Læsetid: 5 min.

Det nye kan findes ved at se bagud

Man kan ikke skrive med maven. Og man må gerne tænke sig om, når man skriver, siger Martin Larsen. Efter fem års arbejde debuterede han tirsdag med digtsamlingen ’det stof alting er gjort af’
10. maj 2001

(2. sektion)

Poesi
»Forfatterens sved er læseren uvedkommende siger nogen,« står der i efterskriftet i Martin Larsens første digtsamling det stof alting er gjort af. Nogen må formodes at være Per Højholt. Som med modernistisk konsekvens forviste digterens sved fra det færdige digt. Og Martin Larsen er ikke enig: »Jeg synes blod, sved og tanker er vigtige.«
Og trækker en tråd tilbage til bogens start. Hvor digteren afviser idealet om digtet som et krystal af sprog i et lukket poetisk rum. Som der står: Ingen haiku her, tak. Lange glidende linier arbejdende sig sindigt frem og tilbage indtil digtet er væk?
»Den passage er skrevet i midten af 90’erne, da jeg startede med at skrive bogen. Og den er selvfølgelig rettet lidt polemisk mod de her små minimalistiske ting, som var højeste poetiske mode dengang.«
»Men den betyder også, at begrebet om forløb er vigtigt. Jeg vil hellere lave lange linier, som har en sammenhæng i sig. Og som ikke bare er små afhuggede øjeblikke.«

Prøv nu noget andet
– Har Højholt ikke ret i, at digterens sved forstået som arbejdet med digtet er læseren uvedkommende?
»Det er en sætning, som Søren Ulrik Thomsen citerede meget. I min bog er det møntet på hans ide om, at digtet skal være sådan en udkrystaliseret lille juvel, som rummer alt det fine og lukker alt sveden ude. Det, syntes jeg ikke, er den eneste måde at gøre det på.«
– Som modsætning henviser man ofte til Peter Laugesens henvisning til den amerikanske lyriker Charles Olsson, der beskrev digtet som en slags rod, der burde skrives sådan, at også jorden omkring kom med?
»Som alle andre var jeg meget påvirket af Søren Ulrik Thomsens tanker om poesi tilbage i 90’erne. Og det blev for meget. Jeg endte med at have det sådan: Altså, prøv nu noget andet.«
»Derfra var det let at hoppe over i Laugesens grøft og skrive alting med. Eller: Det er slet ikke nemt. Faktisk. Men det er nemt at styre efter det punkt, åbne teksten for alting. Og så oplever man alligevel, at der er nogle ting, som bliver bedre, hvis man former teksten.«
– Laugesen taler om at skrive på en strøm, som principielt er uden ende?
»Mine digte er ikke forløb, der kan rive alting med og fortsætte i det uendelige.«
»Når jeg har sat mig ned, har jeg tit haft en idé om, hvor langt det skulle være. Og dermed også en idé om, hvornår det skulle stoppe. Det er spørgsmål om at sætte en ramme og så fylde den ud. Og så lade det flyde løs indenfor den ramme.«
Det kan lyde som et letkøbt postulat. Såvel mindre erhvervsdrivende fra provinsen som afgåede kulturredaktører på Politiken taler meget og gratis om ’de store linier.’ Begge med solbriller i panden og øjnene knebet sammen mod det skarpe lys. Fra solen.

Et vidunderligt liv
Men i det stof alting er gjort af kan det måles: Der er fandeme store linier. Kvantitativt og filosofisk, historisk og poetisk.
Bogen på 57 sider består af otte digte udfoldet i et forløb, der starter i .digterens sind. med .digteren selv. Fortsætter over .punkter., .linier. og .diagrammer. i en vesteuropæisk forklaringsmodel; en pythagoræisk algebra fra a til z.
Forskellige stemmer taler. Drukkenbolten Li Po og en revideret version af Zenons historie, hvor Achilleus pludselig fanger skildpadden. Og filosoffen Wittgensteins sidste ord: »Sig til dem, at jeg havde et vidunderligt liv.«
Digtsamlingen citerer Dantes Guddommelige komedie. Som er skrevet på vers i forløb, og hvor filosoffer som Siger af Brabant kommer i polemik med Thomas Aquinas.
»Poesien er ikke et særligt, isoleret rum, men tværtimod en del af hele rummet. Måske skulle der have været et digt, som hed Modeller. For modeller er egentlig, hvad det handler om. Modeller som kan diskuteres.«
– Der er ikke noget komplementært forhold mellem refleksion og poesi?
»Da jeg gik på forfatterskolen, var der en, som fik et romanmanuskript retur fra forlaget med den besked, at han skulle skrive med maven. Og hvad skal man mene om en metafor, der er så idiotisk og meningsløs?«
»Man kan ikke skrive med maven. Og man må gerne tænke sig om, når man skriver. Det er da ikke den rene glade følelse koncentreret i en skøn forudbestemt form. Det er meningsløst at forlange den slags litteratur. Hvorfor ikke bruge hovedet?«

Lars og Jeppe og Poul
Midtvejs ændrer digtsamlingen karakter. I digtet .arabesk. antydes usikkerhed. Filosofferne skændes, det hele flimrer og alt bliver til ét. Inden det meget lange digt .tale. fra digterens hverdag i København. Nu møder læseren ikke længere Zenon og Wittgenstein. Men Poul og Lars og Jeppe.
– Er anden del af bogen en bevægelse væk fra noget, der krakelerer?
»For mig er det først og fremmest en kronologisk bevægelse. Jeg skrev den første halvdel, sendte den til flere forlag. Og troede, den var færdig. Så jeg gik i gang med en ny bog. Men det første manuskript kom retur, og så er det blevet én samlet bog.«
»Den mest åbenlyse forskel på de to dele er en bevægelse fra skriftsprog til talesprog. Derfor tænker jeg på forløbet som en formel bevægelse, men det bliver også en opløsning af systemer og kategorier. De to ting hænger selvfølgelig sammen.«
»Samtidig bevæger anden del sig fra det klassiske og det universelle mod det mere intime. Og det er svært at begrunde. Hver gang, man har skrevet noget, er man sådan set allerede på vej væk. For at prøve at lave noget andet. I hvilken retning, det ender: Det kan nogle gange være ligegyldigt. «
– Du citerer i bogen en international horisont af litteratur. Er det også et los til den danske litterære offentligheds stædige abonnement på en national selvglæde?
»Det er det helt sikkert. Egentlig burde jeg have tilegnet Poul Borum min bog. Jeg påbegyndte den, da jeg lærte ham at kende på Forfatterskolen i 1995. Og han var den store port udad mod samtidig litteratur i andre kroge af verden. Men også bagud historisk. Jeg fik arbejde hos Poul Borum som altmuligmand, dvs. først og fremmest gik jeg og satte bøger på plads i hans bibliotek. Og det var bøger, man ikke kunne finde på hovedbiblioteket og i boghandlere.«
– Et andet motiv i bogen er, at alt er gjort og tænkt?
»Det var jo sådan noget, man gik rundt og sagde i 90’erne. Men man kan også finde det ny ved at orientere sig bagud historisk. Jeg forsøger at konstruere det ny som sammenhænge af alt det gamle. En slags bagudvendt avantgarde. Make it new, som Ezra Pound sagde.
– Med tryk på make snarere end new?
»Netop.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu