Læsetid: 7 min.

NEKROLOGER

18. maj 2001


Waldir ’Didi’ Pereira, 72
*Engang var fodbold et spil for gentlemen, og en af de nobleste af dem døde den 12. maj, 72 år gammel. Ingen kender Waldir Pereira, men en hel verden af fodboldelskere lærte Didi at kende som spilfordeleren og strategen på det brasilanske guldalderhold, der vandt VM i 1958 og 1962.
Didis karriereforløb er af den slags, man skriver filmmanuskripter over. Født ind i en søskendeflok på 13 i provinsbyen Campos spillede han sig ud af den udsigtsløse fattigdom, kom til storbyklubben Fluminense og siden Botafogo, som han sammen med Garrincha gjorde til storklub. Didi spillede 72 landskampe for Brasilien, og var allerede med ved VM i Schweiz i 1954, som endte ulykkeligt for ’brasserne’ med kvartfinalenederlag mod de mageløse magyarer i det, der gik over i fodboldhistorien som Slaget i Bern. Men det var ved VM i Sverige, han skrev sig ind på mindernes landshold som krumtappen i det sejrrige 4-2-4-system. Han dominerede midtbanen sammen med Zito, og fodrede Pele, så denne knap kunne nå at tygge af munden, før der kom en ny lækkerbidsken.
Didi var ikke den målscorende type, kun 24 landskampmål blev det til, men hans specialitet, ’det visne blad’, ophøjede fodbold til kunst: Med et vristspark fik han bolden til at skrue og skifte retning, som et blad i vinden, indtil den landede, hvor målmanden mindst ventede det.
Som forfatteren Eduardo Galleano siger: »Didi spillede afslappet. Han pegede på bolden og sagde: ’Det er hende, der løber.’ Han vidste, at hun var levende.«
Eller med Didis egne ord: »Jeg behandlede hende lige så kærligt som jeg behandler min kone. Jeg følte en enorm ømhed for hende ...«
Med den holdning til spillet var det oplagt for verdens dengang stærkeste klubhold, Real Madrid, at købe Didi. Han blev imidlertid ingen succes. Mest fordi holdets ubestridte leder, Alfredo di Stefano, frøs ham ud, men også fordi det fysisk betonede spanske spil forundrede og forskrækkede ham. Didi ville intelligensen og elegancen.
Det så man i hans sidste store fremtræden, ved VM i 1962 i Chile, hvor han, med Pele tacklet i stykker, førte sit land til endnu et Jules Rimet-trofæ. Som Per Høyer Hansen skriver: »Bruset var gået af champagnen, men ædel vare var det stadig.«
Siden slog Didi sig på trænergerningen i bl.a. Tyrkiet og Saudi Arabien samt ikke mindst som landstræner for Perus succesfulde hold først i 70’erne.
Didis spillestil burde være tvangspensum for enhver, der tror, han kan spille bold. Didi nøjedes ikke med det. Han levede gennem spillet og fik spillet til at leve. tobi

Tage Mortensen, 68
*Engang rejste magister Tage Mortensen sig op under middagen ved en privat sammenkomst, stillede sig op på stolen og skiftede sin tillidsvækkende jyske dialekt ud med en politikers brand-talebrøl og holdt selskabet fanget i henved en halv time med en dyb agitation for vigtigheden af ga-ga. Hvorefter han satte sig ned og spiste videre.
Siden den tid var undertegnede fan af Tage Mortensen. Det lille jyske væsen med næsten-hvide tyndt og strittende hår og de mange piger i Radioens Pigekor, som Mortensen dirigerede fra 1961 og indtil sygdommen tvang ham fra podiet, var et forunderligt syn. Mortensen kunne med sin entusiasme og optimisme få flokken af fnise-piger til at synge som engle. Han var en institution i Danmarks Radio og var dybt respekteret for sin faglighed og evne til at smitte gamle og unge med troen på, at det-skal-nok-gå-og-koncerten-vil-blive-god-holdning.
Mortensen var både dirigent og musikpædagog og mag.art i musikvidenskab. I tillæg til den brede uddannelse var han også komponist og medlem af Dansk Komponistforening.
Nu slår Mortensens metronom ikke mere, men hans værk og virke har sat tydelige spor i dansk musikliv. Ga-ga, du gamle – det skal nok gå alt sammen. beyer

Maria Bergsøe, 77
*Blandt dem, der følger med på Informations debatsider, er det nok få, der ikke har bemærket en utrættelig dame ved navn Maria Bergsøe. Utallige er de læserbreve og indlæg, hvor hun skælder ud over Informations og de øvrige mediers behandling af konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Men der kommer ikke flere læserbreve fra hende. Maria Bergsøe døde tirsdag, 77 år gammel.
Hun var et tidligt medlem af Venstresocialisterne, og var i 70’erne med til at starte kampagnen mod atomvåben. I de sidste mange år var det konflikten i Mellemøsten, der optog den unge gamle dame. Sammen med andre fra lokalgruppen for Nej Til Atomvåben i Søllerød, besøgte hun i 1987 Øst-Jerusalem og de øvrige besatte områder. Her dumpede hun tilfældigt ned i den første palæstinensiske Intifada, og i de følgende år arbejdede Maria og andre tæt sammen med palæstinensiske kvindekomiteer. Det var uden tvivl oplevelserne fra de år, der fik hende til at vie resten af sit liv til solidaritetsarbejdet, dels i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og dels som medlem af redaktionen på bladet Palæstina Orientering.
»Det er dog for galt!,« var hendes typiske kommentar, når hun endnu en gang harmedes over verdens fortrædeligheder. Men det er aldrig blevet ved indignationen. Tværtimod har Maria Bergsøes liv været præget af et aktivt engagement i mange spørgsmål. Både som medlem af Venstresocialisterne, som aktiv i fredsarbejdet, og som lærer for såkaldte problembørn på Lundevangsskolen.
Nu må både Informations debatsider og vi andre undvære Maria. Trist for alle, der savner engagerede, politiske mennesker, der tør blande sig.Søs og Plovfure

Douglas Adams
*Der findes næppe mange under 30, som ikke har læst eller hørt om Douglas Adams science fiction-roman A Hitch Hiker’s Guide to the Galaxy. Med over 14 millioner solgte eksemplarer over hele verden, tre sequels og flere radiospil opnåede Adams forrykte sf-parodi kultstatus ud over det sædvanlige. Det er med ekstra stor ærgrelse, at Douglas Adams skulle dø af et hjerteslag i en alder af blot 49 år mens han var i gang med en livsdrøm: Et manuskript til en Hollywood-filmatisering af sin sf-klassiker.
Douglas Noël Adams blev født i 1952 i Cambridge som søn af sælger Christoffer og sygeplejerske Janet Adams. Forældrenes skilsmisse havde en stor indflydelse på den kun fem-årige Douglas, hvis store begejstring for The Beatles og senere Monty Python’s Flying Circus skulle vise sig at være afgørende for hans kunstneriske udvikling.
Under sine engelskstudier på St. John’s i Cambridge fandt Adams ud af, at han ville være skribent og skuespiller, helst John Cleese: »Det tog mig nogen tid at finde ud af, at jobbet faktisk allerede var taget,« sagde Adams for to år siden i et interview.
I stedet skrev Adams Python-inspirerede sketchs til radioen og hjalp Graham Chapman i Footlight Revue. Han tog skribentjobs flere steder, men mangel på tilstrækkelig selvtillid gjorde, at han var ude af stand til at aflevere til tiden. For at få mad på bordet havde han mange jobs – inklusive ét som livvagt for Quatars herskerfamilie.
Og så, i 1977, kom The Hitch Hiker’s Guide to the Galaxy. Adams siger at han fik ideen mens han lå udenfor på ryggen en nat og kiggede på stjernehimlen. Han var på tur igennem Europa og brugte en blaffer-guide af den mere jordnære slags, og tænkte, at det måtte man også have en galaktisk variant af.
Den færdige tekst blev præsenteret som en radioserie i BBC og blev en spontan succes.
»Det var som at blive hævet op til toppen af Mount Everest, eller som at have en orgasme uden forspil,« sagde Adams om sin pludselige berømmelse.
Siden kastede Adams sig over mange nye projekter, blandt andet som ‘Chief Fantasist’ i et ambitiøst dot.com firma, H2G2, som forfatter til flere nye bøger, hvor han gør grin af videnskab og teknologi (depressive robottere, usamarbejdsvillige elevatorer, overdreven ’brugervenlighed’, mm.) og som formand for interessegrupper
til bevaring af biodiversiteten.rob

Perry Como, 88
*Som sanger var det Pierino ’Perry’ Comos skæbne og historiske uheld at slå igennem før pladeindustrien for alvor kom i omdrejninger, og ironisk nok kom tv ikke til at betyde noget for ham som sanger.
Til gengæld gav mediet ham en ny karriere, og i dag huskes han vel mest som den venlige all american-vært i The Perry Como Show op gennem 60’erne, hvor han, som en anmelder skrev, »gjorde sig lige så godt som en varm toddy på en kold, stormomsust vinteraften.«
Det er dog som sanger, den uddannede herrefrisør med aner i Abruzzerne fortjener at blive husket. Han havde ikke samme sexappeal som Frank Sinatra eller rytmisk tæft som Tony Bennett, men der var både stil og varme over hans tilbagelænede intonationer. ’Ubesværethed’ var hans mellemnavn. Og først i 50’erne tilhørte crooner-scenen Como, som havde Bing Crosby blandt sine beundrere.
Lad så være, at Como forfaldt til fjollerier som f.eks. »Hot Diggity.« Sange som »Prisoner Of Love« og gennembruddet »Till The End Of Time« fra 1945 forklarer, hvorfor han endte med at sælge et pænt stykke over 100 millioner plader. »Catch A Falling Star« fra 1958 blev hans sidste store hit, og indbragte ham en Grammy. tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu