Læsetid: 4 min.

Det kulturradikale menneske som lykkelig rationalist eller forstandsidiot?

Glimrende antologi om kulturradikalismen kaster lys langt ind i det danske mørke
22. maj 2001

Ny bog
Gentagne gange har billedkunstneren Per Arnoldi udtrykt sin skuffelse over udviklingen i den sene modernitet. Han ser det moderne projekt som det rationelle menneskes befrielse fra alle former for overtro. Som en vandring mod lyset. Til sin store overraskelse ser han nu sine kolleger »forlade den synkende, modernistiske skude og kaste sig ræbende ind i overtroens tusmørke.« Hvor man ifølge Arnoldi »finder religion, mystik, healere og dronninger og fremmedhad og nationalisme og romantik i dårlig forstand. Mørke.«
Således sat på spidsen trækker Arnoldi et påtrængende spørgsmål frem i lyset: Hvorfor kulminerer oplysningsprojektet i disse år med symptomer på en stadigt større mistillid til humanrationalismen?
Det er et i den danske offentlighed underligt overset spørgsmål. Og der er derfor så meget desto mere grund til at fremhæve relevansen af antologien Den kulturradikale udfordring, som udkommer i dag. Og som med udgangspunkt i kulturradikalismen fortæller tolv forskellige historier om oplysningsprojektets skæbne i Danmark. Fra opgøret med den nationalliberale enhedskultur i anden halvdel af 1800-tallet og frem til etableringen af den moderne velfærdsstat i 1960erne.

Kulturoptimisme
Bogen er resultatet af tolv forelæsninger over kulturradikalismen arrangeret af Københavns Universitet. Personligt er Arnoldi ikke repræsenteret i antologien. Men den skitserede konflikt er til stede som en strøm gennem bogen.
Klaus Rifbjerg citerer i sit indlæg Poul Henningsens diagnose af 30’ernes åndelige klima. Og understreger efterfølgende, at diagnosen også sidder rent i fjæset på nutidens fremmedfjendske, nyroyale Danmark:
»Nu blæser vinden reaktionært – altså opgir vi vores gamle program og bliver gudelige, sædelige, snobbede, kongetro, nationale og romantiske.«
Rifbjerg foreslår en reaktualisering af den kulturradikale tanke som løsningsmodel. Og advokerer således implicit for det frigjorte og rationelle menneske som det lykkelige menneske.
Det er ikke tilfældigt, at Wilhelm Reich går igen i flere af bidragene i antologien. I Reichs pyskoanalyse udgør kulturens byrde ikke en nødvendig ramme om menneskelivet, men derimod en uhensigtsmæssig obstruktion af seksualdriften. Han beskriver orgasmens funktion som den lykkelige frigørelse af mennesket.

Rationalitet og overtro
Hans Hertel nævner i sit indlæg Hans Scherfigs markante kritik af kulturradikalismen. I Scherfigs satiriske roman Idealisterne optræder Reich som dr. Robert Riege, der i »Seksualparken« praktiserer psykoanalyse i obskurantistiske og okkulte ceremonier.
Det er Scherfigs pointe, at forsøget på at gøre det irrationelle rationelt ved at begrebsliggøre driftslivet som det ubevidste ender som en overvurdering af fornuften. Troen på rationaliteten bliver overtro.
Sigurd Hoel, der ifølge Hertel gav den frisindede bevægelse navnet kulturradikalisme, er inde på noget lignende, når han ironisk betegner de kulturradikale som forstandsidioter.

Tom snak
Jørgen Knudsens fremragende artikel om Georg Brandes er historien om en kulturoptimismes undergang. Som ung identificerede Brandes sig med det moderne projekt og gjorde Voltaires slagord til sit personlige motto. Men allerede i 1886 har han desillusioneret opgivet tilliden det fornuftige menneske:
»Hvor er den tom, den snak om fremskridtet, hvor er menneskeheden enfoldig og rå.«
Første verdenskrig bliver for Brandes en afsløring af den sandhed, som freden har skjult.
Freuds kommentar til krigsudbruddet er typisk: »Al min libido gælder Østrig-Ungarn.«

Kulturradikal helhed
Bogens bredde er i sig selv et signalement af kulturradikalismen. Som netop er karakteriseret ved at enkeltsager indgår i en helhed. Kvindefrigørelsen er et led i klassekampen og funktionalismen er en forlængelse af humanismen ind i arkitekturen. Den moderne, frisindede pædagogik er en naturlig konsekvens af grundtanken om at udvikle frie og rationelle individer.
Udover de allerede nævnte rummer Den kulturradikale udfordring fortrinlige indlæg af Ebbe Kløvedal Reich om Brandes og Hørup, Peter Madsen om kulturradikalisme og velfærdssamfundet. Elias Bredsdorff og Jakob Heuseler fortæller ti små historier fra 30’erne. Og Preben Hertoft skitserer den historiske baggrund for den seksuelle frigørelse, mens Jan Lindhardt brillant opridser modsætningen mellem kulturradikalismen og kirken.
Det eneste uheldige indlæg kommer fra Drude Dahlerup, der som en anden
folkeskoleelev til afgangseksamen fortolker temaet kulturradikalisme som en invitation til at fortælle om sig selv.
Dahlerup, Dahlerup, Dahlerup står der overalt i hendes bidrag. Når hun refererer egne publikationer og sin egen oplevelse af atommarcherne i 60’erne: »Det var spændende og udfordrende.« Eller når hun spørger: »Var f.eks. min mor, Elin Appel, kulturradikal...?«

Under debat
Som en af kulturradikalismens hovedpersoner udtalte for over hundrede år siden: Litteraturen viser sig som levende ved at sætte problemer under debat. Og selvfølgelig er Den kulturradikale udfordring ikke at betragte som skønlitteratur. Men bogen er en i disse tankeløse tider nødvendig og hårdt tiltrængt belysning af den historie, der er endt i det Rifbjerg definerer som »den kvælende selvhøjtidlighed,« der har »sat sig på det politiske liv, åndslivet, kunsten og litteraturen.«
Som læser tænker man endelig, endelig kommer der et forsøg på at begribe det ubegribelige: At Danmark har udviklet sig til et racistisk land, hvor borgernes politiske ansvar er reduceret til at sige ja og nej i meningsmålinger og holde de berømte hjul i gang ved at forbruge som bare fanden.
Man taler om, at kulturradikalismen har sejret sig ihjel. Men kulturradikalismens politiske parti par
excellence, Det Radikale Venstre, er degenereret fra et »intelligent, frisindet forum til et medløberisk, militærbegejstret, småborgerligt yuppie-foretagende med en stramtandet regnelærerinde og en reklamekulret kronprins i spidsen.«
Der er forskellige retninger ud af den åndelige fattigdom i et af Europas rigeste lande. Kulturoptimisme eller rationalitetskritik. Men symptomerne er ikke til at tage fejl af. Og det er de symptomer, som Den kulturradikale udfordring i en historisk optik præsterer at sætte under knivskarp debat.

*Den kulturradikale udfordring – en antologi. Tiderne Skifter. 339 s., 268 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu