Læsetid: 2 min.

K'NYT

22. maj 2001


Dogmefilm til San Sebastián
*Åke Sandgrens dogmefilm Et rigtigt menneske er blevet udtaget til hovedkonkurrencen ved San Sebastián Film Festival i Spanien, der betragtes som en A-festival, dog lidt mindre fin end festivalerne i Cannes og Berlin. Filmen, der i forbindelse med den just overståede festival i Cannes er blevet solgt til bl.a. Spanien, Benelux og Brasilien, er i Danmark hidtil blevet set af knap 30.000 mennesker.

Musikpriser fra KODA
*Det blev Vojens kommune og musikskoleeleven Maria Rosenberg, der i søndags fik KODA’s musikpriser. Maria Rosenberg fra Århus Musikskole har i syv år været elev på skolen, sunget i kor, spillet klaver og været med til at indspille en cd. Sidste år fik hun flotte anmeldelser for hovedrollen i operetten Frøken Nitouche, der blev opført på Vilhelmsborgs Festspil. Prisen som Årets Musikelev er på 10.000 kroner. Årets Musikkommune blev Vojens, der blev hædret med et ikke nærmere specificeret kunstværk. Kommunen har i flere år støttet de lokale musikskoler både politisk og økonomisk.

De græske jøders holocaust
*I går åbnede en udstilling i Odd Fellow Palæets Koncertsal, Bredgade 28, med titlen The Holocaust of the Greek Jews: The Persecuted and the
Rescuers. I sine memoirer Athen-Auschwitz skriver E. Sevillias, at før krigen vidste de græske jøder ikke hvad antisemitisme var. Se, hvordan det kan lade sig give sig på denne vandreudstilling, som har været vist både i Europa og USA og er åben ind til d. 30. maj, alle dage kl. 11-19. Gratis adgang.

Agustina Bessa-Luís i Møstings Hus
*I aften kl. 20 er der gratis adgang til et møde med portugisisk litteraturs store, gamle dame, Agustina Bessa-Luís i Møstings Hus, Andebakkestien på Frederiksberg. Forlaget Ørby har udgivet flere af hendes bøger på dansk, bl.a. skuespillet Søren Kierkegaards Umiddelbare Erotiske Stadier og romanen En hund der drømmer, som udkom i februar til almindelig hyldest fra kritikerstanden.

Dansk sprogforsker i Kasakhstan
*På initiativ af Det Danske Kulturinstitut, Andersen Management og Carsten Niebuhr Instituttet er der åbnet en udstillling på universitetet i Kasakhstans hovedstad, Astana (eller Akmola) om den danske sprogforsker Wilhelm Thomsen, der for lidt over 100 år siden tydede inskriptionerne på Orkhon-stenene, der stammer fra det syvende århundrede og har samme betydning for de tyrkiske folkeslag, som Jellinge-stenen har for Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her