Læsetid: 3 min.

Norden på vej mod fast telefontakst

Et salg af TDC til svenske Telia kan betyde, at de øvrige nordiske teleselskaber privatiseres, og at Norden bliver et stort telemarked med en fast takst
31. maj 2001

Konturerne tegner sig af et stort privatiseret og samlet nordisk telemarked med en samlet takst i hele Norden, efter at TDC’s (Tele Danmark) amerikanske ejer, SBC, har sat TDC til salg.
Rygterne svirrer med lynets hast på det nordiske tele-marked om hvilket teleselskab, der står klar i kulissen til at overtage TDC og dermed sætte sig på det nordiske marked.
I øjeblikket ligner svenske Telia det bedste bud efter, at det norske teleselskab Telenor i sidste uge trak sig ud af forhandlinger med TDC’s amerikanske ejere. Rygter bragt i den britiske avis Financiel Times i fredags om, at Telia i øjeblikket forhandler om at overtage TDC har i hvert fald fået TDC’s aktiekurs til at stige. Samtidig gisnes der om, at Telia også har kig på det finske teleselskab Sonera.
Spekulationerne går sin gang blandt de svenske tele-chefer. Hvem skal overtage hvem. Chefen for Telia, Marianne Nivert, vil dog over for det svenske nyhedsbureau TT hverken be- eller afkræfte, om Telia går med købstanker, men erkender, at selskabet er i en god position til at gennemføre opkøb af andre nordiske tele-selskaber, og at det er en god idé at styrke Telias stiling på det nordiske marked.

Privatisering
Et eventuelt svensk opkøb af TDC vil betyde øget privatisering af de nordiske teleselskaber, vurderer en række nordiske teleanalytikere over for Information.
Danmark var det første land, der for tre år siden privatiserede telemarkedet 100 procent, men i Norge og Sverige sidder staten stadig stærkt på de nationale tele-selskaber.
Så længe det varer. Telias mulige ekspansionseventyr skal nemlig betales ved, at staten sælger ud af deres aktier.
»Hvis Telia vil sætte sig på TDC, bliver de nødt til at skaffe sig nogle flere penge. Det kan kun ske ved, at den svenske stat sælger ud af deres Telia-aktier, og det bidrager til en stærkere privatisering af Telia,« siger teleanalytiker i norske Teleplan, Asgeir Myhre.
Den svenske stat ejer i dag 70 procent af Telia, og der er politisk velvilje i den svenske Rigsdag til en øget privatisering, vurderer Henrik Ekenman, teleanalytiker i Fischer Partners i Stockholm.
»De svenske politikere har sagt, at de ikke vil stikke en kæp i hjulet på Telias planer om at købe TDC eller finske Sonera, så længe staten stadig sidder på 51 procent af aktierne,« siger han. Hvis Telia skal privatiseres yderligere, kræver det, at der er et flertal i Rigsdagen.
»Det tror jeg, at der er politisk velvilje til. Det går jo mere og mere mod privatisering på telemarkedet, og det er svært for alle stater at beholde sine ejerandele. Det er nærmest en umulighed; staterne kan jo ikke holde stand,« siger han.
I Norge har der været samme politiske diskussion om øget privatisering, og da det var på tale, at Telenor skulle overtage TDC var udmeldingerne fra den norske regering, at man var villig til at privatisere, så staten kun har en ejerandel på 33 procent.
»Det har Telenor nu fået en garanti for,« siger Asgeir Myhre, og pointerer, at den øgede privatisering og den øgede koncentration af ejerskaber kommer til at betyde, at Norge, Sverige, Finland og Danmark om få år bliver ét samlet telemarked.
»Der vil højst sandsynligt komme én takst, så det koster det samme at ringe i hele Norden. Det vil blive billigere for forbrugeren og lettere for tele-operatørerne, da de kan udvikle fælles tjenester til et stort marked med 20 millioner mennesker,« siger Asgeir Myhre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu