Læsetid: 1 min.

Nuancer

Sydafrikansk bogdebat viser, hvordan aviserne kan gentage andres fejl
4. maj 2001

(2. sektion)

Nedslag
Kuldegysene kravlede ned ad rygraden, da Weekendavisen i sidste uge rapporterede, at romanen July’s People (da. Hans hvide mennesker) af den sydafrikanske forfatter og nobelprismodtager Nadine Gordimer var blevet forbudt til skolebrug i den sydafrikanske provins Gauteng med den begrundelse, at bogens fordømmelse af apartheid ikke var tydelig nok, og at den bombarderede læseren med overflødige nuancer.
Gordimer, hvis litterære karriere løber over det samme tidsrum som apartheidstaten (apartheid blev indført i 1948, året før Gordimers debut), har altid været en frygtløs deltager i the struggle mod det hvide styre og har tidligere fået beslaglagt og censureret tre værker. Det virkede derfor som skæbnens grumme ironi, at forfatteren nu igen skulle udsættes for censur – nu blot fra det sorte styre, hun selv har kæmpet for sit hele liv.

WEEKENDAVISENhavde bare lige glemt at tjekke andre kilder end den noget formynderiske The Guardian og kom derfor selv for skade at overse et par vigtige nuancer. Anklagerne mod Gordimer kom nemlig fra et panel af lærere, der øjeblikkelig blev afvist både af provinsregeringen og af Sydafrikas undervisningsminister Kader Asmal. At dette (i øvrigt hvide) lærerpanel har været bløde i bolden kan ses af, at de også anbefalede forbud mod Shakespeares King Lear (»ikke spændende«) og den sydafrikanske Njabulo Ndebeles novellesamling Fools (»for kompleks«), der er et af den (sorte) sydafrikanske litteraturs mesterværker.
Gordimers litterære storhed består ikke i hendes modstandskamp. Den består i det skarpe blik for den personlige historie i det politiske rum – og i den stædige insisteren på nuancerne: »Intet, jeg kan sige, vil være mere sandt end de bøger, jeg skriver.« Faktisk er nuancen vel indbegrebet af litteraturens trylleevne til at sige den sandhed, der ikke kan forkortes. Og hvis denne historie har en pointe, er det, at ingen, hverken et lærerpanel eller den velmenende verdenspresse, er for kloge til nuancer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her