Læsetid: 3 min.

Når hjerte rimer på tærte

Hofskandalen er en brilliant forestilling med elegant skuespil og sang så det er en lyst
3. maj 2001

Teater
Postmoderne tider har ikke levnet oplysningen og fornuften megen ære, og de store historier skulle angivelig være så godt som stendøde. Blandt andet derfor er det tankevækkende, at Struensee er kommet ’på mode’ igen i disse år. Hvor kort – sølle seksten måneder – hans stundesløse reformvirke i begyndelsen af 1770’erne end blev, så er det dog en af de allermest æggende gåder i Danmarkshistorien, en vildt kulørt historie, større og på sigt mere konsekvensrig end de fleste, og fuld af muligheder for overvejelser omkring oplysningens dialektik. Og nå ja, omkring kærlighedens grænser, for Dr. Struensee lå jo i med den skizofrene Christian den 7.’s stakkels unge dronning, den engelske prinsesse Caroline Mathilde ...
I samklang, også tidsligt, med P.O. Enquists Livlægens besøg har Niels Brunse og Bent Fabricius-Bjerre digtet en såkaldt musical over dette uopslidelige kildestof, Hofskandalen. Ikke en musical i gængs forstand – og gudskelov og tak for det – men et tragisk syngespil i traditionen fra Stephen Sondheim, et spil hvis skandale selvsagt er den dobbelte: usurperingen af både magten og dronningen. Det ’post-postmoderne’, det sandt fornuftige ved forvaltningen af stoffet er imidlertid ligeværdigheden. Kongen, dronningen og Struensee er alle omfattet af fuld sympati, mens selvsagt hoffet, dvs. særligt enkedronningen og dansk nationalismes lavstammede førstebejler, Ove Guldberg får velfortjente prygl, så det fyger lige op i hovedet på visse personer i dagens Danmark.

Passende afsked
Hofskandalen er scenisk brillant realiseret, en sand festforestilling, og en passende afsked for Malene
Schwartz som også selv – på oprindelig foranledning af Erik Balling – har bestilt værket til opførelse.
Aalborg Teaters Store Scene er faktisk kun stor i dybden, men Nina Schiøttz har med forbløffende enkelhed via lys og lette moduler digtet en mobilitet og luftighed ind, krydret med extravagant, ofte depraveret farverigdom, på tværs af de snævre rammer, ikke bare i den famøse og utopiske Hørsholm-sommeridyl, men også i Christiansborgs – og Kronborgs – omfattende labyrinter. Hendes kostumer og masker er både periodekorrekte og i deres vilde stilisering helt moderne, og i de lykkeligvis mange tableauer, hvor modsætningerne virkelig krydses tæt, har instruktør Morten Hovman med stor elegance fået sine spillere til at agere, danse, springe og synge så det stort set er en lyst. I disse scener kommer Hofskandalen saligt tæt på Gesamtkunstwerk’ets idé, en fluktuerende, detaljemættet betydningsrigdom – cirkus, film og whatever, som kun teatrets intime nærvær helt ud kan realisere.

Meget tankestof
Niels Brunses libretto bobler af intelligent historisk-dramatisk indstramning, mundrette versefødder og smidige rim – hjerte på tærte f. eks. – og de fleste skuespillere er i dag i stand til at honorere temmelig omfattende sangkrav. Lisbeth Gajhede er således en uhyre stejlt majestætisk enkedronning, og den fra Århus gæstende Caspar Phillipson udstiller sin kongerolle med både gøglerisk Amadeus-giggle, forskriftmæssig fraværenhed, forbløffende adræthed, og en smerte som ikke uden videre rimer på tærte, men snarere på pisk og pønitense. Hoffets syndige sladdervornhed og stive maskespil udfoldes med tilsvarende indiskret charme (Lars Lohmann, Frank Gundersen, Jan-Michael Senderovitz osv). Og kongens berygtede 'herskerinde', luderen Støvlet-Katrine (Maibritt Saerens) afstedkommer også et par mindeværdige excesser.
I det hele taget er det da også magten i dens både selvbevarende og selvdestruktive udfoldelser, der har inspireret Fabricius-Bjerres skarpeste nodetegn – det er her det lugter mest appetitligt af Sondheim – mens den mere følsomme ende af registret, den mangfoldigt forbudte, ’utopiske’ kærlighed ikke tilsvarende er blevet forgyldt med virkelig ørehængende melodier.
Denne kærlighed, mellem den borgerlige opkomling med de brat stigende, skrivebordsintellektuelle, men socialt fornuftige reformambitioner og den topfrustrerede, men hastigt erotisk vakte, dristigt drømmende prinsesse, er selvfølgelig både forestillingens raison d'être og problem. Kilderne omkring forholdet er yderst sparsomme, og der skal vel en længere fantasiudfoldelse som
Enquists til for at give det en plausibel historisk pondus, ud over skandalens for længst foreskrevne, bornerte betydninger. Ikke for det, Allan Klie og Christiane G.
Koch forsvarer deres roller og indbyrdes attraktion med bravour, men virkeligt rum for magtens gradvise fordummelse, forelskelsens blindhed og drømmens svæv kan næppe gives inden for de stipulerede rammer. Den 1. maj var engang en særlig dag. I år passer Hofskandalen meget godt. Stykket transcenderer klart dagens aktuelle fejringer, der er masser af stof at tænke videre over, og forestilingen er trods alt – og det at alt går ad hekkenfeldt til – i sine bedste momenter en virkelig oplysningens fest.

*Niels Brunse og Bent Fabricius-Bjerre: Hofskandalen. Instruktion: Morten Hovman. Scenografi og kostumer: Nina Schiøttz. Orkester: Bent Lundgaard osv. Medvirkende: Christiane G. Koch, Caspar Phillipson, Allan Klie, Lisbeth Gajhede, Jesper Vigant, Lars Lohmann m.fl. Aalborg Teater, Store Scene, premiere 1. maj 2001

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her