Ny cd
Den 49-årige sanger, sangskriver og guitarist David Byrne har sgu aldrig været som de andre børn i skolegården. Siden han for over 25 år siden tog initiativet til dannelsen af den stilskabende new yorker-gruppe Talking Heads er han gået sine helt egne veje i en sådan grad at han så sig nødsaget til at opløse kvartetten i 1991 for at kunne følge sin egen uforudsigelige kurs.
Men det han har måttet sætte til i kommerciel henseende har han til gengæld vundet på den kunstneriske konto: En stribe varierede og inspirerede soloalbums hvoraf en del kun har været tilgængelige via internettet samt ikke mindst pladeselskabet Luaka Bop, der udgiver musik fra hele kloden (man altså ikke »verdensmusik«, en term Byrne hader!) med så forskellige kunstnere som den peruvianske nattergal Susanne Braca, den afrikanske guitarist Waldemar Bastos, den eksperimenterende brasilianer Tom Zé og mange flere samt selvfølgelig en række af hans egne sære og uforudsigelige plader.
Et strittende værk
Allerede i de tumultariske firsere havde han flere ideer end Talking Heads kunne indeholde, og hans samarbejde med Brian Eno fra 81 My Life In The Bush Of Ghosts står således som et pionerværk indenfor genren »fundne« lyde (det var før sampleren for alvor kom på banen), mens hans film med et tilhørende yderst charmerende album True Stories fra 86 stadig er det bedste eksempel på hans kærligt-absurdistiske livssyn. Men det var optagetheden af i første omgang cubansk og brasiliansk musik, der skulle blive afgørende for hans videre navigering gennem tidens multikulturelle landskab, som det kunne høres på hans første deciderede soloalbum, Rei Momo, udsendt i 1989. Sideløbende hermed har han udvist interesse for partiturmusik, hvilket bl.a. har udmøntet sig i diverse orkestrale værker ... således skrev han musikken til teatermanden Robert Wilsons stykke The Forest, som udsendtes på plade i 1991.
Med Look Into The Eyeball forsøger han at få et gement groove til at gå op i en højere enhed med stramt arrangerede strygere på 12 af de bedste sange han længe har stået fadder til. Til formålet har han indforskrevet et hav af musikere fra den ganske verden og selvom albummet postuleres at være af et stykke, stritter det godt nok i alle retninger. Men det er der nu intet galt i, når det nu stritter så sært og sjovt og udfordrende og råsvingende som tilfældet er her. Med en spilletid på under fyrre minutter er det lige før vi er ovre i lp-spilletid, og det er med til at give værket såvel overskuelighed som en lethed, der udgør et dejligt modstykke til tidens gigantudgivelser, hvor enhver musiker med respekt for sig selv er af den opfattelse, at 70 minutter er det mindste man kan byde verden.
Ekstraordinær dybde
Der navigeres vidt omkring, men allerede fra åbningssangen »U.B. Jesus« fornemmer man at pladen her tilsigtet eller ej først og fremmest er udført i tilgængelighedens tegn, hvilket såmænd blot betyder, at de intrikate og ofte vildt mættede arrangementer aldrig kommer i vejen for en klædelig umiddelbarhed ... selvom den rundtossede og strygerdominerede »The Great Intoxication« næppe nogensinde kommer på P3s såkaldte playlist, hvor intelligens og kompleksitet er et fyord. Hitpåsomheden vil ingen ende tage, og det interessante er endvidere, at pladen i udpræget grad benytter akustiske instrumenter uden af den grund at lyde som et udsalgsparti fra en folkemindesamling. Lyt lige engang til den skægge »The Moment Of Conception« og få et forfriskende anderledes bud på forplantningens evige mysterium. Manden her er jo digter, så det synger i nervebanerne.
De mange forskellige arrangører giver pladen ekstraordinær dybde således er det et scoop, at Byrne har reaktiveret Philadelphia-legenden Thom Bell, der på »Neighborhood« giver Byrnes soniske univers et strejf af old school urban soul, men pladens vinder er og bliver »The Accident«, hvor et forlist forhold sammenlignes med en bilulykke, så det risler én ned af ryggen af bar uhygge godt hjulpet på vej af et par barskt spillede basoboer. Det er ikke noget tilfælde at arrangøren her hedder Greg Cohen, en mand man kender fra et fremragende samarbejde med Tom Waits.
Og som samme Waits vil Byrne nok aldrig penetrere mainstreamen (igen), men så længe han også bare befinder sig derude et sted yderst på venstre- eller højrefløj, forgår musikbranchen da ikke i teenage muck, forudsigelighed og skiver af slagsen tolv stykker med bart. Næ, det her er saftsuseme et karrierehøjdepunkt for den gode David Byrne.
Som de plejer at sige i reklamerne for hygiejnebind: »Køb den, køb den!«
*David Byrne: Look Into The Eyeball (Luaka Bop/Virgin America) www.luakabop.com/david_byrne
*David Byrne spiller i Store Vega d. 20.6.
