Læsetid: 5 min.

Når et geni lader pennen snakke

Anden omgang af udgivelsen af Kierkegaards journaler viser den uendelige skriven som stor kunst
9. maj 2001

Ny bog
Efter i ekstatisk velskrevne aforismer at have konkluderet på Tid og Evighed, Folkelitteraturens store poetiske Kraft og Al Grundtvigs Prædiken stopper Søren Kierkegaard op. »Jeg føler ret i denne Tid min Tilintetgjørelse,« skriver han.
Den næste aforisme indledes med noget, der ligner en definitiv afsked med den frie tanke. Og signeres ikke udramatisk: ’S. K. forhenværende Dr. Exstaticus’.
Hvad er det for en ’Tilintetgjørelse’ og hvorfor nu ’forhenværende’?, spørger man sig selv som læser af Søren Kierkegaards journaler. Og forventer vel noget i retning af et skæbnesvangert rendez-vous med Regine Olsen. Eller et sammenbrud i de fortløbende metafysiske undersøgelser. Men Kierkegaards journaler ledsages af et omfattende kommentarbind. Der kort skitserer filosoffens hverdagslige baggrund for den metaforrevne afsked.
23-årige Søren skal til eksamen. Ligesom alle andre teologistuderende tvinges han til at læse fast pensum. Den følgende optegnelse er pensuminflueret. Den bærer titlen: Christendommen vil være os Alt. Og ender alligevel med, at Dr. Exstaticus fortolker ordet ’Alt’ som en invitation til også her at melde sin poetiske verdenssmerte. Nu spejlet i en trøstende kristendom: »naar Du føler Dig almægtig og tilintetgjort, da skal de himmelske Kræfter røre sig i Dig.«
Og således er bevægelsen i Kierkegaards løbende journaler. Fra poetisk afsked til teologisk ankomst. Man følger den springende pens spidsformuleringer af intrikat metafysik. Og man følger Søren Kierkegaard som flanør rundt i Københavns gader. Med paraplyen, som han holdt så meget af, at den også skulle med i solskin.
Helt ned til Minis Conditori på Nytorv, hvor den fanatiske kritiker af spidsborgerligheden bestemt foretrak at indkøbe sine private kaffebønner. Og hvor han konverserede den gamle China-Captain, som er »Den Eneste, jeg nogensinde har talt liderligt med.«

Ikke dagbøger
I tidligere udgivelser har man struktureret journaloptegnelserne efter forfatterens personlige biografi. Og dermed skabt en kunstig dagbog. Men Kierkegaard skrev optegnelserne efter et andet princip. Som rekonstrueres i den nye udgivelse. Kierkegaard skrev forfra og bagfra på to spalter i forskellige hæfter, dvs. journaler på samme tid. Journaler hver især defineret tematisk. Således at journal ’kk’ forbeholdtes noter til Martensens forelæsninger i Dogmatisk Teologi, ’gg’ er en systematisk renskrivning af løse lapper. Og så videre.
Det er de seks journaler betitlet ’ee’, ’ff’, ’gg’, ’hh’, ’jj’ og ’kk’, der nu udkommer i den enestående højkompetente udgivelse af Søren Kierkegaards Samlede Værker. Efter at have udgivet hovedværker som Enten-Eller, Begrebet Angest, Frygt og Bæven nåede den fortløbende udgivelse sidste sommer til den unge Søren Kierkegaards tidlige journaler. Hvor man fulgte den unge Kierkegaard, der drev rundt ved Esrom Sø og som en anden Werther spurgte sig selv, hvad det hele dog skulle blive til. Skyerne på himlen, hans eget liv og troen.

Ølnordiske Grundtvig
Goethe skriver i sin roman Den unge Werthers lidelser om narcissisten Werther, der mærker sit eget bankende hjerte og sin egen dunkende smerte. Og intet andet. Henvist til at kun at handle på sig selv, tager han sit eget liv.
I de nyudgivne journaler tematiserer Kierkegaard sig selv. Sine egne projekter og sine foretrukne aversioner. Men når Kierkegaard kigger i spejlet, ser han i modsætning til Werther altid noget andet end sig selv.
Så snart han har produceret to tanker, kommer den tredie af sig selv. Som refleksion af en vilkårlig detalje i det foregående.
Man kan tage et eksempel. Gang på gang gør Kierkegaard udfald mod en samtidig, som på grund af sine lange skåltaler konsekvent refereres til som den ’ølnordiske Pastor Grundtvig’. I en optegnelse reflekterer Kierkegaard lykkeligt over en avisnotits: ’medens Grundtvig talede ankom fyenboerne.’
Umiddelbart ligner det en neutral beskrivelse af to samtidige begivenheder, men Kierkegaard vælger at læse fynboernes ankomst som en parodi på den ølnordiske Pastor: »det ypperlige og vittige er den Forestilling man faaer om Pastor Grundtvigs Tales phantastiske længde.« Og for yderligere at parodiere Grundtvigs langtrukne folkelighed foreslår Kierkegaard en anden illustration: »Man kunne fE sige: medens Grundtvig talede løb en fransk Flaade i Søen og erobrede Algier.«
Den temmeligt ensidige kritik af Grundtvig udvikler sig. Og afdækker en sproglig tendens til gennem den umiddelbart neutrale sammenstilling at forene uforenelige processer i den allermest naturlige maner.

Kontra Hegel
Det virker lidt komisk, når Kierkegaard hidser sin snakkende pen op til den ene forbandelse af filosoffen Hegel efter den anden. For Kierkegaard er om nogen hegelianer. Den berømte stadielære er et forsøg på en direkte udvikling af Hegels dialektiske tænkning. Definitionen af selvet som sat ved noget andet end sig selv, er som snydt ud af Hegels fænomenologi.
Journalerne er ikke oplysninger af det allerede udgivne forfatterskab. Kladderne og skitserne vil blive udgivet elektronisk. Men journalerne har interesse som indblik i Kierkegaards virtuose praksis. Og man ser modstanden mod Hegel som en skriftlig nødvendighed. Som platoniker bliver Kierkegaard nødt til at være i dialog. Han kan ikke bare tale selv. Og når han ikke kan tænke sig udover Hegel, ser man i journalerne, hvordan han istedet gør op med Hegel ved at misbruge ham som poetisk anledning. Eller som han selv siger et sted: »Det er ethvert Msk. ...nødvendigt at have en Skygge, en bestemt Gjenstand for deres Livspolemik.«
Som kommentar til en optegnelse, hvor han latterliggør Heiberg, skriver Kierkegaard om sin egen skriven: »at skrive saaledes, det er, hvad jeg kalder at lade Pennen løbe med Snak på papiret.« Og det er det spændende ved journalerne: at følge Kierkegaards snakkende pen bevæge sig. Man ser, hvorledes Kierkegaard bruger sine vanvittigt opskruede aversioner som afsæt for en kæde af associationer, der slutter fra den ene analogi til den næste. Man springer med det springende pen, for Kierkegaard udfolder i journalerne hele sit fantastiske sproglige repertoire. Alene af den grund er de læseværdige for alle.
De seks udgivne journaler ledsages af et kommentarbind på næsten dobbelt så mange sider. Og kommentarbindet er på trods af enkelte overraskende udeladelser i sig selv mageløs læsning. Hele det litterære, sociale, mediemæssige, politiske, kristne og filosofiske felt omkring Kierkegaard afdækkes.
Det er et unikt stykke socialhistorie. Kommentarerne udlægger Hegels dialektik med en ordbogs sproglige præcision. Og de finder avisnotitsen om fynboernes ankomst og de søger i alle tilgængelige arkiver for at identificere personer som eksempelvis den gamle China-Captain.

*Søren Kierkegaards Skrifter: Bd.18 Journalerne EE - FF - GG - HH - JJ - KK. 386 s. Bd. K18 Kommentarer. 620 s. Samlet pris 450 kr. Gads Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu