Læsetid: 2 min.

K'NYT

9. maj 2001


Per Højholt i Alfabet
*Hørbylundemanden er ugens forfatter i radioens bogprogram, og det i anledning af at den mormonskæggede ateists livsværk Auricula er på trapperne. Lene Bredsdorff har talt med ham om bogen, der er blevet arbejdet på siden 1978. Der kan høres kl. 19.15 i aften på Program 1.

St. Bededag på Volden
*I de 18. og 19. århundreder strømmede københavnerne helt af sig selv ud på voldene St. Bededag, men i det 21. har vi brug for lidt kommunal hjælp, som da også beredvilligt træder med alskens arrangementer af ture og foredrag under betegnelsen Drømme og Visioner, som man kan melde sig til og få flere oplysninger om på tlf. 33663412. Det foregår mellem på fredag kl. 11 og 18 fra Kastellet til Holmen. Man kan også nøjes med at spadsere sig en tur og så hjem til en anden tradition: te og varme hveder.

Mere kultur St. Bededag
*For de mere musiske er fredagen på DR Klassisk og P2musik helliget den amerikanske komponist og pianist Keith Jarrett. Temadagen skulle nå de fleste vinkler på den alsidige herre: Sjostakovitj, soloklaver, orkesterværker, free jazz, standards og interviews med en række danske Jarrett-kendere.

Berømte fotos
på Arken
*224 fotografier fra Moderna Museets fotosamling i Stockholm kommer til at udgøre den næste udstilling på kunstmuseet Arken syd for København. Øjets attrå tæller billeder af 53 fotografer, og en række af deres værker har ikke tidligere været vist i Danmark. Udstillingen omfatter billeder af bl.a. Henri Cartier-Bresson og Man Ray, og den kan ses fra 16. juni til 26. august.ritzau

Bedst på Nettet
*www.bedstpaanettet.dk hedder et samarbejde mellem bl.a. Statens Information og IT- og Forskningsministeriet. Projektet vurderer offentlige hjemmesider og tildeler ’netkroner’ efter kriterierne nytteværdi, brugervenlighed og åbenhed. I følge deres seneste pressemeddelelse lyder meldingen, at specialviden klarer sig godt og at f.eks. Center for Sprogteknologi (www.cst.dk) og Center for Ligebehandling af Handicappede (www.clh.dk) får fine bemærkninger med på vejen.

Pris til Blinkende lygter
*Anders Thomas Jensens billetsalgsmonster Blinkende lygter har netop vundet to priser ved filmfestivalen i Salerno, Italien, bl.a. den for Bedste Film.

Hammann i Bestseller
*Ugens forfatter i DR2’s bogprogram er Kirsten Hammann, der er aktuel med skrivekrampebogen Bruger de ord i kaffen. Desuden besøges en bogbinder og tegnes et portræt af Danmarks svar på Barbara Cartland, Ib Henrik Cavling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her