Læsetid: 2 min.

En kirke uden rekvisitter

Der kommer en dag, hvor vi får besked. Men indtil da må vi leve med livets gådefuldhed, siger Cronhammar, Laugesen og Lemmerz med deres 121 kvm svævende stenværk
9. maj 2001

Ny udstilling
Den er svanger med hemmelighedsfulde betroelser, der står »skrevet« med omvendt blindskrift i negativ i den sorte, afrikanske granit, så end ikke en blind ville være i stand til at tyde dem.
Disse meddelelser, som er undfanget af digteren Peter Laugesen – den eneste her på jord, der kender deres hemmelighed – er hugget ned i stenen og overlader det til betragteren at associere videre på, hvad det handler om. Man kan – hvis man åbner sindet – komme til at møde sig selv i en samtale om hele livets mening i konfrontationen med dette værk. Nordjyllands Kunstmuseum har gjort det igen: Man har talt hele den socialdemokratiske, nordjydske virkelighed midt imod og har vovet springet til den tavse kunst, den kunst, der ikke larmer, ikke tivoliserer, ikke fornærmer, provokerer eller chokerer. Igen har man renset to store rum for kunst og al unødig, visuel støj, så kun de hvide marmorfliser er tilbage under de høje lofter med ovenlys. Hvis et værk skal klare sig her, så skal det være et stærkt værk. Og det er det, værket Title, som er svævet ind i rummet og er landet her i et stykke tid.

Teaterkikkert i brug
At gå ind i dette kunstens rum er som at betræde en stor, hellig hal – en kirke uden rekvisitter. Værket er fuldstændig kvadratisk og består af 9 x 9 elementer à 121 cm. Det er placeret som en rombe, der kiler sig ind i rummet med en geometrisk vridning. Det hælder ganske lidt – fra 7-4 cm fra vest mod øst, således at solens stråler rammer den østlige spids først. Øst for Mekka, Paradis, morgen. Øst for begyndelse, fødsel og forår. Hele værket spejler sine omgivelser, det er så blankpoleret i overfladen, at det synes som en vandkunst med et ganske tynd lag vand på den sorte overflade. Stenkvadraten sætter tanker i gang.
Er det livet, døden, kærligheden? Værket vil gerne kommunikere med os som stenmonolitten i Kubricks Rumrejsen år 2001. Man fortæller Deres udsendte, at der har været en gæst med en teaterkikkert, som har forsøgt at afkode meddelelserne.
En seende, der kan blindskrift. Men det er jo næsten umuligt, da skriften er omvendt, og der ingen afstand er mellem ordene. Umiddelbart kan stenene give associationer til gravsten i et helt andet virkelighedsregister. Men hvem skal og kan læse disse betroelser? spørger gæsten sig selv.
Stenene bør komme ud at ligge på græsset. Det er dér de efter min mening hører hjemme. Her kommunikerer de bedre og pejler og spejler naturen, for inde i museets hvide kube, bliver rombeformens forløb brutalt brudt af en skillevæg. Udenfor kan meddelelserne aflæses fra oven. Nordjyllands Kunstmuseum har købt værket, og man håber, at de vil gøre det, altså placere det udenfor. Fra skyernes højde eller det, der ligger over dem, skal meddelelserne kunne læses. Det er langsom kunst, tyst kunst, og der hviskes ligesom ved graven, for hvornår ser vi sådanne sorte, polerede sten, når det ikke lige er på kirkegårdene?

*Ingvar Cronhammar, Peter Laugesen og Christian Lemmerz: Title. Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg. Ti.-sø. 10-17. Til 27. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu