Læsetid: 12 min.

Kunst med livet som indsats

Den baskiske kunstner Agustin Ibarrola, der i sin ungdom var aktiv i kampen mod general Franco, er i dag truet på livet af ETA. Før det baskiske valg i morgen retter han en skarp advarsel mod nationalismens totalitære skygger
12. maj 2001

Interview
En lugt af olie og harpiks strømmer mig i møde, mens jeg siger goddag til den gamle mand med det engleagtige ansigt, de skrå godmodige øjne bag brilleglasset og det pjuskede hvide hår, der stritter frem under den sorte baskerhue.
Den baskiske maler og skulptør Agustin Ibarrola har brugt morgenen til at male nye oliemalerier. På gulvet bag et par store papmachéskulpturer ligger et langt grønt lærred på gulvet. Lyset strømmer ned fra tagvinduerne oppe under værkstedets høje bjælkeloft og afslører, at klipperne på det grønne lærred måske kunne være en udstrakt kvinde. Selv hans malerier er meget skulpturelle.
Her mellem kunstværkerne i værkstedet hersker en ufattelig ro, og de tykke kampestensmure i den gamle baskiske bondegård fremkalder en fornemmelse af tryghed. Men den 71-årige Agustin Ibarrola har ikke grund til at føle sig sikker, selv om han bor afsides i en idyllisk grøn dal nogle kilometer udenfor Guernica. Han har aldrig kunnet føle sig sikker.
»Mit liv har vekslet mellem år i fængslet, år i skjul og dramatiske år, hvor de forbød mig at udstille mit værk. Der har været år i afsondrethed. Det har været en kamp for at overvinde det gennem arbejde, som jo er den eneste måde at gøre sådan noget på,« siger han.
»Det er hårdt. Hver gang, jeg skaber noget, maler og laver skulpturer, så må jeg gøre en kraftanstrengelse for personligt at udtrykke mig og frigøre mig fra den situation, der omgiver mig.«
Agustin Ibarrola er i dag truet på livet, og han har fået en livvagt til at beskytte sig. Han står nemlig på terrororganisationen ETA’s dødsliste, og han modtager konstant trusler.
De hader ham. I 1997 efter ETA’s kidnapning og mord på lokalpolitikeren Miguel Angel Blanco var Ibarrola med til at danne borgerbevægelsen Foro de Ermua, der fik fire millioner spaniere og baskere til at gå på gaden i protest mod ETA’s terror.
Den gamle kunstner går igen og igen forrest i demonstrationer for Foro de Ermua og Basta Ya! for at deltage i deres forsvar for demokratiet og borgernes frihedsrettigheder. Altid er han synlig med sin baskerhue, boinaen.
De kalder ham ’fascist’ og ’morder’ og sprayer skydeskiver på hans skulpturer. Sidste år gik de til angreb på Den malede skov i Oma med over 500 malede pinjetræer, som er et af Ibarrolas internationalt kendte værker. En anden gang har de brændt hans kunstdepot af i Guernica, hvor han opbevarer mange af sine mest signifikante værker.
»Det var fire hætteklædte, der gjorde det. Politiet anholdt en af dem. Vi formoder, at de alle kommer fra Guernica. Byen har opfostret mange terrorister gennem tiden,« fortæller han og holder en kort pause. Det er som om, han kommer i tanker om noget.
»Nogle af dem er meget unge. De er som de unge tyske nazister. Det er små børn, der burde gå i skole og studere. De har ikke en stærk ideologisk skoling, men de siger det samme og laver det samme, som nazisterne gjorde, uden at være klar over det. Ulykkeligvis skal vi stadig forklare demokraterne her i Baskerlandet, hvorfor der er tale om nazister. De pynter dem med en forestilling om, at de er nationalister og vil redde dette folk fra, jeg ved ikke hvad,« siger han – og tilføjer så grinende: »Fra demokratiet naturligvis!«
»De anklager mig for at være kriminel, men det er dem, der dræber. De anklager mig for at være en morder og for at være imod Euskadis frihed til at vælge uafhængigheden. De kan ikke holde ud, at der er folk med min historie, der var med i den demokratiske kamp mod frankismen, og som tager afstand fra nationalismen.«
I september sidste år var han med til åbningen af den nye kunstpark udenfor San Sebastian, Chillida Leku, hvor ETA forsøgte at lave et bombeattentat mod åbningsceremonien.
»De ønskede at få en international hovedrolle ved at skabe spændinger, skabe ofre og dræbe folk. De repræsenterer en politisk skingerhed, som ikke passer til Baskerlandet. De er så autoritære, så dogmatiske og så nazistiske, at de har skabt et falsk billede af det baskiske samfund. Det er ikke så nationalistisk og så krigerisk, som det fremstår,« siger Agustin Ibarrola.
»Det er meget hårdt at blive konfronteret med børnene, enkerne og søskende til de, som er blevet dræbt. Det er utrolig hårdt. Men det er samtidig skønt. For det er mennesker, der har måttet lære at opføre sig demokratisk og søge fredelige politiske løsninger og ikke kræve revanche eller hævn.«

Agustin Ibarrola er født i 1930, og som barn oplevede han den spanske borgerkrig på nært hold. Hans far deltog i kampen mod general Francos tropper, og efter krigen blev faderen sendt i arbejdslejr. Det var på det tidspunkt, at arbejdersønnen Agustin første gang gjorde oprør, gennem kreativiteten.
»Jeg gik kun lidt i skole. Mine to lærere havde været med i krigen på Francos side, og de kom altid med beskidte og grimme vittigheder om tabernes børn. På det tidspunkt var min far stadig i en arbejdsbataljon, og det smertede mig meget,« fortæller han.
»Derfor gik jeg ud på markerne og op i bjergene for at tegne. Jeg tegnede alt, hvad jeg så, og hvad jeg tænkte. For ikke at være alene. Både som et oprør mod skolen og som et behov for at udtrykke mig.«
Efter skoletiden arbejdede han først som skomager og siden kom han i lære som urmager, og her lærte han at sætte form på sit æstetiske udtryk:
»Min mester i værkstedet lærte mig meget om at tilpasse formen og derpå at file den til, indtil den sad lige i øjet. Det har været værdifuldt for mig mange gange som kunstner, når jeg skulle lave skulpturer.«
Som 18-årig havde han sin første udstilling i en andensals lejlighed i Bilbao – dengang var han stærkt inspireret af kubismen – og siden gik det hurtigt. Han hentede udstillinger, litteratur og avantgardemusik til Baskerlandet fra udlandet.
Han var aktiv i Spaniens Kommunistiske Parti, og Franco-regimets forfølgelse fik ham til at søge i eksil i Paris. Ibarrola var med til at skrive 57-gruppens ’manifest for interaktiviteten’, han mødte forfatteren Thorkild Hansen, og han blev knyttet til et af de vigtige gallerier i den franske hovedstad, nemlig Richard Mortensens galleri, Denise René. Under et legatophold i Danmark udstillede han på Thorvaldsens museum, og i 1963 modtog Ibarrola endda den franske kritikerpris.
En lovende international karriere lå for hans fødder, men så besluttede han at rejse tilbage til Baskerlandet.
»Min samvittighed fik mig til at vende tilbage og knytte mig til mit folk. Jeg kunne ikke bare optræde som en ambassadør højt svævende over vandene,« siger han med sin langsomt pauserende stemme.
Hjemrejsen havde en pris. Han var knapt vendt hjem, før han blev sendt i fængsel. Men to fængselsophold fik ham ikke til at indstille sit kunstneriske virke.
»I fængslet måtte jeg gøre forsøg med brødkrummer og toiletpapir, for det var de eneste instrumenter, jeg havde til at udtrykke mig.«
Han kender ingen grænser for det æstetiske sprog, men hans erfaring siger ham, at man ikke kan flygte fra den politiske virkelighed.
»Den, der siger, at man kan flygte fra den politiske virkelighed, er en kollaboratør, der føler sig behagelig og har mistet sin kritiske sans overfor den herskende regering. Det er løgn, hvis de siger, at de ikke har et forhold til virkeligheden. Jo, de har en relation. Til magten ... eller til ofrene for magten,« tilføjer han grinende.
– Kan man slippe fri af naturen gennem kreativiteten og forestillingsevnen?
»Nej, forholdet til naturen er også et forhold til naturens historie. Mennesket har altid beboet den og været afhængige af den, og den rummer tegn på tusinder års historie. Naturen taler til os, og dens tegn er et vidnesbyrd om menneskets bekymringer gennem tiden,« svarer han.
Han fortæller, at oppe i bjergene – en halv times gåafstand fra hans hjem – findes hulemalerier, som er 20-30.000 år gamle.
»Da jeg opdagede, at de allerede dengang havde malet i og udenfor hulerne og opstillet sten for at skabe relationer til andre mennesker, til solen, til stjernerne og til månen, så indså jeg, at de havde brugt alle materialer. Det fortæller mig, at alle materialer er ædle for at skabe et æstetisk sprog og skabe relationer mellem kunsten og alt andet, og mellem kunsten og naturen selv. I de seneste århundrede har de herskende klasser fastslået, hvilke materialer der er ædle nok til kunsten, men efter mødet med hulemalerierne gør jeg ikke længere forskel. Jeg skaber kunst med alle materialer, uden at ekskludere nogen på forhånd. Det afhænger af, hvad du har for hånden, og hvad der falder dig ind. Med alt kan man skabe kunst.«
Skoven i Oma ligger også få kilometer fra hans hjem. Der har han gået mange ture med sin hustru Mari Luz, og en dag besluttede han sig for at forvandle den til et kunstnerisk kulturlandskab med over 500 malede pinjetræer og træskulpturer.
»Når jeg møder naturen, føler jeg en trang til at skabe billeder, der kan mangedobles som motiv og flere og flere varianter i form og farve, efterhånden som man bevæger sig i skovens indre,« siger han.

I de sidste ti år har Agustin Ibarrola ikke fået lov til at lave en eneste udstilling i Baskerlandet, selv om han er internationalt anerkendt.
»Kunstcentrene og kollektiverne er meget forsigtige med invitere mig med, fordi de er bange for at blive kompromitteret,« forklarer han.
»Jeg kan vise mit værk frem udenfor Baskerlandet, og mine udstillinger besøges af tusindvis mennesker, men her i Baskerlandet har jeg det stadig som under frankismen.«
At han var aktiv i kampen mod Francos diktatur og siden var engageret i den nationale forsoningsproces, der førte til demokratiet i Spanien, synes ikke at tælle i vore dages Baskerland.
»Mange af os lever i en undtagelsestilstand. Vi lever under trusler og provokationer. Men det er også sandt, at der er folk på gaden, som smiler til dig og kommer hen til dig og omfavner dig i solidaritet. Det er meget modsætningsfyldt. De, der provokerer mig, er få, men der er mange, som holder af mig og støtter mig. Der er mange gode mennesker her i Baskerlandet,« siger han.
At han elsker sit land og sit folk, er der ikke tvivl om. Det vidner hele hans liv om. Og han har altid følt en trang til at engagere sig politisk. Selv om han bor afsides, har han aldrig kunnet distancere sig fra det omgivende samfund.
Agustin Ibarrola har ikke mange pæne ord at sige om det baskiske nationalistparti, PNV, der i 21 år har regeret i Baskerlandet.
»De regererer som var det en klan, næsten som en italiensk mafia i Vitoria,« siger han og ler over hele ansigtet.
»En del af deres ideologi er, at de hører til en etnisk verden med dens renhed, og det er det farlige. Når vi taler om nationalismens forbindelser til nazismen i Hitlers Tyskland, så er det, fordi de har en tydelig racistisk tone. Det gælder selv Partido Nacionalista Vasca, der ser sig som et konservativt demokratisk parti.«
»Nationalismen ønsker magt. De elsker ikke deres folk og det baskiske så meget. For det er bare instrumenter til at vinde magt, og indtil nu har nationalisterne vundet. Moralsk er de dog ved at miste magt. De får færre stemmer nu, og folk vover i stigende grad at sige, hvem de er, og hvad de gør.« Han lægger ikke skjul på, at han håber på, at vælgerne ved det baskiske regionalvalg i morgen vil sende nationalisterne i opposition. Han håber, at der dannes en samlingsregering mellem socialisterne og de konservative, så de demokratiske frihedsrettigheder, han mener er truet, igen kan komme til ære og værdighed i Baskerlandet.
Agustin Ibarrola synes, at nationalisterne overser, hvor pluralistisk det baskiske samfund er.
De siger, at euskera er et ursprog fra forhistorien, men nationalisterne dyrker ifølge ham kun de femten procent af euskera, der har ikke-latinske rødder, men ikke de 85 procent, der er beslægtet med kastillansk og andre romanske sprog.

Han er dybt bekymret over nationalisternes had til ’spanierne’ og ’ikke-baskerne’, som de bruger som fjendebilleder.
»Min familie er blevet kaldt maketos, koreanere og en hel række nedladende udtryk. Men nu kaldes vi spaniere, udlændinge! De anerkender ikke alle baskere som baskere, men kun dem som er nationalister. Der siges ting her, som ville være morsomme, hvis ikke de var så dramatiske,« fortæller han.
»Det, som siges efter så mange mord, efter så meget vold og så mange absolut reaktionære og nazistiske ideer, er noget, som intet demokratisk samfund kan acceptere. Nationalisterne siger, at de taler i fredens og dialogens navn, men det er et maskebal, det er en forklædning. Her var der ingen demokratisk tradition. Der var et skifte fra et frankistisk diktatur til en slags nationalistisk diktatur. For det er en ekskluderende nationalisme og nepotisme, der i sidste ende er en svag udgave af et diktatur. Men der har været alt for mange hundrede døde. De er blevet stoppet for magtens skyld. For nationalismens skyld.«
Han mener, at det hele kulminerede med den såkaldte Lizarra-aftale i september 1998, hvor nationalisterne indgik en aftale med ETA og dannede en ren nationalistisk regering med ETA’s politiske arm, Euskal Herritarok.
»De, der regerede her, sagde, at de havde overvundet institutionerne, og at forfatningen ikke tjente noget formål, og at de kun var interesseret i aftalerne mellem de nationalistiske kræfter,« forklarer han.
Da våbenhvilen blev afbrudt i december 1999 satte nationalisterne deres sidste moralske kapital over styr, synes Ibarrola.
»Da ETA begyndte at myrde igen, fortsatte nationalisterne med at regere. I stedet for at nationalisternes lehendakari trådte tilbage efter ETA’s første drab og efter den første voldelige handling mod demokratiet og dets institutioner, så fandt han sig stiltiende i det. ETA har dræbt lederne af oppositionen. De har dræbt. Og de, der har overlevet attentaterne, er her stadig, fordi ETA’s udstyr ikke virkede. De forsøgte at dræbe hele ledelsen af Partido Popular på en kirkegård. Og de har dræbt vigtige ledere i det baskiske socialistparti på alle niveauer.«
Han mener, at de militante aktivister i ungdomsgruppen Haika, der står bag gadevolden og smider molotovcocktails mod partikontorer og ikke-nationalistiske politikeres hjem, henter legitimitet i nationalismen .
»De er under indflydelse fra nationalismen og ikke kun den mest ekstreme udgave af den. Nationalismens mytologier får dem til at tro på sig selv,« siger den gamle mand og rejser sig op fra bordet, som tegn på, at det snart er tid til at slutte samtalen. Hans hund Kaptajn Nemo gør ude på gårdspladsen, for to af hans livslange venner, poeten og maleren, er kommet på besøg.
»Her kender man ikke historien, og slet ikke historien om kampen for demokratiet. Nationalisterne lyver, deformerer og formørker realiteterne, når de kan komme afsted med det. Og de unge besmykker sig med en venstreorienteret retorik. Præcis som i Hitlers Tyskland, hvor nazisterne hævdede, at de var mere socialistiske end socialisterne selv.«
Inden jeg skal gå, spørger jeg, om han er bange. Det benægter han.
»Frygten kan give ly til alle kujoner i verden. Der er mange mennesker, som ikke vil være til ubehag for nogen. Fordi de er bange. Da vi kom ud af det frankistiske diktatur, var der mange, der spurgte mig: ’Hvorfor blander du dig, du som er så vigtig en kunstner?’ Og jeg svarede dem: ’Ja, fordi jeg er så vigtig som kunstner, skal min stemme høres i offentligheden, så vi kan få afsluttet det her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her