Læsetid: 3 min.

Jazz for øjet

Arnoldi kan det dér med at lade billeder og ord inklinere for hinanden, så der opstår en poetisk merværdi
12. maj 2001

Udstilling
Per Arnoldi er jo en institution i dansk kunst og design. Han er en skikkelse, der aldrig har holdt sin kritik af tingenes tilstand tilbage. Han ejer en ligefremhed, et intellektuelt overskud og en energi, der hører til de sjældne. Hans begavelse ligger i, at han gør billeder til sprog og sprog til billeder. Som sådan er han i høj grad en kommunikerende kunstner. Dansk kunstliv ville ganske enkelt være meget fattigere uden ham.
Han evner at opfinde velfungerende logoer, at skabe signaler med visuel punch, på dét punkt er han både genial og international. Men lad det være sagt med det samme: Kunstneren, der den 25. maj fylder 60, er og bliver mest interessant som designer, grafiker og kommentator. Hans uforlignelige, tretonale plakatkunst er jazz for øjet, der danser af glæde ved mødet med hans visuelle leg i den Mondrianske treklang blå, gul og rød. De danske byer, DSB, jazzfestivals, foreningsjubilæer, mærkedage- og sager har gennem over tre årtier nydt godt af hans sprudlende talent for at frame begreber – også de mere komplekse – og gøre dem visuelt tilgængelige og intuitivt begribelige i den stramme, knappe, men fødte, poetiske form, der kendetegner dem. En stramhed, der – når den overføres til lærredet – er knap så inciterende, lidt begivenhedsløs og mindre sanselig; men som imidlertid i de mange grafiske arbejder, især også i træsnittene, som kan ses på den store udstilling i Sophienholm, får ben at gå på. Udstillingen omfatter tillige Arnoldis dekorerede krukker og skitser til krukker, skabt i de senere år i et samarbejde med Kähler keramik i Næstved. De mangler også liv, de er efter min mening for stringente som modernistiske og tørre aftapninger af den bedste skønvirke krukke-kunst. Og så gives der enkelte prøver på Arnoldis skulpturkunst, der til gengæld er stram og sprudlende på én og samme tid.

Inspiration i montrer
Men udstillingen, der for nogle måneder siden i tilnærmelsesvis samme skikkelse blev vist i Brandts Klædefabrik i Odense, hitter med montrer, fyldt med allehånde inspirationskilder, som Arnoldi gennem årene har hentet næring fra: Bøger, plakater, billeder fra det 20. århundredes kunst- og kulturhistorie. Fra Bauhaus-design til malere, der oplagt har inspireret Arnoldi som Pablo Picasso, Albert Mertz, Piet Mondrian, Gerhard Richter, til jazz-musikere og forfattere som Scott Fitzgerald og Hemingway. Og sidst, men ikke mindst, moderne dansk, for er der noget, Arnoldi er, så er det modernist. Han prædiker ligefrem, efter eget udsagn, modernismens budskaber, når han foredrager.
Om inspirationskilderne forklarer han i et interview med Mikael Wievel i det underholdende katalog (der dog savner biografika), at inspiration er en meget kompleks ting: »...det er jo et bånd, der kører, dag og nat, for fuld manisk hastighed gennem bevidstheden og over og under, med alle de bits and pieces man har samlet op gennem et langt livs nysgerrighed. I artikulationsprocessen kæmper man vel mest for et split-sekund, at stoppe og tappe båndet for billeder med mening..« Arnoldi har så forsøgt at vise, hvorfra en del af hans bagage stammer. I montrerne ligger henved et par hundrede opslag.

Enmands verdensfirma
Per Arnoldi er den eneste ansatte i verdensfirmaet Arnoldi, der har vundet priser og fået opgaver i hele verden. P.t. arbejder han i 12 lande. En af de meget store opgaver var farvesætningen af rigsdagsbygningen i Berlin, der ikke er så let at få adgang til. Derfor ville det have været hensigtsmæssigt med nogle (flere) dokumenterende fotografier på udstillingen eller i kataloget, end det sølle ene, der er. Han siger selv, at han nu har fundet en fabelagtig »dansepartner« i den britiske arkitekt Norman Fosters tegnestue. Den er i stand til at absorbere hans energi, der ellers kan blæse huse omkuld.
Udstillingstitlen Uorden er et paradoks, når man betænker Arnoldis stramme og rensede billedsprog. Men den hidrører fra den visuelle ’støj’, der kæmper sig vej til de malede lærreder og de mange, brogede inspirationskilder, som spiller med.
Arnoldi er antiautoritær, men på en anden måde end tressernes unge, som han var ung med. Han kalder tressernes opbrud fra normerne for en vammel institutionaliseret imitation af friheden og han foretrækker benhårde, disciplinerede miljøer og rammer, som han kan boltre sig helt egenrådigt i. Og sådan er hans billedverden jo også. Den spræller af liv, men er artikuleret stramt og koloristisk meget begrænset.

*Per Arnoldi: Uorden. Sophienholm, Nybrovej 401, Lyngby. Ti.-sø. 11-18. Til 17. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her