Læsetid: 4 min.

Mellem værksted og verden

Bred tilslutning til ideen om et litteraturhus i København. Hvis Magdeburg kan, kan vi også
8. maj 2001

Litteraturhus
Som turnerende lyriker har Pia Tafdrup set noget i udlandet, som vi ikke har herhjemme. Hun har set litteraturhuse. I Berlin og Hamburg, i Lissabon og i Wien. Foranlediget af misforholdet mellem os og dem skrev Tafdrup sidste år en leder i Kulturministeriets nu forhenværende organ, Kulturkontakten. Hvor hun beskrev den danske tilstand: ’Vi har sproget, vi har bøgerne, vi har litteraturen – men litteraturen har ikke tag over hovedet.’
Nu forekommer det ikke umiddelbart indlysende, at litteraturen som en anden privatperson skulle have behov for et sted at bo. Bogstaveligt talt synes litteraturen at have ligeså meget brug for et hus som en fisk for en cykel.
Det har tidligere været hævdet, at når nu filmen og dansen og alle de andre har et hus. Så burde litteraturen da også. Men som Merete Ries fra forlaget Rosinante i en helt anden kontekst har pointeret, så er det litteraturens vilkår og skæbne, at den er så frygteligt umondæn. Man kan ikke vise sit kønne tøj og sin dyre partner frem, når det drejer sig om litteratur. For den foregår stadig i privaten mellem bogen og læseren og ikke så meget andet.
Det var derfor så meget desto mere interessant, at Goethe-Instituttet i samarbejde med Dansk Litteraturcenter mandag afholdt en konference i Møstings Hus på Frederiksberg til belysning af spørgsmålet om et eventuelt Københavnsk litteraturhus.

Den tyske erfaring
Litteraturhusene breder sig i øjeblikket i de europæiske storbyer. Også Marseille og Budapest og Basel har nu fået tag over litteraturen.
Men først og fremmest foregår det i Tyskland, hvor man er oppe på mere end ti litteraturhuse.
Og på konferencen mandag havde man inviteret repræsentanter fra husene i Hamburg, Berlin, Stuttgart og Köln til at formidle den tyske erfaring. Hvilket viste sig meget inspirerende. Og faktisk afslørede et indiskutabelt behov i København.
Ursula Keller fra Literaturhaus Hamburg fortalte, hvordan huset i Hamburg fungerede som forum for international litteratur. Forfattere som Mario Vargas Llosa, Don Delillo og Joseph Brodsky havde været der og læse op. Og huset afholdt tværfaglige konferencer og forelæsningsrækker. Til eksempel referede Keller et symposion, hvor kunstnere, akademikere og naturvidenskabsmænd havde kastet forskellige perspektiver på kaosteori.
Det var et stående spørgsmål på konferencen, hvorvidt et litteraturhus ville dræne Københavns øjeblikkelige udbud af oplæsningsarrangmenter og litterære soiréer. Men Keller understregede, at aktiviteten i litteraturhuset i Hamburg havde bredt sig til resten af byen: flere boghandlere og flere oplæsninger.
Og Thomas Wohlfahrt fra Literaturwerkstatt Berlin forklarede, at det ikke var litteraturhusenes opgave at lave arrangementer med debutanter eller aktuelle forfattere, som man kender det fra biblioteker og boghandlere. Også han understregede det internationale tilsnit og henviste til en festival for irsk og nordirsk lyrik, som netop i byen tidligere adskilt af den ofte omtalte mur fungerede som et internationalt perspektiv på et lokalt modsætningsforhold.
Samtidig tilføjede Wohlfahrt, at litteraturen som sådan naturligvis var og blev privat. Men det betød ikke, at den ikke skulle bringes ind i det offentlige rum.
Til debat og belysning af sine naboer inden for andre kunstarter og filosofi og naturvidenskab. Som Florian Höllerer fra Stuttgart sagde: ’Litteraturhusene skal fungere som et rum mellem værksted og verden.’

Det skal være nu
Efter pausen uddybede Pia Tafdrup sin leder fra den ministerielle publikation. Hun synes ikke, det var så sjovt, når hun blev kontaktet af lyrikere fra lande, hvor hun selv havde læst op, som forhørte sig om muligheden for at komme til Danmark. Og hun måtte sige, at det var der altså ikke plads til i Danmark.
Der var på konferencen enighed om, at det er for provinsielt og selvtilstrækkeligt, at vi ikke i København har et eneste forum for udenlandske forfattere. Goethe-instituttet og Alliance Francaise er nærmest de eneste, som systematisk inviterer udenlandske forfattere.
Selv inviterer vi udelukkende udenlandske forfattere til den årlige bogmesse, hvor opholdene ofte finansieres af den franske ambassade eller andre kulturinstitutter.
Dansk Forfatterforenings formand, Knud Vilby, talte også for et litteraturhus. Men understregede, at skulle det gøres. Så skulle det gøres ordentligt.
Han nævnte tre nøgleord: uafhængighed, tilstrækklig kapital og daglige aktiviteter, så det ikke bare bliver den ugentlige oplæsning. Ligesom Tafdrup brugte han flere gange ordet NU. Under henvisnig til et bogmarked i forandring og det nærmest akutte behov for at kunne invitere forfattere fra udlandet. Og for at se og høre på andre end os selv.
Det springende punkt er naturligvis pengene. Ordstyrer Ulla Strømberg estimerede de årlige driftomkostninger til mellem to og fire millioner kroner.
Og de repræsenterede tyske huse havde kostet mellem fire og 20 millioner kroner at etablere. Det er store beløb i bogbranchen. Men som moderator Moritz Schramm bemærkede:
»Når de kan lave et litteraturhus i Magdeburg med 200.000 indbyggere. Så burde vi også kunne gøre det her.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu