Læsetid: 5 min.

Næste skridt: Kosmos

Superstjernerne udi den cubanske musik var i København for at give koncert med Buena Vista Social Club. De er ukrukkede, men bevidste om deres egen, uomtvistelige værdi
9. maj 2001

Interview
For fire år siden fik en flok aldrende cubanske musikere et verdensomspændende gennembrud med pladen Buena Vista Social Club, der bl.a. vandt en Nordamerikansk grammy. Musikken er traditionelt cubansk – rumba, cha-cha, guaracha og den særlige cubanske sonero (det kommer af egentlig af ordet ’rytme’, men det betyder meget mere end det) – en fusion af spanske og afrikanske elementer med en kompleks grundrytme, der inviterer til improvisationer og ’samtaler’ mellem musikerne. Pladen blev ledsaget af en Wim Wenders’ dokumentarfilm, som har gået i årevis i de danske biografer. 21 mand høj gik Buena Vista Social Club så på scenen i en udsolgt Falconersal i går, men tidligere på dagen fik den danske verdenspresse lov til at tale med de to sangere Ibrahim Ferrer og Omara Portuondo. De to er jo ikke lige præcis vårharer, men på det lidt uhøflige spørgsmål om hvornår han blev født svarer Ferrer:
»Jeg blev født for fire år siden. Tidligere var jeg også blevet født for 74 år siden, men for fire år siden blev jeg født igen.«
– Takket være filmen og pladen?
»Takket være dem, men også takket være mig selv og naturen, som har tilladt mig at komme hertil.«
Ferrer fortæller, at han begyndte at synge som 13-årig, men da var han allerede begyndt at arbejde, for »man skulle jo tjene til dagen og vejen. Men nu behøver vi kun musikken til at klare os.«
– Min oplevelse af filmen var, at dér kommer den store amerikaner og hiver nogle gamle stakler ud af glemslen. Har det nogetsomhelst med virkeligheden at gøre?
På dette spørgsmål, som de har hørt tusind gange før, lyner Omara Portuondo: »Alle ved, at hvis man laver et kunstnerisk stykke arbejde, så er en markedsføring nødvendig for at nå målet, som er at gøre arbejdet til en succes. I dette tilfælde er succesen skabt af flere forskellige elementer: Musikernes talent, musikken selv og dem, der tog over for at indspille denne plade, som var et lille, engelsk pladeselskab, der hedder World Circuit. Mange andre, også vesterlændinge, har indspillet plader i Cuba uden, at der skete noget videre, hvorfor ved jeg ikke. Denne plade blev lavet med cubanske musikere, der spillede musik, der var traditionel som muligt. Det er et lykkeligt sammentræf af flere forskellige personer: Musikerne, Ry Cooder, Nick Gold fra pladeselskabet, kapelmesteren Juan de Marco og mange andre. Tilfældigvis bliver denne plade valgt til årets nordamerikanske grammy og samtidig havde de talt med Wim Wenders om at lave en dokumentarfilm om pladen og musikerne. Det var tilfældigt at det hele løb sammen i en enhed denne gang, fordi mange andre har lavet disse ting før. Det var et fælles stykke arbejde. Det er ikke fordi, at de folk tog ud for at erobre den cubanske musik som var de Christoffer Columbus, nej, det hele, musikken, personerne, talentet, var der i forvejen, og Wim Wenders og Ry Cooder har ikke opdaget noget. Fordi vi lavede et godt stykke arbejde, som folk kunne lide, har vi fået succes. Øjeblikket var også det rigtige, både i Cuba og i resten af verden. Og succesen har været virkeligt stor – selv sociologerne har skrevet bøger om os.«
— Så egentlig er det temmelig chauvinistisk at tro, at Buena Vista Social Club opstod ud af ingenting eller glemslen?
Portuondo: »Hverken vi selv eller musikken kommer ud af ingenting, fordi vi havde et solidt grundlag i musikken, som er gammel. Lige så gammel som os selv. Vores land har en folklore med kraftige rødder fra både Spanien og Afrika.« På spørgsmålet om de musikalske inspirationskilder svarer Ibrahim Ferrer: »I den henseende har jeg ikke nogen særlige inspiratorer – musikken har inspireret mig. Jeg fandt mig min måde at arbejde på.«
Siden gennembruddet har de særdeles ukrukkede stjerner turneret verden tynd og mangler efter eget udsagn kun at give koncerter for eskimoerne: »Alaska mangler vi,« men efter deres gentagne udtryk for, hvor koldt de finder det i Danmark – og det på årets måske hidtil pæneste dag i Danmark – så kan man tvivle på om de nogensinde kommer op på indlandsisen. Men at rejse holder de af.
»Alle de steder, hvor vi er kommet,« fortæller Ferrer, »er vi blevet godt modtaget, men vi for vores del har heller ikke fejlet, vi har opført os upåklageligt, som ægte personer bør.«
– Kan I fortælle mig lidt om livet på Cuba?
Ferrer: »Det er vidunderligt. Alle steder, hvor jeg kommer hen priser jeg Cuba og siger til folk, at de ikke skal tro mig på ordet, men selv tage derover og se landet. Alle kan fortælle mange historier og løgne, og derfor ville jeg gerne, at folk ser det for sig selv. Tag derover uden frygt, uden fordomme – med åbne øjne.
– Bliver det sagt mange løgne om Cuba?
»Af hvem?«
– Af folk i Vesten, vel.
»Nå ja, der bliver sagt så meget, men jeg holder min mund, for folk må jo sige, hvad de vil, men jeg kan da for eksempel fortælle, at nogle tror, at de snupper alle de penge, vi tjener, men os er der ingen, der tager noget fra. Kommer jeg hjem med tre tusind spir, så stikker jeg dem i lommen; kommer jeg hjem med et par bukser, beholder jeg dem på.«
– I Vesten lader der til at være en vis ungdomskult, hvor en 25-årig får større medieopmærksomhed end en 65-årig. Er det også tilfældet i Cuba?
Ferrer: »Alle folk har den samme ret. Man skal gøre det godt og slut prut finale. Hvis folk kan lide, hvad man laver, så er den ikke længere.«
Portuondo: »De unge mennesker er utrolig vigtige. Som vores nationaldigter, José Martí, siger: ’Ungdommen er verdenens håb.’ I Cuba laver de unge pop, rock, ballet eller flamenco – hvad end de har lyst til. Og det gør vi også.
– I har begge levet både før og efter revolutionen. Hvad forandrede den?
Ferrer: »Alting. Livet var fuldstændig anderledes – man skulle arbejde, og så kunne man lave musik ved siden af. Men det var før.«
Portuondo: »Nu er vi meget lykkelige for den succes, som pladen fik, fordi mange forskellige folk med forskellige talenter fandt sammen og lavede et godt stykke arbejde, men også fordi folk i hele verden var lydhøre over for den cubanske musik. Denne verdensomspændende entusiasme har givet os muligheder for at rejse over det hele: Europa, USA, Latinamerika, Asien.« Ferrer: »Nu tager vi ud i verdensrummet. Næste skridt: Kosmos!«

*Links:
www.bvsocialclub.com www.buenavista–socialclub.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu