgsvis at tilvirke tekster, der i henseende til hårdt bagte erkendelser overgik videnskabens.
Denne forsinkelse til trods fremstår værket dog som epokegørende og fornyende, i og med at det tilføjer kunsten en af disse forfriskende indsprøjtninger, der måske kan holde den oven senge eller ligefrem gøre den levedygtig på ny.

*Per Højholt: Auricula. Roman. 368 s. Kr. 295,00. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her