Læsetid: 4 min.

’Lettere at ramme de store’

Danmarks Aktive Forbrugere har en mere pragmatisk linje end de ’firma-fjendtlige’ grupper i bl.a. Nordamerika, siger Jeppe Juul
1. maj 2001

Forbrugerkrav
Den såkaldte firma-fjendtlige aktivisme, som har spredt sig blandt studerende på flere amerikanske universiteter i de senere år, har endnu ikke for alvor fået tag i danskerne. Den danske forbrugerkritik handler fortsat mest om at få sundere fødevarer og andre såkaldt ’grønne emner’. Hvor globale protestgrupper i dag har suppleret miljøspørgsmål med sociale og etiske krav, fokuserer Danmarks eneste forbruger-kritiske bevægelse, Danmarks Aktive Forbrugere, således stadig mest på at få indført bedre kontrol med danske fødevarer.
Talsmanden for Danmarks Aktive Forbrugere, Jeppe
Juul, finder dog inspiration i de kampagner, som udformes i andre lande. Han mener også, at den aktuelle globalisering gør det lettere for aktivister at få virksomheder til at ændre adfærd – ganske enkelt, fordi antallet af virksomheder i verden bliver stadigt færre.

Janus-ansigt
»Globaliseringen og centraliseringen af verdens vareproduktion er på mange måder et janus-ansigt. På den ene side får transnationale virksomheder en enorm magt. Men på den anden side bliver virksomhederne også meget nemmere at ramme for alle os forbrugeraktivister. For hvis virksomheden gør ét i nogle lande, men noget helt andet i andre lande, ja så bliver det lettere at kræve konsekvens af virksomheden. Man kan lettere holde ét stort firma fast på en social ansvarlig linie, end man kan med f.eks. 30 små virksomheder,« siger Jeppe Juul til Information:
»Selv om forbrugerne har mistet meget indflydelse i de senere år, giver udviklingen også mulighed for, at vi kan få indflydelse på en ny måde. I København er der f.eks. et ufatteligt stort antal små kiosker. Det ville være næsten umuligt at få dem alle til at fjerne genmanipulerede rom-kugler fra hylderne. Men når kiosker begynder at slutte sig sammen i store kæder med koordineret markedsføring, ja så bliver det også lettere for os at ramme dem, fordi de har et varemærke, som de for alt i verden vil forsvare.«
Danmarks Aktive Forbrugere (DAF) er en kampagne-baseret organisation, som i dag har næsten tusind medlemmer. I de senere år har DAF rettet fokus mod danske firmaers brug af en række sundhedsskadelige tilsætningsstoffer og andre kemiske forbindelser i de forbrugsprodukter, de fleste danskere bruger dagligt.
Den seneste succesfulde kampagne var rettet mod Procter & Gamble, som bl.a. står bag vaskemidlet Ariel. Efter en massiv kampagne lykkedes det tidligere i år at få Procter & Gamble til at droppe brugen af det miljøskadelige kemikalium, LAS, i alle deres produkter.

Konkrete resultater
Jeppe Juul understreger, at det er afgørende for DAF, at deres kampagner altid fører frem til et konkret resultat. Hvilket klart adskiller DAF fra ’anti-corporate’-grupperne: »Vi forsøger at beskæftige os med overskuelige problemer, hvor forbrugeren har en klar mulighed for at vælge noget andet. Vi er dermed ikke imod virksomheder som sådan. Vi stiller nogle ganske rimelige krav, som firmaerne sagtens kan opfylde, hvis de bare tænker sig lidt om,« siger han.
Ambitionen om at gøre en forskel i hverdagen for danske forbrugere er også en af årsagerne til, at de danske forbrugeraktivister hidtil har fokuseret mest på miljøet:
»Det er ofte meget svært at definere klart, hvad der er etisk rigtigt og forkert. Med økologiske varer er det imidlertid langt lettere for forbrugerne at gennemskue, hvad der er skidt og kanel. Indtil videre har vi derfor mest fokuseret på miljøkrav i forhold til danske firmaer. Men det hænger jo som regel sammen. Hvis en virksomhed opfører sig uanstændigt på ét område, ja så sjofler de også ofte på andre områder. Men vi handler først og fremmest i forhold til danske problemer, fordi det også er her, vi kan opnå konkrete løsninger.«
Jeppe Juul mener, at nye aktivistgrupper nu forsøger at udvide forbrugerkampen til også at omfatte sociale og etiske grundrettigheder, fordi de seneste års grønne bølge har været så succesfuld:

Succes med miljøkrav
»Vi har oplevet, at det rent faktisk virkede at stille krav om en øget miljøbeskyttelse. Dét har givet nye grupper blod på tanden til nu også at rejse en lang række etiske og sociale forbrugerkrav. Mange af kravene handler jo dybest set om, at virksomheder skal opføre sig ordentligt. Og derfor tror jeg faktisk, at vi og andre bevægelser vil begynde at beskæftige os mere med de sociale og etiske spørgsmål.«
I Danmark er der allerede ved lov indført en vidtgående forbrugerbeskyttelse. Mange danske virksomheder er også gået langt med flotte løfter om en mere ansvarlig adfærd. Ifølge Jeppe Juul er problemet dog, at der endnu ikke er nogen formelle instanser til at holde firmaer fast på løfterne i deres markedsføring:
»Vi straffer virksomheder, hvis de ikke lever op til det, de siger. Og hvis virksomheder opfører sig uansvarligt – og forskellige forbruger-grupper samtidig forsøger at nedbryde deres varemærke ved at associere dem direkte til den skadelige adfærd, der er en del af deres forretningsførelse – ja så vil det altså få en effekt før eller siden. Kampagnerne vil ofte kunne påvirke kursen på firmaernes aktier og deres omdømme i befolkningen. Og det har virksomhederne ikke råd til at ignorere,« siger han.

*www.aktiveforbrugere.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu