Læsetid: 6 min.

Hvaler under skoven

Dybt under agerjord og skove i Sønderjylland gemmer der sig fossiler fra gamle hvaler. De er nu blevet gravet op og udstillet og fortæller os en god historie om hvalernes udvikling i og omkring Nordsøen
28. maj 2001

Hvaler
Verdenslitteraturens store dyr Moby Dick var en gigantisk, hvid kaskelothval, som Akab, kaptajn på skibet Pequod, forfulgte i had og hævngerrighed for dens lemlæstelse af hans ene ben. Man har villet se allegorier i fortællingen. For ikke længe siden samlede Nathaniel Philbrick i Nantucket historiske belæg for Melvilles roman og udgav den fascinerende bog In the Heart of the Sea.
Melvilles personlige virkelighed var, ud over begivenhederne han selv oplevede med intens følsomhed og erindringsevne, en egalitær ansvarsfølelse og respekt for hvalerne såvel som for menneskene, der jagede dem for at leve. Samfundet havde brug for hvalolien. Som en af det unge Amerikas store humanister skrev han dybt betaget af havets leviathaner.
Det sker, at store kaskelotter og bardehvaler strander på Jyllands vestkyst. De er kommet på afveje ind i Nordsøens farlige, flade vande på deres færd mellem de kolde og de varme verdenshave, hvor deres rigtige rute ville have været vest om De britiske Øer. Gode mennesker kan intet gøre for de hjælpeløse kæmper på sandbankerne, måske andet end medfølende at dræbe dem hurtigt, så de ikke lider overophedningens og kvælningens smerter og angst.
Nordsøens kystnære fladvande har altid været strandingspladser for hvaler – ’altid’ vil i denne sammenhæng sige: så længe der har været hvaler i Nordsøen.
De tidligste hvaler levede ikke her. De udvikledes fra landdyr for godt 50 millioner år siden i en sydvestlig del af det daværende Asien og begyndte deres marine liv i Tethyshavet. Dette hav strakte sig som et langt middelhav rundt om det meste af jorden mellem de nordlige og de sydlige kontinenter. I begyndelsen holdt ’gammelhvalerne’, archaeoceterne, sig i nærheden af det varme Tethyshavs kyster, men i løbet af kort tid geologisk set tilpassede nye hvalarter sig dybt vand i og uden for Tethys.

Landdyr i havet
Der er ingen fund af fossile hvalknogler fra de velkendte danske havaflejringer fra Eocæn, den geologiske tidsalder, da archaeoceterne blev til og bredte sig helt til Antarktis og til Englands sydkyst i have, der var varmere end nutidens. Fra den følgende køligere tidsalder, Oligocæn, kendes derimod flere fossiler af tidlige tandhvaler fra mørke lerbjergarter i Nord- og Østjylland. De levede for 25 millioner år siden.
Under agerjord og skove i Sønderjylland ligger der endnu yngre lerlag fra Nordsøen, som i Sen Miocæn dækkede denne del af det nuværende Danmark. Her blev det fem-seks millioner år gamle ler brugt lokalt gennem generationer til teglbrænding, bl.a. ved byen Gram midt i landsdelen.
Dengang tog man det ikke så nøje med rensningen af leret til mursten, så i Gram Slots mure sidder der små fossiler i stenene, som vidner om den sent miocæne Nordsøs liv. De store fossiler i leret blev sorteret fra. Det er de opmærksomme teglværksarbejdere, vi kan takke for kendskabet til Gram-lerets forstenede hvalknogler.

Mange hvalfossiler
Mange hvalkroppe må være strandet eller sunket ned som kadavre på den sent miocæne bund, hvor de blev indlejret. Det er heldigt, at lerets kemiske reaktioner har bevirket en forstening af knoglerne, som under andre geokemiske forhold kunne være gået i opløsning. Fra teglværksgraven er der reddet værdifulde dele af mindst 17 uddøde barde- og tandhvaler samt rester af mange andre dyr og planter.
De fleste af hvalfossilerne repræsenterer små bardehvaler. Hos de mindste, nulevende bardehvaler, vågehvalerne, er hovedet hos et udvokset dyr godt en halv meter langt. Et kranium fra Gram-leret er omkring en meter langt, andre er noget længere, og de er efter knoglerne at dømme fra voksne hvaler. De tilhører cetothererne, en uddød arts- og slægtsrig gruppe af små, arkaiske bardehvaler.
Hvad angår barder og ’ører’ eller høreorganer – der hos hvaler er særligt specialiserede i forbindelse med livet i vand – synes Gram-hvalerne avancerede, mens deres hoved som helhed virker ’tungt’ og ’gammeldags’. Gennem hvalernes udviklingshistorie er der sket en såkaldt teleskopering af kraniets knogler, hvorunder de forreste bredte sig bagud og de bageste forud, så at ansigtets og nakkens knogler nu når hinanden oven på hovedet. Issebenene er trængt ud til siden. Dette skete parallelt, men på hver sin måde, hos barde- og tandhvalerne.
Hos cetothererne var teleskoperingen mindre fremskreden end hos nutidens bardehvaler; og de synes at have ’eksperimenteret’ med funktionen af den bageste del af mundhulen eller svælget. Her markerer enorme muskelfæster på kraniets underside sandsynligvis et ’klodset’ muskelapparat til styring af luftrøret med strubehovedet. Dette skulle tillade fri passage af store mængder luft mellem næsegangene og lungerne til ånding og lydfrembringelse og måtte sikres imod vand, når hvalen åbnede munden og spiste.

En økologisk lomme
Er tolkningen af svælgets struktur rigtig, var cetothererne sandsynligvis ikke i stand til at åbne munden bredt om kolossale vandmængder med krill eller småfisk på samme måde som finhvalerne. Dette støttes af kæbeleddets form hos de undersøgte fossiler. De mestrede næppe heller nogen særlig grad af dykning og var efter alt at dømme uegnede til oceanisk liv. Cetothererne synes at have levet fortrinsvis i nærheden af kysterne med øer og flodmundinger, hvor der var rigeligt med fiskeyngel, svømmende krebsdyr og andet småt og talrigt, og hvor de kunne søge læ under barske vejrforhold. Gram-lerets hvalfauna – om man må kalde den en fauna, når den tidsmæssigt strakte sig over mange hundredtusinde år – var særegen ikke alene sammenlignet med nutidens hvalfaunaer, men også sammenlignet med dens samtids hvaler. Nogle millioner år tidligere var større bardehvaler nært beslægtet med nutidens vågehvaler, sejhvaler og andre finhvaler begyndt at vise sig i havene.
Globalt set var Sen Miocæn den første epoke i de moderne tand- og bardehvalers æra. Når flere af Gram-lerets hvaler alligevel er små, ’gammeldags’ bardehvaler, kan datidens indre Nordsø betragtes som en økologisk lomme, hvor cetothererne endnu levede, som de plejede. Imens blev de moderne bardehvaler stadig større og mere raffinerede i struktur og levevis ude i verdenshavene.

Rovdyr overtager
Fra den efterfølgende Pliocæntid kendes kun en enkelt slægt af cetotherer, derpå uddøde de. Det var dog ikke de store bardehvaler, der udkonkurrerede cetothererne. Der er mere grund til at tro, at de bukkede under for de ny tandhvaler, delfiniderne, der er opfindsomme, aggressive og effektive rovdyr.
Spækhuggeren er det største, nulevende medlem af delfinfamilien. Det er velkendt, at intelligente dyr er opmærksomme og kan irriteres over andre, over for hvem de hævder deres ’påståede’ rettigheder med stor nidkærhed. De gamle tandhvaler, squalodonterne, var efter tandsættet at dømme nok grådige, men deres hjerne var moderat af størrelse.
De ekkolokaliserede ved lydudsendelse, men havde måske ingen social organisation. Små, enligtgående, kystnære bardehvaler omgivet af moderne, sultne tandhvaler, der samarbejder og kan ’se’ i mørke ved hjælp af lyd, tegner scenen for et meget sørgeligt skuespil.
For at tage vare på en så enestående kulturskat som Gram-lerets hvaler og øvrige fossiler oprettedes for 25 år siden et palæontologisk museum, Midtsønderjyllands Museum, der fik til huse på Gram Slot. Afhængigt af den finansielle situation gennem årene har museet iværksat den nødvendige og meget krævende præparation og en videnskabelig bearbejdelse af fossilerne.
Midtsønderjyllands Museum fejrer sit 25 års jubilæum den 29. maj med en udstilling af hvalfossilerne på Gram Slot. Med undtagelse af enkelte stykker, der udtages efter nogle få uger til fortsat bearbejdelse, vil udstillingen vare indtil den 18. november. Det er en god lejlighed for publikum til at stifte bekendtskab med dem Ding an sich og lade sig inspirere af en forskning, der vil berige menneskene med dybere indsigt og kærlighed til livet.

*N. Philbrick, 2000. In the Heart of the Sea. The Epic True Story that Inspired Moby Dick. HarperCollinsPublishers. Paperback edition, 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu