Læsetid: 3 min.

Litterær rejse til Amerika

Forfatterskolen på studieophold i sproget. Niels Frank & co. introducerer ’language poetry’ for et dansk publikum
25. maj 2001

(2. sektion)

Poesi
Nye sætninger er navnet på opus 2 i Legenda, en skriftserie, som Forfatterskolen lancerede i fjor inspireret af en studierejse til USA.
Første nummer handlede om den såkaldte New Yorker-skole, andet og nærværende nummer gælder language poetry, en særlig type digtning, der opstod i sluttressernes San Fransisco og New York omkring tidsskriftet L=A=N=G=U=A=G=E.
Og hvad betyder så language poetry? Navnet er så vagt, at det næsten er pinligt. Alligevel rummer betegnelsen en pointe.
For sprogdigtningen opstod som et modtræk til den dyrkelse af mundtlighed, spontanitet, rytme og digterstemme, der kendetegner så store dele af amerikansk poesi fra halvtredserne og frem. Heriblandt f.eks. beat-digtningen. Som en reaktion på denne taledigtnings til tider lidt for naive fetichering af den visionært, plaprende poet, lancerede sprogdigterne en ny poesi med skærpet fokus på sproget selv, dets betydningsdannelse og virkemidler.

Akademisk digtning
Når navnet lyder så indlysende, skyldes det blandt andet, at den amerikanske language poetry forløber parallelt med det opbrud i digtningen, vi herhjemme kender under navne som konkretdigtning og systemdigtning.
Orienteringen mod Wittgenstein og nyere fransk sprogfilosofi, af og til iblandet lidt ideologikritik, er heller ikke fremmed.
Alligevel er language-digtningen anderledes end sin danske pendant. Den er mere akademisk i sin diskursbevidsthed og lingvistiske drejning. Dette ses blandt andet på, hvordan tematiseringen af sproget typisk iværksættes ved at lade betydningsdannelsen under, i og over sætningsniveauet kollidere med hinanden.
New sentences kalder digteren Ron Sillimans denne skriftform, der er stærkt inspireret af Gertrude Stein.
Udover to essays af Silliman består Nye sætninger af bidrag fra Charles Bernstein, Michael Palmer og Lyn Hejinian, – de to sidstnævnte optræder desuden i to lange interviews med Forfatterskolen. Dermed bringer Nye sætninger nogle af language-bevægelsens væsentligste praktikere til orde.

Hvor er taledigterne?
Bogen handler dog først og fremmest om digternes overvejelser over language poetry og udskyder således overvejelsernes genstand, nemlig digtene til skriftseriens endnu uudgivne opus 3.
Umiddelbart er det jo fint, at Forfatterskolen så ambitiøst introducerer language poetry for en dansk offentlighed. Problemet er bare, at Nye sætninger ikke rigtigt formår at overbevise om sprogdigtning som teoretisk importvare.
Dette skyldes blandt andet language-digternes tendens til at forsimple deres forgængere så meget, at de mageligt kan hævde skriftdigtningens overlegenhed overfor taledigtningen. Hvorfor i alverden skulle taledigtning dog ikke kunne pege på sprogets virkemidler, grænser og materialitet?
Dertil kommer, at flere af de store taledigtere, tænk blot på Jim Morrison, var stemmer i en offentlighed. Dermed inddrog de en sfære i deres digtning, som ikke levnes megen plads i Nye sætninger. Hvorfor ikke?
Den slags ville man godt høre mere om, når talen falder på avantgarde. Og det gør den tit, når det er Forfatterskolen, der spørger. Hele det første lange interview med Michael Palmer handler nærmest ikke om andet.
Naturligvis må language-digtningens frejdige eksperimentere-lyst vække indtryk og inspiration hos unge forfattere, det er vel derfor, Nye sætninger er blevet til. Og det er fint. Men hvis andre læsere af Nye sætninger måtte finde bogen ligegyldig, så forstår denne anmelder dem godt.

Fjendtlig sarkasme
For de kritiske ansatser i language-digtningen kommer aldrig til udtryk på en måde, som kunne virke relevant eller egentligt udfordrende for den hjemlige debat om litteratur. Og hvad er så meningen med at introducere sprogdigternes ideer på dansk?
Det, der mangler, er en bedre perspektivering af emnet. I stedet får man et efterord af en Per Aage Brandt, der nærmest helt har opgivet at gå i dialog med anderledes tænkende.
»På vore egne breddegrader er litteraturens ypperstepræster ofte helt uden videnskabelig orientering, og teologien er ikke ligefrem nogen sprogvidenskab,« skriver han.
Hvorfor denne fjendtlige sarkasme? Hvad skal vi med den? Er det, fordi Brandt m.fl. selv har gjort sprogvidenskaben til katekismus?

*Forfatterskolen: Nye sætninger. Legenda nr. 2., 2001. 131 s., 50 kr. Forlaget Basilisk

*Language poetry findes blandt andet på hjemmesiden wings.buffalo.edu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu