Læsetid: 4 min.

Kroatiske nationalister stadig i spil

Kroatiens nationalister klarede sig langt bedre ved lokalvalget end forventet. Valgresultatet kan splitte regeringen
22. maj 2001

Kroatiens nationalister klarede sig langt bedre ved lokalvalget end forventet.
Valgresultatet kan splitte regeringen

ZAGREB – Optakten til de kroatiske lokalvalg søndag var lang og ind i mellem dramatisk. Resultatet var også overraskende. Det nationalistiske HDZ, det tidligere regeringsparti, beholdt mod forventning sit greb om cirka en tredjedel af de 21 amter og over 500 kommuner.
HDZ imødegik dermed forventninger om, at de stod på randen af udslettelse.
HDZ tabte sidste år både parlaments- og præsidentvalget stort. Hermed står det klart, at centrum-venstre-regeringen skal skabe flere resultater, før den kan håbe på igen at få bred opbakning fra vælgerne.
Socialdemokratiet (SDP), der er det største regeringsparti i seks-parti koalitionen blev styrket, men alle de mere midtsøgende partier havde skuffende resultater.
Analytikere taler efter valget om en polarisering af vælgerne og en generel utilfredshed med tempoet og resultaterne af landets reformkurs.
Deltagelsen ved lokalvalget var som forventet meget lav, de første tal lyder på 35-40 procent mod næsten 80 procent ved parlamentsvalget sidste år, hvor den reformvenlige seks-parti koalition kom til magten.

Usynlige resultater
HDZ's relativt gode resultater kan til dels skyldes den lave valgdeltagelse.
De nationalistiske vælgere er kendt for at møde op, mens mange af dem, der stemte for forandringer ved sidste års parlamentsvalg ikke har fået, hvad de ønskede, og derfor er blevet hjemme.
»Vi har ikke været gode nok til at forklare folk, hvad der allerede er opnået, og derfor tror de, at der intet er sket,« erkender Gordana Sorbol, formand for Socialdemokratiets hovedbestyrelse og medlem af det kroatiske parlament.
»Vores vælgere mødte op, men de små regeringspartier har ikke kunnet mobilisere deres vælgere. Derfor er resultaterne ikke helt så gode for regerings-koalitionen, som vi havde håbet.«
Hun afviser dog at tale om et come-back for det tidligere regeringsparti, HDZ. »Bare fordi de ikke tabte lige så stort, som det var forventet, er det ikke nogen succes,« siger hun, og påpeger, at HDZ kun i samarbejde med andre højre-partier kom op i nærheden af deres stemmetal ved parlamentsvalget sidste år.

Arbejdsløshed
»Arbejdsløsheden er på 25 procent,« forklarer arkitektstuderende Roko Velo på valgdagen i klasselokalet, der bliver brugt som valglokale i hovedstaden Zagreb. Det officielle arbejdsløshedstal er 22 procent.
»Jeg er forvirret og kan ikke finde ud af, hvem der kan gøre det bedre, derfor har jeg ikke stemt i dag,« siger han. Hans kammerat, Mirko Jelic læser elektronik og passer valgbordet. Han har stemt, men forklarer, at kun 40 procent af dem på valglisten er mødt op en time før valglokalet lukker. Og der er tomt i de skoler og offentlige bygninger, der lægger lokaler til valget.
Hen på aftenen er der stadig chokolade og vafler til de få, der dukker op for at stemme bag små papskærme. Selv om der er 30 lister at vælge imellem her i Zagreb, synes udbuddet ikke at overbevise vælgerne om, at nye politikere kan gøre det meget bedre.
Kroatiens turismeindustri blev hårdt ramt af krigen og er først nu ved at være på fode igen.
Dertil kom et privatiseringsprogram, der betød uddeling af statens ejendom til daværende præsident Tudjmans allierede fra HDZ.
Resultatet er et land i dyb økonomisk krise. Utilfredsheden med levevilkårene er stor blandt kroaterne, der før Jugoslaviens sammenbrud hørte til blandt de mest velstående.
Nabolandet Slovenien havde et lignende udviklingsniveau, og er nu det rigeste kandidatland til EU. Kroaterne er bitre over, hvad de ser som en uretfærdig udelukkelse af Europa, og meningsmålinger viser, at 80 procent af kroaterne gerne så sig selv som EU-medlemmer.
Men der er lang vej til EU-medlemskab.
Første skridt blev tilbagelagt sidste mandag, da Kroatien indgik en såkaldt stabilitets- og associeringsaftale med EU.
»At skrive under er let,« hånede det anerkendte politiske tidskrift Nacional dagen efter. »Implementering er det største problem. Økonomien ligger i ruiner, og de fleste virksomheder vil ikke kunne konkurrere på EU’s marked. Dårlig markedsregulering er stadig en hindring for flere udenlandske investeringer,« skrev Nacional.
Politiske analytikere siger, at vælgerne er utilfredse med den politiske ustabilitet der skabes af stridigheder mellem de seks regeringspartier.

Regeringen kan splittes
»Vi i Socialdemokratiet havde problemer med at få lov at tale om de virkeligt vigtige emner som arbejdsløshed og økonomi i valgkampen,« erkender Gordana Sorbol. Hun beklager, at meget af tiden op til valget er gået med regeringens interne stridigheder: »Vi har forsøgt at udskyde al diskussion om forholdene internt i regeringen til efter valget, men det er ikke lykkedes helt.«
Lokalvalget blev af mange set som en midtvejsevaluering af regeringen. De seks regeringspartier har kørt uafhængige kampagner, og premierminister Ivan Racan fra SDP har varslet omrokeringer i regeringen efter valget.
Mange analytikere regner med, at dette betyder udelukkelse af to eller tre af de små regeringspartier. De tre største, SDP, HSLS (det social-liberale parti) og HSS (bondepartiet), har også alene flertal i parlamentet. En slankning af regeringen vil føre til flere og hurtigere resultater, lyder analysen.
»Vi kan godt regere kun med to eller tre andre partier,« siger Gordana Sorbol men afviser, at SDP overvejer at udskrive parlamentsvalg for at styrke sin position yderligere.
»Vi har ikke tid til at gå til valg. Vi har mange meget store opgaver foran os, og Kroatiens økonomiske og sociale problemer kan kun løses meget langsomt. Vi har allerede opnået resultater, men vi må erkende, at vælgerne ikke kan se det endnu«.

*Stine Carsten Kendal er freelance journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu