Læsetid: 3 min.

Kitsch og kliché

Peter Schaufuss har ingen lødig historie at fortælle om H.C. Andersen, hverken som kunstner eller som menneske. Der mangler stringens i hans fortælling
3. maj 2001

Ballet
Det er til hver en tid svimlende farligt at give sig i kast med H.C. Andersen: Det kræver et rent sind og kunstnerisk originalitet af højeste kaliber. Niels Larsen Stevns har givet den fineste fortolkning af det eventyr uden digtning, som Andersens liv var i sine fresker i museet i Odense - og akvarellerne, der gik forud for den store udsmykning. To fuldkomment originale kunstnere som Line Krogh og Sorella Englund har tolket Historien om en Moder, så man slet ikke tænkte, at teksten led overlast men blev bevæget i sit inderste.
De allerfleste forliser dog, når de forgriber sig på H.C. Andersen – og Peter Schaufuss er blot én i en lang række. Tirsdag vistes hans ballet i Tivoli, der engang i tiden inspirerede digteren, men det blev ikke nogen behagelig oplevelse. Man ville ellers gerne se Schaufuss udvikle sig som koreograf, men han synes at have toppet med sin Tjajkovskij-trilogi, da han i sin tid var balletmester i Berlin.

Modspil savnes
Det er ikke noget ukendt fænomen, at en kunstner kræver et aktivt modspil fra kritiske kolleger og en inciterende kappestrid. Sådan var Picasso aldrig bedre end i de år, hvor han blev holdt til ilden af Braque – for at nævne et af de mere bemærkelsesværdige eksempler på hvordan kunstnere har holdt hinanden til ilden. Måske savner Schaufuss nogle sparring-partnere, der kan blæse lidt frugtbar tvivl ind i hans univers? Når han går i lag med H.C. Andersen bliver resultatet ihvertfald for glat og overfladisk. Man krummer tæer, når de små børn med grænseløs ubehjælpsomhed synger ’I Danmark er jeg født’, og når de skal gribe publikum om hjertet ved at komme ind i nattøj til pyjamas-partyet hos Kejseren af Kina. Til urimelighederne hører også sekvenserne under havet hos Den lille Havfrues familie: Det har altid været illusionsbrydende, når man så fødderne. Skyggemotivet, som en Neumeier har digtet sin mangebundede historie om Ludwig II. af Bayern over, bliver uforløst hos Peter Schaufuss, da den samme danser forvirrende optræder i samme kostume og med strithår som Døden og Havheksen.
Det er også svært at tage Moderen alvorligt, når hun i en nydelig brun kjole, slank og væver og moderigtig skal illustrere den dødsensalvorlige ’Hun duede ikke’. Og hvordan kan man finde på at lade et kineserhof, med balletklichéen strittende pegefingre, danse i pyjamas til Wagner?
Da Andersen mødte komponisten talte de om Hartmann og Thorvaldsen – det er dog et noget andet niveau. Endelig er der så
Andersens forelskelser i de unge mænd – her får vi én interessant pas de deux, hvor Adam Lüders og den tilbedte varierer temaet ’det bortvendte ansigt’ og ellers mange greb i skrævet for resten af pengene.
Peter Schaufuss har aldrig været den store trinmager: Psykologien kommer ikke osende igennem fingerspidser og albueled eller partnerskabets kropslige sammenstød og skulpturelle muligheder. Man kan sidde og samle på ekkoer fra en god bid af det klassiske repertoire: Ildfuglen, Coppelia, Martha Graham og iøvrigt undre sig over hula-hula-hoftesvingene i Den lille Havfrue.
Når Søren Sætter-Lassen så voice-over H.C.Andersens egne ord på det frygtelige lydanlæg tvinges man til at tage stilling til kvalitetsspringet imellem den prægnante og evigt overraskende form i det skrevne ord og banaliteten i Schaufuss’ bevægelsessprog.

*Peter Schaufuss Balletten i Tivolis Koncertsal: H.C.Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu