Læsetid: 4 min.

Medie-maskinen manipulerer

Den britiske New Labour regering indskriver sig i den politiske videnskabs annaler med sin lidenskab for mediemanipulation og -kontrol
26. maj 2001

LONDON – Meningsmålingerne kunne få selv den mest tvivlende og deprimerede kandidat til at smile, og langt de fleste af landets medier støtter New Labour, så partiet burde egentlig kunne slappe lidt af. Men nej. New Labours mediemaskine manipulerer som aldrig før.
Forleden var det Geri Halliwell – Ginger Spice fra popgruppen Spice Girls – som trak læsset og tabloidbladene, da hun optrådte i en tv-reklame for New Labour. Geri Halliwell blev vist i færd med at servere te for nogle ældre damer, der kiggede tv – helt tilfældigvis et program med kryddersilden selv.
Og det stopper ikke ved hjemmefødte berømtheder. Den amerikanske popstjerne Britney Spears har sendt et signeret foto til New Labour og ønsket »held og lykke« med valgkampagnen. Et rygklap, som partiet ikke var sen til at udnytte. Med Britney om bord må partiet mene, at det simpelt hen ikke kan blive mere cool i unge vælgeres øjne.

Kun for de udvalgte
Men ikke al opmærksomhed fra kändisser er velkommen. Således blev en af Storbritanniens kendteste og højst elskede underholdere, Rory Bremner, barskt forhindret i at følge Tony Blair rundt, mens premierministeren rejser landet rundt i sin kampagnebus.
Bremner, som aldeles fremragende efterligner – og gør grundigt grin med – landets politikere og andre magtfulde personager var uønsket selskab for premierministeren.
Han skulle ikke sådan samle materiale ind, som han senere kunne bruge til at udstille Blair – og da slet ikke på et tidspunkt, hvor det er enormt vigtigt, at Blair fremstår stærk, mandig og handlekraftig.
De konservative gav for øvrigt uden problemer Bremner et journalistpas, så han kunne komme med partilederen William Hague rundt. Bremners udgave af William Hague er ellers mindst lige så ubehøvlet og grinagtigt som hans efterligning af Tony Blair, så man kan ikke undgå at få det indtryk, at Tony Blair er forfængeligt øm over sit image, mens Hague kan tåle mosten.

En dyr dag med Blair
Mediemaskinen maler også over for de politiske journalister. Først og fremmest bliver de malket for penge. Det koster således 564 pund – ca. 7.000 kroner – om dagen plus moms at komme med New Labours kampagnebus.
Ovre hos de konservative er det endnu værre – her koster en bustur 650 pund – cirka 8.000 kroner – om dagen. Igen plus moms. Det er dog gratis, hvis man bare vil gå til partiernes pressekonferencer.
Her lagde New Labour i begyndelsen kraftigt ud med en pressekonference hver morgen klokken 8.30. Men efter de første dage, hvor presserummet stort set var tomt, blev tidspunktet dog rykket frem til kvart i ti.
Og der er striks kontrol med, hvem der kommer ind. Det elektroniske pressekort skal stikkes ind i et apparat ved indgangen, og en bistert udseende partisoldat genner på det bestemteste de folk væk, som ikke har noget at gøre dér.
Det gælder også journalister, der er kommet til at forvilde sig hen til presselokalet på et tidspunkt, hvor der kun er adgang for politiske redaktører.
Så er det, man spekulerer på, hvorfor New Labour egentlig har den opdeling – fortæller de journalisterne ét og deres redaktører noget andet? Eller er der bare tale om et gammelt stammefolks urinstinkter med opdeling i klasser og hierarkier?
Måske virker det. For langt de fleste medier i Storbritannien bakker faktisk i deres ledere op om New Labour, mens journalisterne jager rundt efter historier, som de kan genere magthaverne med.

Satirens våben
Men den konservative Daily Telegraph er gået mod strømmen. Dens sjoveste påhit er et slags computerspil på Internettet, hvor læserne opfordres til at guide en af Storbritanniens kendte tv-journalister Jeremy Paxman gennem »Westminster-labyrinten.«
Han skal hjælpes til at finde partiernes hemmelige manifester – eller valgløfter – ellers risikerer han at blive offer for partiledernes lange, luftige taler. Gennem labyrinten kan man hapse sig til point eller tabe, hvis man gør noget forkert – det sker f.eks., hvis man pludselig står over for en af partilederne.
Den slags kan man ikke rigtig gennemføre uden for cyberspace.
Men ude i virkeligheden kan vælgerne til gengæld fornøje sig med briternes altid satiriske valgplakater. Indtil videre er den morsomste nok de konservatives plakat, der forestiller en gravid Tony Blair med ordene »Fire år med Labour, og han er stadig ikke nedkommet.«
Labour kan også betyde veer på engelsk, og det engelske ord for at nedkomme kan også betyde at levere, så her er tale om et fint lille ordspil i bedste britiske tradition.
New Labours modtræk er en plakat, der viser en 16-årig William Hague med ordene »Her var en, der ikke gjorde sit hjemmearbejde.« Neden under står der med mindre skrift: »Hvem tror, at regnestykket i de konservatives valgløfter går op? Kun William.«
Hague er kendt for som 16-årig at være så optaget af politik, at han holdt en tale på de konservatives årskongres, og det har givet ham et image som en person, der stort set ikke har noget liv uden for politik. Men det er dog trods alt nok de færreste, der tror på, at han ikke kan regne.
Indtil videre er det altså nok de konservative, der fører i plakatkrigen, men spørgsmålet er, om det hjælper. New Labour fører stadig med 10-15 procentpoint i meningsmålingerne.
Kampagnen fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu