Læsetid: 6 min.

Livet er smukt

Men filmen er knækket i Baskerlandet, hvor ETA og terroren er blevet børnenes værste mareridt, og mange lever som i en undtagelsestilstand, fortæller forfatteren Iñaki Ezkerra
21. maj 2001

Mandagssamtale
»Tusindvis af forældre i Baskerlandet gør som Roberto Benigni i filmen Livet er smukt, hvor faderen i koncentrationslejren forsøger at bilde sønnen ind, at det hele er en leg. Men det andet er en film, her er det realitet.«
Forfatteren Iñaki Ezkerra spøger ikke. Og for at overbevise fortæller han et par historier fra det virkelige liv.
Dani på fire år ligger hver eneste morgen på knæ sammen med sin far – en politiker i Partido Popular – og råber ’lille kat, lille kat’, mens han kigger ind under bilen. Imens undersøger hans far rutinemæssigt, om der skulle sidde en bombelignende pakke under bilen. For Dani er filmen ikke knækket endnu.
Men for Alvaro på ni år er virkeligheden blevet for stærk. Deres far er et socialistisk byrådsmedlem og har været udsat for angreb fra unge militante ETA-sympatisører, der bruger gadevold – ’kale borroka’ – til at chikanere ikke-nationalistiske politikere. For Alvaro og hans to år ældre søster er det blevet et ondt mareridt. De er i psykologisk behandling.
»For Alvaro og hans søster virker drejebogen fra Livet er smukt ikke længere. Det har ikke været muligt at snyde dem indtil slutningen, hvor de befries fra koncentrationslejren af de allierede tropper,« siger Ezkerra.
»Børnene ender før eller siden med at vågne op til virkeligheden. Fornylig blev der offentliggjort en statistik, der viste, at det værste mareridt for det store flertal af de baskiske børn er ETA og terrorismen.«

Undtagelsestilstand
Iñaki Ezkerra er født og opvokset i Bilbao, i 1983 vandt han Pio Baroja-prisen for sin roman El zumbido, og han skriver fast kommentarer i aviserne El Correo og La Razón. Efter ETA’s kidnapning og mord på lokalpolitikeren Miguel Angel Blanco var han med til at stifte borgergruppen, Foro de Ermua.
Den 41-årige forfatter sidder uroligt gestikulerende på sin stol i det hvide Carlton-hotels bar, og i en sofa bag ham sidder der to mænd og holder øje med indgangen. Skyggerne i sofaen iagttager nøje de gæster, der kommer ind ad døren. Iñaki Ezkerra har livvagt på. For sidste år fandt politiet ud af, at hans navn stod i beslaglagte ETA-papirer.
Han mener, at Baskerlandet befinder sig i en undtagelsestilstand, og det har han skrevet en bog om. Jeg ser en hvid hånd på den blodrøde bog. Undtagelsestilstanden. At leve med frygt, læser jeg på den hvide hånd.
»At skrive er et godt tilflugtssted fra frygten, og så må man sørge for også at bekæmpe frygten med humor,« forklarer han.
»Det hele er temmelig surrealistisk. Tænk, der er et ungt byrådsmedlem, som er i begyndelsen af tyverne, og han må vente på, at hans livvagter tjekker kærestens indgang, før han kan kysse hende. Og der er en rengørings-dame, der går på arbejde med livvagt på, fordi hun som byrådsmedlem er truet af ETA.«
– Hvorfor gav du bogen den titel?
»Det, vi oplever i dag, minder mig om undtagelsestilstanden under frankismens sidste krampetrækninger. Diktaturet døde dræbende. Det samme vil ske her.
Når det nationalistiske regime nærmer sig sin afslutning, vil det slå nogle slag med halen. ETA har dekreteret undtagelsestilstand, og det accepterer nationalisterne og den baskiske regering.«

Nazificering
Iñaki Ezkerra mener, at ETA og seperatistpartiet, Euskal Herritarok, har gennemgået en sproglig vending i halvfemserne.
»Deres sprog er blevet nazificeret. Indtil 1991 var deres sprogbrug glat, klinisk og sterilt, men fra 1992 bliver det mere ekspressivt, teatralsk, dramatisk og nationalistisk. Indtil Sovjets sammenbrud stræbte ETA efter at legitimere sin kriminalitet med en marxistisk-leninistisk pragmatik.
Det var i pagt med traditionen fra Jean Paul Sartres bog De urene hænder, hvor kammeraten bliver dræbt, fordi det er godt for Sagen.
Men her i Baskerlandet har det sterile sprog smittet resten af samfundet. Der har været en mimesis, en efterligning, hvor alle har forsøgt at tale det samme sprog,« siger han.
»ETA’s drab blev normalt afgrænset til medlemmer af civilgarden og det nationale politi. Kun sporadisk dræbte de en eller anden dommer eller en politiker. For det baskiske samfund var den første gruppe ’tålelige’ mord,« siger han.
– Tålelig?
»Hvis ETA var fortsat med at myrde på den selektive måde, så kunne de have fortsat i århundreder, for de kunne at drage fordel af det sterile sprogs udbredelse, og at det moderne samfund er præget af egoisme og ligegyldighed. Det baskiske samfund er i grunden forfærdelig moderne.«
– Hvordan ser du på gadevolden, kale borroka?
»Den viser, at de er blevet fanatiske, og fanatismen bliver til gadevolden. De efterligner nazisternes stormtropper i Hitlers Tyskland. Som under Krystalnatten udpeger de ’fjendernes’ butikker, huse osv.«
»Det kølige sprog er afløst af hadet. Efter at de har dræbt José Luis Lopez de Lacalle, satte de plakater op med ordene ’José Luis gå ad helvede til!’. Og de overmaler ofrenes gravsteder. De har et etnisk had og etno-ideologisk had mod alle, der ikke er baskere eller baskiske nationalister. De har fjernet masken, og de gør brug af en nazistisk symbolik og giver afdøde ETA-terrorister heltebegravelser.«
»Det er en form for mikronazisme, for de har ikke en stor nationalstat som Hitler. Hitler havde Versailles-traktaten at slås mod. De baskiske mikronazister legitimerer sig ved at henvise til Francos undertrykkelse.«
»Men frankismen er kuriøst nok forsvundet, og de lever i et demokrati. Deres fanatisme begynder med en sårethed, og den ender i etnisk stolthed, følelse af overlegenhed og racens rhesus-negative blod.«

Moderat eller radikal
– Hvordan skelner du mellem Arnaldo Otegi og det baskiske nationalistpartis formand, Xabier Arzalluz?
»Arzalluz har en mere nazistisk sprogbrug end Otegi. Arzalluz siger ting om etniciteten og immigrationen, som Otegi ikke kunne drømme om at sige. PNV spiller ikke rollen som et kristendemokratisk parti, der finder sig i EH’s nazisme. Nej, Arzalluz’ PNV er en del af det samme nazistiske parti. PNV har en moderat form, men det siger radikale ting. Selv de moderate folk i PNV er med i Udalbiltza-rådet, som er et oprør mod en demokratisk stat. Det er ikke nyt. Selv i det nationalsocialistiske parti i Tyskland var der moderate folk, som skulle give partiet et mere humant ansigt.«
– Hvordan kan du tale om nazisme. PNV er et parti, der deltager i demokratiske valg og accepterer befolkningens afgørelse?
»Man skal ikke glemme, at Hitler kom til magten ved at vinde et valg...«
– Men PNV og Arzalluz har da ikke planer om at afskaffe demokratiet?
»Arzalluz har et meget mindre land, end ham den anden havde. Men undskyld mig, Arzalluz har de samme totalitære mål. Han har talt imod at give lige stemmeret til indvandrere, og han siger, at spanske indvandrere skal have samme rettigheder som tyskerne på Mallorca.«
– Men Arzalluz anser det konservative Partido Popular for at være en slags arvtager for general Franco og frankismen?
»Jeg ved ikke, hvad han taler om. PNV har lavet et let antifrankistisk curriculum. Men hvis man skal søge efter frankister i dag, så er der flere frankister i PNV end i Partido Popular. Selvfølgelig kommer enkelte af PP’s folk, fra en frankistisk tradition, men PP er et ungt parti, og de fleste er liberalt indstillede. Historisk forsøgte PNV at lave en pagt med general Franco. Og PNV i Alava sluttede sig til Francos nationale oprør mod Republikken.«
– Hvorfor er du så hård ved de baskiske nationalister? Er du ikke bare en spansk nationalist?
»Jeg er ikke spansk nationalist. Jeg accepterer med en vis fatalitet, at jeg er spanier, og at den spanske nation eksisterer. Det svarer til at være født efter Edison, for så behøver man ikke at genopfinde det elektriske lys. For det eksisterer allerede.«
»Jeg foretrækker at bruge det 21. århundrede på at udvide den individuelle frihed og kreativiteten i stedet for at begive sig ud på et nationalistisk eventyr fra det 19. århundrede. Det er for dumt at torturere sig selv og gøre livet surt ved at dyrke en nationalistisk ideologi.«
»Idealet for mig er forfatningspatriotismen, men som latiner er det ikke nok. Det er ikke kun nationalisterne, der har ret til at bruge det sentimentale sprog. Vi vil også have lov til at tale følelsesfuldt. Spanien er godt lavet, og jeg vil have lov til at glæde mig over den demokratiske forfatning, som vi har, på samme måde som jeg kan glædes over at se et smukt landskab.«

Iñaki Izkerra: ’Estado de Excepción. Vivir con miedo en Euskadi’. Forlaget Planeta, 2001.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu