Læsetid: 5 min.

Nekrologer

10. maj 2001


Margaretha Krook, 75 ÅR
*Hun var en af de formidable skuespillerdamer, der kunne så at sige alt. I omkring 40 år var hun en institution i svensk teater, tv og – i mindre grad – film som karakterskuespillerinden med den bydende, skarpskårne udstråling og en totalkontrol over en hvilkensomhelst rolle – store tragiske partier såvel som små komiske karikaturer. Og så var hun den stærke personlighed, der i de senere år kunne gå på tv nytårsaften og holde seerne i ånde ved ad recitere den engelske klassiker Tennysons nytårsdigt.
Hun har 85 titler stående på sin film- og tv-liste, men spillede også omkring 60 roller på Dramatens scene i Stockholm. På film startede hun hos den fremragende instruktør Alf Sjöberg i Kun en mor (1949) og Frk. Julie (1951), men selv om hun kunne være intenst erotisk, var hendes udseende ikke til heltinde-roller.
Til gengæld havde hun stærk sans for satire og barok humor og indgik ofte i Hasse&Tage-revyerne og parrets film, som f. eks. Slip fangerne løs – det er forår (1977) og Picassos eventyr (1978). Sveriges mange morsomme mænd arbejdede med forkærlighed sammen med hende, f. eks. skuespilleren Gösta Ekman, da han skrev og instruerede sin første film, komedien Ærter og knurhår (1986), hvor hun er sjov og træfsikker som hans dominerende mor.
Hos Ingmar Bergman ses hun som lægen i Persona (1966), og hun er Henriks tante Blenda i Bille Augusts Den gode vilje (1992). Senest medvirker hun i en mindre rolle i Colin Nutleys Gossip (2001), men den film er nu ikke så vellykket. Hellere vil man huske hende som en kvinde af kraft og karakter, humor og underfundighed, ikke bare i ovennævnte titler, men også i Åke Falcks Bryllupsnatten (1964) og Jarl Kulles første film som instruktør, Boghandleren, som holdt op med at bade (1969). Pim.

Laity Kama, 62
*Den senegalesiske jurist Laity Kama, den første præsident for Det Internationale Kigsforbrydertribunal for Rwanda, er død i Nairobi efter kort tids sygdom.
Domstolen, der har sæde i Arusha i det nordlige Tanzania, blev oprettet i 1995 af FN’s Sikkerhedsråd med den opgave at dømme de skyldige for folkemordet i Rwanda i 1994. Dengang blev omkring 800.000 mennesker, de fleste etniske tutsier, mejet ned af ekstremistiske hutuer.
Kama blev født i 1939 i Dakar, og efter jurastudier i Senegal og Frankrig fungerede han i flere år som dommer og offentlig anklager i sit hjemland. Han spillede en vigtig rolle i oprettelsen af en skole for lægdommere, hvor han underviste i 20 år. Han var medlem af den senegalesiske delegation ved FN’s Kommission for Menneskerettigheder i Genève fra 1983 til 1990, og var formand for den gruppe jurister, der udarbejdede Benins nye straffelov. Kama var præsident for tribunalet i Arusha, da det som den første domstol nogensinde kendte en regeringsleder, den tidligere rwandiske ministerpræsident Jean Kambanda, skyldig i folkemord. Det var også under hans ledelse, tribunalet anerkendte voldtægt som en forbrydelse mod menneskeheden.Reuters

Peder Nyman, 61 år
*Dagbladsverdenen har med Peder Nyman mistet en af sine originale tegnere. Nyman nåede i mere end 40 år at sætte sit præg på Politiken – indtil lungerne gav op overfor den daglige dosis på et par pakker smøger.
Peder Nyman var født i Sverige – faderen var digteren Arne Nyman. Moderen var Ingrid Vang Nyman, der skabte de verdensberømte originalillustrationer af Astrid Lindgreens Pippi Langstrømpe.
Trods dette lyse afsæt kom Peder Nyman gennem årene også tæt på livets mørke sider. Han havde ikke noget let sind – men så meget mere ægte virkede den varme og den lune, hvormed han mødte dem, der formåede at komme ind på livet af ham.
Nyman havde en sjælden evne til i sine tegninger at isolere og understrege skribentens ærinde. Han kunne analysere en tekst så godt, at den i hans tegningers massive udfyldninger i tusch fik tilført et ekstra element, der styrkede pointen eller satte sagen på spidsen. Hans tegninger kunne være sjove og veloplagte – både i Politiken og i Svikmøllen. Men ofte fremhævede de det sørgmodige og det bekymrede.
I sine mere end 40 år på Politiken – han startede på Habakuks tegnestue allerede som 19-årig – var han en af de mest tilbageholdende og stilfærdige medarbejdere. Men samtidig en af dem, der var mest markante i avisen.
Inf.

Aage Sørensen, 59
*Professor Aage Sørensen, Harvard var uddannet sociolog fra Københavns Universitet og endte i 1984 – efter en imponerede international karriere – som professor og institutleder i sociologi ved Harvard Universitet i Boston.
Her fik han en fremtrædende rolle i amerikansk sociologi. I nekrologen i New York Times beskrives Aage Sørensens »...vigtige rolle i at udvikle nye sociologiske teorier om ulighed«.
Hans vigtigste arbejder fokuserede på, hvorledes økonomisk ulighed afspejler den ulige fordeling af muligheder og sociale ressourcer. Han fokuserede på, hvordan arbejdsmarkedet fungerer – og på den ulighed der skabes, når bestemte grupper er i stand til at kontrollere andres adgang til job og uddannelse. Hans arbejder omfattede også studier i, hvorledes fagforeningernes faldende indflydelse var med til at øge uligheden – i samspil med aktionærernes krav om øget afkast. Midt i de teoretiske udredninger kunne han også udtrykke sig klart og bramfrit. »Folk bliver behandlet som kartoffelsække nu til dags«, konstaterede han i følge New York Times.
At hans arbejder omtales omhyggeligt i en stor amerikansk avis – men kun sporadisk i den hjemlige presse - kan forekomme besynderligt. Men han søgte ikke popularitet i sit fædreland. Kontroversiel var han samtidig som udefra kommende medlem af den komité, Undervisningsministeriet nedsatte, efter at man havde besluttet at nedlægge Sociologisk Institut, og derfor efterspurgte oplæg til et nyt institut.mol

Boozoo Chavis, 70 år
* Sangeren og harmonikaspilleren Boozo Chavis døde lørdag den 5. maj, efter et hjerteanfald. Han blev født Wilson Anthony Chavis, 23 oktober 1930, i Lake Charles, Louisiana, og blev kendt som skaberen af den specielle harmonika-baserede Louisiana-creoler-stil cydeco, hvis kendteste udøvere nok er familien Chenier, far Morris og hans to sønner Clifton og Cleveland.
Han fik sit gennembrud i 1954, med singlen Paper In My Shoes. Så trak han sig tilbage – og optrådte ikke live, og indspillede ingen plader igen før 1984! Baggrunden var, at han følte sig snydt af pladebranchen. Chavis slog sig på hesteavl, og først 30 år efter kom lp’en Louisiana Zydeco Music. Men hans indspilninger kom aldrig helt på højde med de medrivende live-optrædender. Han var ustyrlig på scenen, hans stemme lød som en begyndende halsbetændelse, og hans harmonikaspil var mildt sagt utraditionelt. Han havde fået amputeret to fingerspidser på venstre hånd efter en ulykke - og han var venstrehåndet.
Hans indflydelse på zydeco-musikken var enorm, og han efterlader en stribe plader der overbevisende dokumenterer dette.ross

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu